Kulturkommentar: Filmskolens ledelse har intet mandat til at give efter for fikse ideer

I Danmark har vi metodefrihed i undervisningen, men vi har ikke stoffrihed.

Morten Hesseldahl er Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fællesviljen i et samfund udtrykkes gennem de beslutninger, de folkevalgte træffer. Vi får vejnet, sygehusvæsen og institutioner, fordi det skønnes at være til gavn for helheden. Ikke nødvendigvis for den enkelte.

Har man ingen børn, kan man synes, investeringer i børnehaver er overdrevet. Har man ingen bil, lever man måske fint uden alt for mange motorveje. Alligevel træffes der hele tiden den slags beslutninger, netop af hensyn til helheden.

I et åbent, demokratisk samfund er der almindeligvis en meget god forståelse for, at det er sådan, tingene fungerer, men i samme øjeblik man oplever, at der bliver snydt på vægten, bliver man forarget, og for hver gang det sker, falder fællesskabet en lille smule fra hinanden.

Det kan være, når der svindles med sociale ydelser, eller når virksomheder uretmæssigt malker offentlige kasser, eller når man driver institutioner i strid med de intentioner, der lå til grund for deres igangsættelse.

Et eksempel på det sidste er, når ledende medarbejdere og studerende på kunstakademiet opfinder deres eget curriculum, smider kulturhistorien i havnen og aktivt praktiserer cancel culture.

Eller når afdelingschefer på filmskolen uden blusel erklærer: »Det er klart, at vi ikke skal vise film, som vi ved kan krænke elever,« samtidig med at dele af de studerende i syret hengivenhed over for amerikansk identitetspolitik har kastet sig ud i noget, der minder om en blodrus over for vestlig filmtradition i almindelighed og den hvide mand i særdeleshed.

Om tendensen også findes på andre af landets uddannelser, er jo nok værd at undersøge. Bekymringen for det er i hvert fald udtalt.

At man skal værne om fagligheden som medarbejder og leder i de nævnte institutioner, betyder jo ikke, at man ikke samtidig skal opmuntre til kritisk tænkning, være opmærksom på tidens toneklang og i det hele taget være inddragende, når det kommer til at tilrettelægge undervisningen.

Man har imidlertid intet mandat til at give efter for fikse ideer eller give køb på den faglighed, som er institutionernes raison d'etre. I Danmark har vi metodefrihed i undervisningen, men vi har ikke stoffrihed.

Og når man som studerende vælger – frivilligt, må man formode – at lade sig optage på et af disse steder, så accepterer man også at underlægge sig nogle formål, traditioner og pensa, som i forvejen er fastlagte. Herunder at skulle møde synspunkter og udtryk, man ikke bryder sig om.

Kan man ikke det, skal man slet ikke begynde. Og kan man ikke som ledelse stå vagt om sådanne helt grundlæggende rammer, kan man ikke være ledelse.

For med det øverste ansvar er man ganske enkelt forpligtet til at værne om det opdrag, man har fået, fremfor passivt at se til, mens vigtige institutioner degenererer, og opbakningen til dem forsvinder som lysten til en ret, man virkelig ikke har bestilt.