Kulturkommentar: Det er ikke eleverne, der skal bestemme, hvad rektor skal hedde

Ledelserne på de kunstneriske uddannelser står over for en opgave med at få skabt en kultur, hvor de studerende ikke udsættes for krænkelser, men hvor elevdemokrati heller ikke udvikler sig til elevdiktatur, skriver Lasse Marker i denne kulturkommentar.

Lasse Marker har tidligere været vært på P1, men han arbejder i dag som selvstændig rådgiver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På få år er ikke mindre end syv rektorer og bestyrelsesformænd på de kunstneriske uddannelser blevet fyret efter massivt elevpres, hvilket har efterladt skolerne i en ledelsesmæssig krise.

I 2015 stoppede Pablo Llambias som rektor for Forfatterskolen efter anklager om sexchikane. Tre år senere blev efterfølgeren Jeppe Brixvold fyret efter anklager om fravær, forsømmelser og indtagelse af ulovlige stoffer. I 2019 blev Vinca Wiedemann afskediget som rektor på filmskolen efter en konflikt om nye studieordninger og studerendes blokade af Filmskolen. I 2020 måtte Morten Bo trække sig som leder af fotoskolen Fatamorgana efter anklager om mobning og chikane.

Senere samme år stoppede Kirsten Langkilde som rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i kølvandet på sagen, hvor institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld stjal og skubbede en buste af Frederik 5. i Københavns havn. Tidligere i år endte Ellen Riis med at trække sig som forstander på European Film College efter kritik af hendes håndtering af sager om krænkelser og magtmisbrug. I denne uge har Ole Christian Madsen valgt at forlade posten som bestyrelsesformand for European Film College.

Uden at gå nærmere ind i, hvorvidt afskedigelserne har været berettigede eller ej, er det bemærkelsesværdigt, at vi har set så mange fyringer på så kort tid, og at det er sket efter massivt elevpres. Det har samtidig rejst spørgsmålet om, hvordan de kunstneriske uddannelser fremadrettet bør ledes.

I kulturministeriet diskuterer man netop nu, om man bør etablere bestyrelser på de syv uddannelser under kulturministeriet. Rektoren på for eksempel Filmskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi referer i dag direkte til kulturministeren, og Joy Mogensen (S) er derfor blevet personligt involveret i skudsagerne. Det vil derfor være den oplagte anbefaling fra kulturministerens særlige rådgiver at indføre bestyrelser, da det vil skabe en distance til ministeren.

Det vil dog være naivt at forestille sig, at problemerne vil være løst alene ved at indføre bestyrelser. Både på Forfatterskolen, Fatamorgana og European Film College har man således allerede bestyrelser, hvilket dog ikke har forhindret skudsager.

Hvis tilliden til de kunstneriske uddannelser skal genskabes, er der også brug for at gøre op med en udemokratisk elevkultur, der præger flere af skolerne.

Som rådgiver er jeg blevet kontaktet af elevgrupper fra flere af de nævnte skoler, der har ønsket hjælp til at få afsat rektor på grund af uenigheder. Man kan næsten få det indtryk, at der blandt nogle studerende er gået sport i at vælte rektor. Den slags rådgivning giver jeg dog ikke, men de studerende har alligevel haft held med deres foretagende.

Da eleverne på Filmskolen ville vise deres utilfredshed med daværende rektor Vinca Wiedemann, blokerede de skolen med krav om rektors afgang frem for at gå i den indbudte dialog med skolens ledelse.

Og da Det Kongelige Danske Kunstakademi bortviste institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld efter busteaktionen, udløste det så omfattende sympatireaktioner fra studerende, at kulturministeriet til sidst gav rektor Kirsten Langkilde en fratrædelse.

Ledelserne på de kunstneriske uddannelser står således over for en opgave med at få skabt en kultur, hvor de studerende ikke udsættes for krænkelser, men hvor elevdemokrati heller ikke udvikler sig til elevdiktatur.

Det er ikke eleverne, der skal bestemme, hvad rektor skal hedde.