Man risikerer at bruge en masse penge på indsamling af viden, som ikke bliver brugt til noget

Kulturkommentar: Kulturlivet jubler med god grund over, at den kommende finanslov afsætter millioner til at gøre kultursektoren klogere. Men kulturlivets aktører har ikke blot behov for mere viden om publikum – de har også behov for værktøjer til at omsætte den nye viden til konkrete initiativer.

Lasse Marker har tidligere været vært på P1, men han arbejder i dag som selvstændig rådgiver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske kulturliv skal være klogere.

Det er konklusionen, efter at regeringen har fremlagt sit udspil til en ny finanslov, der både afsætter penge til oprettelsen af Kulturens Analyseinstitut og til drift af den selvejende institution Applaus.

Applaus har allerede vist gode resultater de seneste år med brugbare analyser af kulturbrugernes holdninger og adfærd – særligt under coronakrisen. Kulturens Analyseinstitut skal på samme vis bidrage med ny viden, som dels skal kvalificere den danske kulturpolitik, dels give landets kulturinstitutioner en bedre forståelse af deres eksisterende og potentielle gæster, så de kan komme til at betyde mere for flere.

Finansloven indvarsler et nyt kapitel i dansk kulturpolitik. Det sker i erkendelse af, at alt for mange beslutninger og initiativer indtil nu har været baseret på antagelser og formodninger. Det »nye« i finansloven er, at man for første gang for alvor anerkender, at hvis man skal professionalisere dansk kulturliv og komme videre med ambitionen om at få kulturen ud til alle, så kræver det større viden om, hvad der motiverer de forskellige målgrupper, og hvordan de vil opleve.

Grund til eftertanke

Der er dog ligeså meget grund til eftertanke, som der er grund til jubel. De seneste år er der blevet udgivet flere rapporter, hvis eneste formål har været at demonstrere kulturlivets betydning og værdi med det formål at få politikerne til at sende flere penge. En række kulturaktører har således brugt de dyre rapporter som en undskyldning for ikke selv at gøre noget anderledes. Argumentet har i stedet for lydt, at politikerne blot skal forstå, hvor vigtig kunsten og kulturen er. Det er på mange måder en dårlig motivation for at lave undersøgelser.

Hvis Kulturens Analyseinstitut skal gøre en forskel, er det derfor afgørende, at undersøgelsernes formål er at gøre kulturlivets aktører klogere på deres brugere, så landets museer, teatre og koncerthuse kan gøre tingene på nye måder. Det er derfor også helt afgørende, at den nye viden bliver understøttet af konkrete værktøjer, der gør kulturinstitutionerne i stand til at omsætte den nye viden til konkrete initiativer. Ellers risikerer man at bruge en masse penge på indsamling af viden, som ikke bliver brugt til noget.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at det ikke er tilstrækkeligt med nationale undersøgelser, da der er forskel på de enkelte kulturinstitutioners formål og målgrupper. Kulturens Analyseinstitut må derfor ikke blive en undskyldning for, at landets kulturinstitutioner ikke selv foretager brugerundersøgelser.

En væsentlig opgave for Kulturens Analyseinstitut bør derimod være at udvikle metoder og værktøjer, der gør kulturinstitutionerne i stand til selv at indsamle viden om deres gæster på en systematisk måde. På dette område har den danske kultursektor meget lidt erfaring, og der er derfor et stort behov for netop denne indsats.