Et interview med forfatteren Knud Romer har udløst heftig kritik og beskrives af Berlingske som et overgreb, der sætter ny standard for uetisk journalistik.

Nanna Mogensen, vært på »Skønlitteratur på P1«, anklager Knud Romer for at iscenesætte sig selv som den lidende digter, når han fortæller om, hvordan han har mistet sin bolig, sin hustru og børn i en skilsmisse, og kun har ti procents syn tilbage på sine øjne, der er ødelagt af grøn stær.

Interviewet om Knud Romers nye roman, »Pigen i violinen«, slutter med en indrømmelse fra Knud Romer, der fortryder, at han nogensinde blev forfatter.

»Kære venner. Lad være. Lad være med at falde for myterne. Digtermyterne. Myterne om geniet og vanviddet. Det er noget vrøvl. Det er noget forbandet vrøvl. Men jeg hoppede på den. Og det skulle jeg ikke have gjort. Men nu er det for sent.«

Ud over Knud Romers personlige tragedie, er det også en tragedie, at en af landets mest markante forfattere de seneste år fortryder, at han blev forfatter og advarer andre imod at blive det.

Det bør give anledning til bekymring hos kulturministeren. Og panderynkerne bør kun blive dybere, hvis man læser rapporten »Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår« (2015), hvor det fremgår, at mere end halvdelen af alle danske forfattere og oversættere tjener under 200.000 kroner om året.

Hvis vi ønsker et rigt litterært Danmark, er der derfor grund til at se på, hvordan litteraturstøtten fordeles i dag. En af de helt store poster er bibliotekspengene, hvor der hvert år uddeles over 180 millioner kroner til danske forfattere, oversættere og illustratorer, der har titler på de danske biblioteker.

Bibliotekspengene fordeles i dag ud fra det såkaldte »bestandsprincip«, der vægter litteraturtype, sidetal per titel, bestandsantal, samt om bidragyderen er primær eller sekundær. Det betyder, at Bjarne Reuter med et 40 år langt forfatterskab og populære titler som »Zappa«, »Busters verden« og »Drengene fra Sankt Petri« har toppet listen det seneste årti. Siden 2010 har han således modtaget mere end 700.000 årligt.

I 1991 blev loven ændret, så bibliotekspengene ikke længere var rettighedspenge, men derimod støtte til dansk litteratur og sprog for at undgå, at udenlandske forfattere fik del i pengene. Problemet er blot, at der aldrig er blevet taget et opgør med bibliotekspengene som en form for kompensationsordning. Konsekvensen er et fattigere litterært Danmark.

Det er derfor på tide, at kulturministeren spørger sig selv, om vi udvikler dansk litteratur bedst ved at støtte ældre forfattere med lange forfatterskaber og mange titler på de danske biblioteker, eller om bibliotekspengene kunne gøre mere gavn andre steder?