Mediekommentar: Jan Gintberg siger til sidst, at han ikke ved, hvad han har gang i. Det har han ret i

Da Jan Gintberg læser et brev af Albert Einstein, sammenligner han det med at få et dick pic af Dalai Lama. Seerne forstår næppe sammenligningen, men Gintberg griner hysterisk, fordi det bare er så utrolig morsomt sagt – af ham selv. Og sådan er det hele vejen igennem i »Gintberg – de sidste patriarker«.

»Da Jan Gintberg sidst i programmet taler med en terapeut, siger han, at han ikke ved, hvad han har gang i, og at det ikke giver mening. Det er det mest rigtige, der kan siges om »Gintberg - de sidste patriarker«,« skriver kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, der er træt af at høre komikeren grine af sine egne elendige jokes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er sjovt? Det forandrer sig som regel over tid. I 80erne grinede vi af Linie 3 og Eddie Skoller, mens 90erne tilhørte Casper Christensen, og det gjorde 00erne vel egentlig også i konkurrence med blandt andre »Drengene fra Angora« og »Den 11. time« i DR2s guldalder. I dag virker meget af det forældet.

Det samme gør komikeren Jan Gintbergs satireprogram »Gintberg – de sidste patriarker« på DR2, selvom det er helt nyproduceret. Det virker som noget, vi har set før. Som noget, der var sjovt for 10-15 år siden, og det virker faktisk også, som om Gintberg selv ved det.

Som udsendelserne skrider frem, får man en oplevelse af, at han er fanget som et insekt i et stykke rav. Han vil undersøge mandelivet, men er stivnet i kønsklicheer og det, man på en god dag kan kalde for onkelhumor. Det er sådan noget med, at kvinder er dårlige til at køre bil, og at mænd er undertrykt derhjemme og kun en gang om året får lov at sige noget. Resten af tiden skal de passe på ikke at gå i vejen for robotstøvsugeren. Hoho.

Vi hører også, at kvinder elsker at bruge hele lørdagen i Søstrene Grene, og at mænd ikke gider BogForum og viser deres utilfredshed ved at lægge deres diller i »Fifty Shades of Grey«. Øh, nå.

Og sådan kører han løs i indlagte standupsekvenser, som var rigtig smarte og spændende i 1990erne, men som i dag virker uddaterede. Må man anbefale lidt fornyelse? Ikke mindst af den der »min kone er skidesur«-retorik, som ærligt talt er lidt smådum at høre på.

Pølsesnak

Undervejs har han samtaler med en slags terapeut, og han betror hende, at han vil give manden »håb«. For hvad mon? Hun rynker brynene, og så ævler han ellers løs om, at kvinder har fået lange uddannelser og ikke rigtig har brug for mænd længere. Han forstår tydeligvis ikke hvorfor.

Gintberg sætter sig nu for at tale med »uglen«, altså den kloge mand, og er blandt andet forbi direktør Rane Willerslev på Nationalmuseet, et Mensa-medlem og en flok mænd, der kæmper om at løse professorterningen hurtigst på tid. Men vi finder aldrig ud af, hvad han vil tale med dem om. De optræder bare i programmet som en slags statister, så Gintberg kan lave grimasser og fortælle jokes, han selv griner af. Jokes såsom at forveksle astronomen Anja C. Andersen med håndboldspilleren Anja Andersen eller sige, at Mensa minder om ordet menstruation. Ja, vi har virkelig gang i stor humor her.

Da han læser et brev, hvor Albert Einstein hjerteligt takker for et ophold i et sommerhus i Tisvildeleje, sammenligner Gintberg det med at få tilsendt et dick pic af Dalai Lama. Aha? Dernæst griner han hysterisk, fordi det bare er så utrolig morsomt sagt – af ham selv.

Sidst i programmet vender Jan Gintberg tilbage til terapeuten og siger, at han ikke ved, hvad han har gang i, og at det ikke giver nogen mening.

Det er det mest rigtige, der kan siges om »Gintberg – de sidste patriarker«.

Serien kan ses på DR2 og streames på DRTV, men brug hellere tiden på noget andet.