Mon ikke en del socialdemokrater fik makrelmadden galt i halsen, da »redeskideren« åbnede munden

Selvfølgelig er de, der stemmer S, præcis lige så mangfoldige og individuelle i deres kulturforbrug som alle mulige andre, skriver Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg er museumsdirektør for Enigma – Museum for post, tele og kommunikation, og hun er blandt andet uddannet cand.phil. i kunsthistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Normalt er det ikke kulturpolitik, der æder politikernes nattesøvn, men mon ikke en del socialdemokrater fik makrelmadden galt i halsen i søndags, da partikammeraten Michael Vindfeldt i Politikens spalter sendte en bredside af sted mod sit partis kultursyn, som han mener foragter »det elitære kulturliv« og er præget af en »bøvet provinsmentalitet«?

»Alle skal kunne deltage i kulturlivet,« står der øverst i Socialdemokratiets kulturpolitik. En flot vision, men uholdbart som argument, for det bliver svært at finde nogen, som står på mål for det modsatte synspunkt.

Selvfølgelig er det danske kulturliv vores alles, og naturligvis skal den kunst og kultur, som vi er sammen om at betale til, være tilgængelig for alle. I S-programerklæringen ligger en forståelse af, at mange er forhindrede i at få glæde af vores kulturliv. Ikke sjældent har S-politikere talt om skellet mellem eliten og de såkaldte »almindelige danskere«. Mon ikke tesen i regeringspartiet er, at de almindelige danskere bruger kulturtilbud for lidt?

At basere et kultursyn på en logik, som kun går op, hvis der er et »dem« og et »os«, er både snæversynet og en gedigen undervurdering af partiets egne vælgere. Den nuværende socialdemokratiske kulturforståelse hviler nemlig på en bedaget opfattelse af, at det kun er de velbjærgede og veluddannede, der læser skønlitteratur og falder i svime over installationskunst, mens de, der har kortere eller ingen uddannelse, slet ikke læser bøger, lytter til klassisk musik eller besøger museer. I think not!

Nu er kulturforbrug jo et vidt begreb, og vi ved, at danskerne er ret mangfoldige og spænder vidt. Man behøver ikke engang undersøgelser for at forstå, at de samme mennesker godt kan lytte både til opera og rap. Eller være glade for både at gå i teatret og se ny dansk scenekunst, men også tænde tv'et for at følge med i en danskproduceret krimiserie. Selvfølgelig er de, der stemmer S, præcis lige så mangfoldige og individuelle i deres kulturforbrug som alle mulige andre.

Vindfeldt er en modig mand, men han siger sådan set bare det samme, som rigtig mange af kulturens aktører har forsøgt at trænge igennem med længe. Når Vindfeldts slag rammer hårdere, er det selvfølgelig, fordi det kommer indefra. Skal man beskrive effekten, er det fristende at låne det uskønne ordvalg, en fondsdirektør brugte, da han beskrev et par forskere på Aarhus Universitet, han fandt illoyale, som »redeskidere«.

Redeskider eller ej. Socialdemokratiets kulturforståelse trænger til en genstart, og Vindfeldts indlæg kunne fint bruges som anledning internt i partiet. Man kunne drømme om, at de forslåede partikammerater, når de har sundet sig lidt i ringhjørnet, ville læse Vindfeldts kritik konstruktivt og bruge den som udgangspunkt for en sund portion selvransagelse, der gør op med grøftegravningen og stiller ind på nutiden.

At Vindfeldt er kommunalpolitiker på Frederiksberg og om lidt skal søge genvalg, kunne samtidig tænde et lille håb om, at kulturpolitik for en gangs skyld kommer til at fylde lidt i kommunalvalgkampen.