Lasse Marker: Hvis vi ønsker en fri verden, må vi hjælpe de kunstnere, der kæmper for den

Hvis det danske kulturliv vil gøre livet surt for Putin, bør boykotten af Putin-venlige kunstnere følges op af en åben invitation til de Putin-kritiske af slagsen.

Lusine Djanyan fra gruppen Pussy Riot, der er en evig torn i øjet på de russiske magthavere, protesterer her mod Ruslands angreb på Ukraine foran den russiske i Stockholm.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Paul Wennerholm/TT/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Systemkritiske kunstnere har altid været en torn i øjet på autoritære regimer.

Ai Weiwei er et problem for Kina, Boualem Sansal er et problem for Algeriet og Pussy Riot er et problem for Rusland.

Og når regimerne reagerer med fængsling, censur og forbud mod de nævnte kunstnere, er det, fordi kunstnerne har potentiale til at skabe en samfundsmæssig forandring, som regimerne ikke ønsker.

Når autoritære regimer ikke undervurderer betydningen af at føre an på kulturens slagmark, bør vi heller ikke gøre det. Ønsker vi en fri verden, må vi hjælpe dem, der kæmper for den. Uanset om kampen foregår med pen, pensel eller pistol.

Siden kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen instruerede statslige kulturinstitutioner i at stoppe samarbejdet med russiske kunstnere og opfordrede ikke-statslige kulturinstitutioner til at gøre det samme, har debatten om russisk kunst på dansk grund haft to faser.

Foto: PR/Privat.

Kulturbranchen reagerede først hurtigt på ministerens instruks og flåede forestillinger og udstillinger af plakaterne. Koncerten med operasangeren Anna Netrebko blev aflyst i Musikhuset i Aarhus, den russiske nationalballet skulle alligevel ikke opføre »Svanesøen« i en række danske byer, ligesom Tjekhovs »Ivanov« alligevel ikke opsættes på Aalborg Teater i den kommende sæson.

I den anden fase kom refleksionen, hvor flere markante stemmer manede til besindighed. Teaterinstruktør Martin Lyngbo argumenterede for, at vi har brug for de stemmer, der siger Putin imod. Musikchef Peter Lodahl understregede, at Copenhagen Phil fortsat ville opføre værker af Stravinskij, Tjajkovskij og Sjostakovitj. Fonden bag Charlottenborgs Forårsudstilling vendte på en tallerken og viste alligevel værker fra den russiske videokunstner Sergeij Prokofjev, som man ellers havde valgt at udelukke.

Det danske kulturliv har nu nået den fælles erkendelse, at man går Putins ærinde, hvis man boykotter kunstnere, der kritiserer ham. Næste fase må være, at det danske kulturliv aktivt hjælper systemkritiske russiske kunstnere på alle tænkelige måder. Hvis man vil ramme Putin, er det nemlig ikke nok at lukke munden på russiske kunstnere, der støtter Putin eller repræsenterer det officielle Rusland. Vi skal også give Putin-kritikerne en højere stemme.

Danske museer, teatre og koncerthuse burde derfor aktivt invitere Putin-kritiske kunstnere fra Rusland og for den sags skyld også Ukraine og Belarus til at udstille og opføre deres værker i Danmark. På samme måde burde man oprette særlegater, der støtter deres arbejde, og åbne vores kunstnerrefugier for dem. Hvis vi ønsker en fri verden, må vi hjælpe de kunstnere, der kæmper for den.