Mediekommentar: Mislykket plastikkirurgi er aldrig kedeligt. »Hold da op, det er grimt«

»Mit plastikmareridt« kører på niende sæson, og er på den ene side en advarselstrekant imod kosmetiske operationer – og på den anden side en reklame for Amalieklinikken, hvor »to af landets dygtigste kirurger« kan løfte dine hængebryster.

»Hvis jeg lige lukker øjnene, og tager en dyb indånding, og virkelig mærker efter, må jeg nok erkende, at der er et element af skadefryd i min nydelse af programmet,« skriver Aminata Amanda Corr i denne mediekommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hold da op, det er grimt,« siger kirurgen, inden han overhovedet har taget stilling til, om de kan hjælpe den stakkels kvinde med de grimme bryster. Ni sæsoner er det blevet til af programmet »Mit plastikmareridt«, og det lader til, at markedet for fejlslagen plastikkirurgi er en uudtømmelig brønd af menneskelige mangler og dårlig dømmekraft.

Inden jeg får hele den kropsaktivistiske horde på nakken, vil jeg skynde mig at deklarere, at jeg mener, at alle mennesker må gøre med deres kroppe, lige som de har lyst.

Sandheden er også bare, at det har en vanvittigt høj underholdningsværdi, når kosmetiske operationer går galt. Og det føles både forbudt og rart at være en flue på væggen, når Amalieklinikken påtager sig det sisyfosarbejde, det tilsyneladende er at korrigere andre kirurgers dårlige arbejde med at rette på kroppe, der falder uden for normen.

»Hug, stik, klip, fyld, bor, sav løs. Gør alt, hvad der skal til. Winnie fortjener et symmetrisk ansigt. «


Sympatien for patienterne varierer meget efter, hvilke omstændigheder deres oprindelige operation har været foretaget under. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere indser jeg, at det er noget forbandet pjat.

Tag eksempelvis Winnie på 40 fra Skærbæk. Da hun var barn, fik hun fjernet en godartet cyste på kæben, og hun har efter flere operationer nu et asymmetrisk kæbeparti. Winnie mener selv, at hun ser misdannet ud og vil bare gerne have lov til at ligne alle andre.

Winnie har min dybeste sympati fra start. Hug, stik, klip, fyld, bor, sav løs. Gør alt, hvad der skal til. Winnie fortjener et symmetrisk ansigt. Straks anderledes ser det ud for Melissa, som med sine lidt for store silikonebryster ikke optjener skyggen af point på mit sympatimeter.

»Jeg følte mig ikke piget, og det var bare rigtig hårdt psykisk,« siger hun om den første brystforstørrende operation, hun fik foretaget, et år inden hun blev student. Den første, ja. Senere kom flere til.

For Melissa har jeg kun fordømmelse og en lille smule medlidenhed til overs. Tre brystforstørrende operationer blev til. Og nu, efter at have ammet sine to børn, har hun smerter i begge bryster. Nuvel, jeg er ikke så dårligt et menneske, at jeg ikke har sympati for hendes smerter.

Faktisk har Melissa ikke bare lidt ondt. Hun bevæger sig på grænsen til et morfinmisbrug bare for at kunne opretholde en normal dagligdag. Hun skal selvsagt også have noget hjælp. Og hvor er det i øvrigt fjollet, at holde mere med Winnie end med Melissa. Men det gør jeg altså. Hvis jeg lige lukker øjnene, tager en dyb indånding og virkelig mærker efter, må jeg nok erkende, at der er et element af skadefryd i min nydelse af programmet.

Melissa bukkede under for sin egen forfængelighed, og blev tilsyneladende ikke klogere med alderen, og jeg kan ikke lade være med at dømme hende for det. Men sandheden er jo, at Winnie i lige så høj grad handler på forfængelighed og skønhedsidealer og alt det dér, som kropsaktivisterne snakker om.

Én tanke forfølger mig gennem hele programmet: Selv når jeg engang kan fejrer ti år som folkepensionist, og min bryster hænger helt nede om anklerne, håber jeg, at mit selvværd et stærkt nok til, at jeg bare stopper dem godt ned i sokkerne og går mig en søndagstur.

Niende sæson af programmet »Mit plastikmareridt« kan streames på Viaplay.