Sjældent har jeg set blåskjortede mænd i velsiddende habitter være mere følelsesmæssigt berørt

Ovre i kulturens verden er vi alt for bornerte til at trykke på pathos-pedalen, som ellers virker så fint i sportens univers. Måske det ville gøre en forskel, hvis vi turde? skriver museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg.

Jane Sandberg har siden 2015 været direktør for museet Enigma. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er som bekendt lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater – i hvert fald, hvis man spørger vores kulturminister. Og mon ikke ministeren er med på at udvide udsagnet til også at omfatte fodboldbanen? For hold nu lige op, hvor klappepølser og rødhvide trøjer med et sympa-ti-tal på ryggen skaber fællesskab og styrker den nationale identitetsfølelse i disse uger.

For et par år siden besøgte jeg en af superligaklubberne i forbindelse med et netværksarrangement. Vi fik en rundvisning, som – kunne jeg på de andre gæster forstå – kulminerede, da vi blev lukket ind i omklædningsrummet.

Der stod jeg så i noget, der mest af alt lignede min folkeskoles gymnastikomklædning. Selv lugten af sure sokker hang ved, og jeg var relativt uimponeret. At jeg stod ret alene med den følelse, kunne jeg konstatere, da voksne mænd fra erhvervslivets top aede træbænke og brusehoveder med salige smil på læben.

»Vi er i følelsesbusiness,« sagde direktøren for klubben, da vi bagefter bænkede os i spillerloungen.

Det forstod jeg så godt. For sjældent har jeg set selvsamme forsamling af blåskjortede mænd i velsiddende habitter være mere følelsesmæssigt berørt. Business-panseret faldt for åbent tæppe, og sluserne til deres indre liv stod vidtåbne. For her i mødet med fodboldens backstage blev skabt en forbindelse til deres egne liv – til alt det, de også er, når excelark, børskurser og opkøb er ekspederet.

Kulturverdenen er også følelsesbusiness. Vi er bare ret dårlige til at sige det. Hvor kunne vi dog tage ved lære af, hvordan det lykkes at skabe en stærk fællesskabsfølelse, når bolden triller på grønsværen. Selv for en, som ikke er en del af det fællesskab, så ser det – indrømmet – ret skønt ud, når billederne fra gader og stræder opildner til fælles lå-lå-lå-råb og gruppekram.

Som hyppig gæst på museer, i teatre og koncertsale skal jeg hilse og sige, at highfives og knus er adfærd, jeg har til gode at opleve der. Vi nikker afmålt, men egentlig helst slet ikke. Tænk, hvis danskerne fik samme stolthedsfornemmelse, når en dansk billedkunstner, musiker eller skuespiller opnår international anerkendelse, når Den Kongelige Ballet trækker fulde huse på en turné i udlandet, eller en udstilling med dansk billedkunst henrykker besøgende og medier uden for vores egne grænser.

Ovre i kulturens verden er vi alt for bornerte til at trykke på pathos-pedalen, som ellers virker så fint i sportens univers. Måske det ville gøre en forskel, hvis vi turde? Måske vi skal blive langt dygtigere til at kommunikere, at kunst og kultur arbejder med de store følelser – både dem, der betyder noget for den enkelte og for det store fællesskab.

Vi lever i en tid, hvor vi higer efter de store fortællinger; dem som binder os sammen og sætter ord og billeder på, hvem vi er, hvad vi kommer af og hvor vi skal hen. Og hvis ikke vi i kunstens og kulturens verden læser tidsånden og fodrer omverdens hunger efter netop det, er vi simpelthen lige så pinlige som den spiller, der sendes på bænken med et rødt kort.