Det er dystre tider for humaniora i Danmark. Det kunne Berlingske berette om i sidste uge.
Københavns Universitet lægger op til at reducere optaget på de humanistiske uddannelser med 640 studiepladser frem mod 2030. Aalborg Universitet (AAU) lukker for optaget på alle humanistiske uddannelser i det københavnske Campus Sydhavnen, hvilket svarer til små 330 studiepladser.
I alt vurderer Danske Universiteter, at humaniora i landets fire store byer står til at reducere antallet af studiepladser med 13 procent frem mod 2030. Det sker efter en periode, hvor det samlede optag af bachelorer på de humanistiske fakulteter på universiteterne er faldet med knap 26 procent.
Humaniora har ikke mange støtter i de beslutningsbærende lag, og det er ikke bare en skam. Det er også en fejl.
Humaniora beskæftiger sig med betydning, med forståelsen af os selv og det, der omgiver os – før, nu og fremover. I en tid, hvor traditioner forsvinder som sidste års sne, og hvor nær sagt alt omkring os er i opbrud, har vi brug for, at de natur- og samfundsvidenskabelige løsninger, vi søger, tilsættes en solid dosis humanvidenskabelig indsigt.
Hvad gør det for eksempel ved vores selvforståelse, at vi ikke bare har hævet os over naturens tvang, men er godt på vej til at tage livet af den? Hvad gør det ved vores identitet, at familier, nationalgrænser og plads i samfundet konstant er til forhandling?
Spørgsmål, som humaniora har vigtige ting at sige noget om, og alt sammen svar, vi har brug for, når vi fremover skal finde fodfæste i verden. Mærkeligt, at den bestræbelse skulle have så trange kår i Danmark.
Anden strategi i Norge
I Norge er man gået en anden vej. Der opruster man på humaniora, og det har man gjort længe. I 1990erne gjorde man læreruddannelserne til en del af den akademiske verden og gav dermed akademia en folkelig forankring. Siden er man gået endnu videre. Ambitionen er nu, at humaniora skal være til stede i alle forskningsfelter og uddannelsesområder i landet. Sådan lyder strategien, der er støttet med 100 millioner norske kroner, og dét giver mening.
Det giver nemlig ingen mening at opretholde en streng opdeling i de tre hovedområder: humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab. De er deres indbyrdes forskelle til trods fælles ved det, at de hviler på de samme principper og forholder sig til én og den samme virkelighed.
Vi skylder os selv at tage humaniora alvorlig. Vi har brug for at blive set som andet og mere end blot genstande, der skal håndteres i den korte tid, vi går rundt på jord. Vi skal ses som mennesker. Også – og ikke mindst – når der træffes store administrative og tekniske beslutninger for vores liv.
Til gengæld vil humaniora kunne gøre sig selv en kæmpe tjeneste ved ikke at lade sig varme alt for voldsomt ved den identitetspolitiske tidsånd.
