Kulturkommentar: ​Der er meningsløse accelerationer overalt – er det ikke på tide at skrue ned for tempoet?

Store dele af det danske samfund ville have rigtigt godt af en politisk pause, så skoler og sundhedsvæsen kunne få ro, skriver Kresten Schultz Jørgensen i denne kulturkommentar.

Kresten Schultz-Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i accelerationernes tid. Der skal lukkes op og ned for samfundet, findes nogle skyldige, nås nogle møder, tjenes nogle penge.

Engang var det tegn på kvalitet, når man var til stede i situationen og gav sig tid til eftertanke. No more. Fart trumfer dybde.

De politiske accelerationer er de tydeligste, fordi omkostningerne her er de største. Politikere fra begge sider tror, at de er sat i verden for at skabe voldsomme forandringer i menneskers liv, selvom politikkens essens i virkeligheden er den modsatte: At skabe gode rammer for, at mennesker kan leve deres eget liv.

Og nej, jeg taler ikke om covid-19, hvor en accelereret nedlukning i 2020 indlysende var en god idé. Jeg taler om, at store dele af det danske samfund efterhånden ville have rigtigt godt af en politisk pause, så skoler og sundhedsvæsen kunne få ro til det arbejde, de fagprofessionelle uden tvivl er dygtige til.

Men ro får de ikke. Sandheden er, at politikerne på få årtier har accelereret det danske samfund så mange gange, at det næsten ikke er til at fungere i.

Man har nedlagt kommuner, omlagt politiet, fusioneret skoler og uddannelsesinstitutioner, nedlagt posthuse og biblioteker, privatiseret store dele af omsorgssektoren og fremmedgjort den samlede, danske sundhedssektor i så kolossalt et omfang, at ingen længere kender deres egen læge.

Det tog århundreder at bygge op, og så tog fanden ved politikerne. Globaliseringen kommer, skreg de. Digitaliseringen! Vi skal disruptes! Som om.

Men politikerne er ikke alene om de meningsløse accelerationer. De maniske forandringskrav kendes i alle de virksomheder, hvor direktioner flytter rundt på folk og ændrer kursen, mens medarbejderne ofte føler, at de kunstige accelerationer reelt er et problem for udførelsen af kerneopgaverne.

Der er meningsløse accelerationer overalt. Start-ups, der skal skydes af, selvom kvaliteten vel også kunne ligge i det lange perspektiv? Karrierer, der skal skabes. Systemer, der skal passes. Præstationer, der skal optimeres.

Ned i tempo

Selv i den almindelige samfundsdebat kryber accelerationerne ind og ødelægger muligheden for lidt eftertanke. Det er hårdt mod hårdt. Vi skal finde de skyldige, sætte navn på fjenden, markere vores grænser.

Danmark er et lille land, hvor borgerne farer rundt med vilde øjne, høje på adrenalin. Mellemtiderne er væk. Vi springer op og spænder bælte, bare vi hører en togfløjte.

Det gode spørgsmål er, hvor de mon kommer fra, accelerationerne.

Svaret er enkelt: En overdosis af den styringstænkning, som vi har fået med os fra industrialiseringen og teknologien. Vi tror, at alting skal planlægges og speedes op.

Men et samfund og dets fællesskaber er ikke maskiner. Organisationer er kulturer af mennesker, der nogle gange skal have ro til selv at finde vejen.

Så her ligger en pointe for de politikere og topledere, der gerne vil vise deres magt ved at sætte alting op i gear.

De skal nok forstå, at accelerationerne har nået en grænse. Og at politikere og topledere ikke skal spille hovedroller i andre menneskers liv.