Vi ved det godt i museumsbranchen. Vi er godt stof i medierne. Kulturens univers nyder stor interesse og er nok et af de stofområder, som får mest dækning – næsten lige så meget, som når medierne piller i egne navler.

Vi er glade for den opmærksomhed, men vi ved også godt, at når vi inviterer medierne med til bryllup, så kommer de også til skilsmissen.

De seneste måneder har der været flest historier om alt det, vi ikke gør godt. Dårligt arbejdsmiljø, ringe ledelse, krænkelsessager og inkompetente bestyrelser sammensat på måder, som man andre steder i samfundet må slå sig på lårene af grin over.

Selvfølgelig skal de sager frem i offentlighedens lys. Selvfølgelig skal vi granskes, og naturligvis skal vi være transparente og kunne tåle, at vores systemer gås efter med tættekam.

Når det gælder de museer, der modtager støtte fra stat og kommune, er det borgernes ret at få indsigt i, hvordan vi forvalter midlerne fra fælleskassen.

Desværre mangler dækningen af museernes mange »møgsager«, som Akademikerbladet lidet flatterende kalder den stribe af sager, som ser dagens lys nu, en forklaring på, hvilke håndtag, der er at skrue på, når vi skal forbedre vores virke.

De statsstøttede museer er alle underlagt en såkaldt kvalitetsvurdering, som Slots- og Kulturstyrelsen gennemfører med års mellemrum. Der er tale om grundige gennemgange af, hvordan vi møder de lovkrav, som følger med midlerne. Styrelsen udarbejder en rapport, der roser, påtaler og udstikker anbefalinger. Ikke krav. Og til trods for, at mange museer gennem årene har fået graverende påtaler og skarpt formulerede anbefalinger, så er der ikke præcedens for at iværksætte sanktioner.

Det bliver med andre ord ved anbefalingerne. Systemet er skruet sådan sammen for at respektere, at mange museer er selvejende institutioner, og derfor har styrelsen armslængde til driften. Styrelsen kan med andre ord anbefale og påtale nok så meget, men institutionen kan fortsætte, som den plejer.

Vi har i branchen længe imødeset en revision af støttesystemet til museerne. Lige nu uddeles støtten på baggrund af de hedengangne amter – en logik, som resten af samfundet forlod med kommunalreformen i 2007. Revisionen ligger og ulmer i Kulturministeriet som en varm kartoffel, ingen minister ønsker at brænde sig på. Men den er nødvendig. Ikke mindst, hvis vi ønsker at få et system, som også sikrer, at museerne rent faktisk indfrier lovens bogstav.

Hvis vi vil have et museumsvæsen, som også er rustet til at undgå diverse sager om dårlig ledelse og ditto arbejdsmiljø, er revisionen er vigtigt redskab. For så længe, nogle museer kan fortsætte med blot at notere sig diverse fornuftige anbefalinger uden, at de for alvor bliver indarbejdet i den daglige drift, vil møgsagerne blive ved med at dukke frem.

Lige nu har vi en handlekraftig og driftsikker kulturminister. Til trods for at en revision ikke vil komme uden sværdslag, så burde ministeren vove pelsen og sætte arbejdet i gang. Hun har nemlig så mange gode resultater på bogen, at hun godt kan tåle det.