»At kalde Özlem for abeunge og luder vil være en fornærmelse for abeunger og ludere,« sagde Rasmus Paludan i radioen i sidste uge.
Ordene faldt i en P1-debat mellem Paludan og Özlem Cekic og viser med al ønskelig tydelighed, hvor svær en balancegang det er at fastholde, at vi i et demokrati skal være i stand til at tolerere, at alle mennesker har ret til at ytre sig – uanset holdninger. For mon ikke de fleste reagerede som jeg selv? Med forargelse og instinktiv vrede over, at et menneske taler sådan til et andet?
Ikke desto mindre er det Paludans ret at ytre sig. Men det er vores andres ansvar at sikre, at vi skaber værn mod den slags dæmonisering og polariseringer.
Lad mig straks deklarere, at jeg kender Cekic godt. Jeg er formand for Foreningen Brobyggerne, hvor Cekic er generalsekretær. Men jeg ville nu have reageret på samme måde, havde Paludans udsagn sværtet et hvilket som helst menneske til.
Når vi taler om ytringsfriheden i Danmark, bliver det meget hurtigt til en debat om forbud eller ej. Men regulering sker altså ikke kun med lovgivning. Hver eneste dag skal vi som borgere i et demokratisk land tage stilling. Skal man for eksempel sige fra, når en kollega bliver overfuset, eller skal man gribe ind, når en konflikt i nære relationer indebærer skældsord?
Hver eneste dag skal vi kultivere vores demokrati. Ikke bare med paragraffer og lovbemærkninger, med ved at vi engagerer os med nysgerrighed, dialog og kritisk debat. Selv i en skolegård er der uskrevne regler for, hvordan man skal opføre sig. Det kaldes for demokratisk dannelse.
Demokrati er ikke givet
Demokrati er ikke givet. Hver eneste generation er nødt til at øve sig i at give plads til uenighed. Ja, det er en opgave, der ligger i vores uddannelsesinstitutioner, men det betyder ikke, at det enkelte menneske skal skrive sig selv ud af ligningen.
I sidste uge var jeg til ramadanmiddag i Tingbjerg. 100 mennesker fra området var samlet for at fejre ramadan. Det var kursister fra Brobyggeruddannelsen, der havde planlagt arrangementet sammen med Tingbjerg kulturhus, hvor både en præst og en imam fik ordet.
En del af arrangementet var et spil, hvor vi skulle stille hinanden nysgerrige spørgsmål. Undre os og få perspektiver i et tillidsfuldt rum, hvor det var ok at tale om fordomme og forundringer. Ved mit bord sad to muslimske folkeskolepiger, som spurgte nysgerrigt til, hvordan kristne fejrer påske.
Synger vi sange? Hvad var det lige med ham der Judas? Og tror jøder på det samme?
Jeg lærte til gengæld om, hvilke gaver muslimske børn kan glæde sig til, når ramadanen afsluttes med eidfesten.
Vi har brug for tillidsfulde rum, som det jeg selv oplevede, hvor vi åbent og nysgerrigt kan spørge til det, vi ikke forstår. Vi har brug for, at mennesker mødes på tværs af skel. Derfor har vi brug for et stærkt civilsamfund frem for en stærk stat. For det er ikke i paragraffer og forordninger, at meninger brydes.
Men hvis vi reducerer ytringsfrihed til kun at være et spørgsmål om lovgivning, skriver vi også det enkelte menneskes ansvar ud af vores demokratiske samfund. Det må aldrig ske.
