Kulturkommentar: Kulturlivet skal holde op med at klynke og altid tale om smalhals

Kulturen lokker ikke politikerne til sig. Det er Kulturmødet på Mors et strålende eksempel på, skriver Jane Sandberg i denne kommentar.

Jane Sandberg er direktør for Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har deltaget i Kulturmødet på Mors adskillige gange. Hver gang er jeg taget hjem med oplevelsen af, at sætningen »Send flere penge« fint kunne være Kulturmødets undertitel.

For jeg mindes ikke ret mange debatter og samtaler, hvor ikke enten en teaterdirektør eller en udøvende kunstner er endt med at tale om penge. Eller rettere, om de penge, der ikke er der. Desværre for døve ører, for Kulturmødet rangerer blandt politikere og beslutningstagere desværre langt lavere end moderskibet på Bornholm. De fleste finder nemlig slet ikke vej til Mors.

Så i denne uge er det mest kulturbranchen som mødes på Kulturmødet på Mors. Programmet spænder ellers vidt. Film, dans, teater og masser af debat og samtale. Tre dage med kulturoplevelser på alle hylder. Og helt sikkert også tre dage, hvor de fleste debatter enten begynder eller ender med det synspunkt, at samfundet ikke prioriterer kunsten og kulturen højt nok.

Hverken når det gælder offentlige investeringer eller anerkendelse af kunsten og kulturens betydning for vores store fællesskab.

Det er de færreste landspolitikere, som har booket billet til Mors. Og det samme gælder erhvervslivets repræsentanter. Egentlig er det underligt, at de ikke kommer. For det er jo præcis de samme mennesker, som – når flaget hejses og festtalen holdes – besynger kunstens og kulturens værdi. Men åbenbart ikke nok til, at et par dage på Mors med samtaler om kunst og masser af levende kultur er tilstrækkeligt tillokkende.

Så hvorfor er et veltilrettelagt og mangfoldigt kulturmøde ikke noget, som beslutningstagere valgfarter til? Måske er det kulturbranchens egen skyld. Tillad mig at låne et billede fra en anden verden i forsøget på en forklaring.

Sidste efterår udkom den danske professor Lise Vesterlunds bog »The No Club. Putting a Stop to Womens Dead-end Work«. I bogen beskriver Vesterlund begrebet non-profitable tasks – opgaver, som nogle af os påtager os på jobbet. Der er tale om mærke opgaver, der giver til fællesskabet, men ikke giver adgang til forfremmelse. I ved; opgaver som at sætte de andres kaffekopper i opvaskeren, bage kage til personalemødet eller sætte nye medarbejdere ind i opgaver. Den slags opgaver kalder professoren »kontor-husarbejde«.

Og så til forklaringen. Kunne det være, at kunsten og kulturen er blevet samfundets kontor-husarbejde? Altså et område, som de fleste sætter stor pris på, men som alle ved ikke rigtigt regnes for noget, når de vigtige beslutninger om samfundet skal træffes.

Hvis Kulturmødet på Mors skal have gennemslag og betydning for andre end os, der arbejder i kulturbranchen, så vil det kræve, at vi bredt begynder at anskue kunsten og kulturen som livsnødvendig for vores samfundsudvikling.

Men for at det perspektiv skal blive en realitet, må kulturens aktører holde op med at klynke og altid tale om smalhals og om ringe arbejdsvilkår. Vi skal lade være med at synge med på en forfaldshistorie, men i stedet tale om, hvad kunsten og kulturen kan gøre for samfundet.

Først da vil kunsten og kulturen blive taget alvorligt, og først da, vil de, der har beslutningskraft andre steder i samfundet prioritere at deltage.