Vi skylder ukrainerne en tak. I Danmark var vi begyndt at fokusere på mikroskopiske og selvopfundne problemer

Danskerne skylder ukrainerne en stor tak. De har mindet os om, at man kan tro på både store og små ting. I Danmark var vi begyndte at fokusere på ikke blot små, men også mikroskopiske og nogle gange helt selvopfundne, politiske problemer, skriver Kresten Schultz-Jørgensen i denne kulturkommentar.

»I Ukraine er vi blevet mindet om, at forskellen på løgn og sandhed i virkeligheden er både enkel og afgørende. Der er Putins propagandamaskine. Og så er der sandheden, som bryder igennem sprækkerne både uden for og inden for Ruslands grænser.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Laurent Gillieron/EPA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens krigen i Ukraine ret indlysende er udtryk for både Ruslands moralske kollaps og et helvede på jord for ukrainerne, har den andre steder på kloden nok også været en kulturel øjenåbner.

Det er ikke, fordi vi tror på noget nyt. Men vi er blevet mindet om, hvad vi havde glemt.

Ukrainerne er vores inspiratorer. Mænd og kvinder, der har lært os, hvad ære og stolthed betyder, og hvor afgørende det er at kæmpe heroisk – ædelt, modigt og selvopofrende – for demokratiet i Ukraine og i hele verden.

Lige nu er ukrainerne de modigste mennesker i verden. Der var manden, som stillede sig ind foran en russisk kampvogn. Ham, der samlede en ikkedetoneret mine op med de bare hænder og bar den langt ind i skoven.

Kvinden, som gik hen til en russisk soldat og bad ham komme nogle solsikkefrø i lommen. På den måde, forklarede hun, vil der vokse blomster frem, hvis du dør på ukrainsk grund. Og de tretten forsvarere af Slangeøen i Sortehavet, der bad besætningen på det russiske krigsskib om at rende dem i røven.

Ukrainere, der sætter kurs mod hjemlandet for at forsvare det. Ukrainere, der går på gaden med gamle våben og molotovcocktails – vel vidende, at det vil koste dem livet.

Vi skylder dem en stor tak. De har mindet os om, at man kan tro på både store og små ting, og at vi nok også her i Danmark var begyndt at fokusere lige rigeligt på ikke blot små, men også mikroskopiske og nogle gange helt selvopfundne, politiske problemer.

Ukrainerne har afsløret vores indbildte syge.

Ukraine er en øjenåbner

Vi har for eksempel polariseret alt for mange af de temaer, man burde tale fornuftigt om, stammekrigenes lejrtænkning. Rød mod blå. Kvinder mod mænd. Unge mod midaldrende. Ateister mod kristne mod muslimer mod jøder mod omskæring mod queers mod heteroseksuelle for slet ikke at tale om Jylland mod København mod kød mod planter.

På hver side i polariseringen har der stået indignerede mennesker og affærdiget hinanden som rene idioter, som om disse forskelle for alvor er værd at beskæftige sig med. I Ukraine er langt vigtigere fronter nu trukket op. Titusinder af russiske soldater, der overfalder, bomber og udsletter civile.

Et andet eksempel: De seneste år har også i Danmark været fulde af paranoide spekulationer, tosserier og seriøst gakgak. At vacciner er farlige. At covid-19 er en politisk opfindelse, som politikerne kan bruge til at fjerne borgernes rettigheder. 5G-master, Bill Gates og den dybe stat.

I Ukraine er vi blevet mindet om, at forskellen på løgn og sandhed i virkeligheden er både enkel og afgørende. Der er Putins propagandamaskine. Og så er der sandheden, som bryder igennem sprækkerne både uden for og inden for Ruslands grænser.

Ukraine er en øjenåbner. Vi var også i Danmark begyndt at tage de politiske institutioner for givet med en demokratisk nihilisme, der over alt fyldte det offentlige rum.

Alles kamp mod alle på Christiansborg. Et reality-show, hvor man skifter parti, hvis karrieren er truet. Hvor det politiske maskinrum er afløst af sarkasmen på Twitter. Debatternes konfrontationer, fjendskaber, vrede.

Men måske vender det. Vi har set, at folkestyret grundlæggende er et spørgsmål om moralske standarder og viljen til at kæmpe for dem.

For ukrainerne er prisen den størst tænkelige. Men de har tændt et lys.