Kulturkommentar: Den nationale gevinst er enorm og ville faktisk også være det uden Vingegaards heroiske sejr

Mange stillede inden årets Tour de France spørgsmål ved, om det kunne svare sig at investere så mange penge i at få cykelløbet til Danmark. Men den nationale gevinst er enorm. Og det ville den faktisk også have været uden Vingegaards heroiske sejr.

Kresten Schultz-Jørgensen byline Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tænk et øjeblik tilbage på alle de nærige betragtninger, der fyldte medierne før årets Tour de France: Kan den danske investering nu betale sig?

Skatteyderne betaler 180 millioner for at »lægge asfalt til«, skrev Politiken. Prisen for »gildet« er omgærdet af mystik, mente Berlingske. Og Frihedsbrevet noterede, at der blev »kastet millioner« efter cykelløbet.

En fornæret høkerprosa, der er grundtypisk for dansk kulturforståelse. Som nøjsomme protestanter er vi indædt imod spektakulære satsninger, undtagen hvis vi vinder, så er vi for dem.

At lægge asfalt til, sådan kan et smukt cykelløb beskrives. Folkefesten er et gilde, det vil sige et drikkelag blandt bønderkarle. Og investeringen, ja det er vores skattekroner, der spildes på noget så kalkunsk som franskmænd.

Derfor også helt typisk, at alle politikere gik i flyverskjul. De deltagende danske kommuner var så nervøse for at få kritik, at de helt nægtede at udtale sig om investeringens størrelse, hvad der jo blot gav mediemøllen endnu en omgang: mørklægning af Tour de France, hemmeligheder og mundkurve.

Voila: De spilder vores penge, og vi må ikke engang få at vide hvor mange.

Men nu har vi jo vundet, så derfor en serviceoplysning: Den nationale gevinst er enorm og ville faktisk også være det uden Vingegaards heroiske sejr. Internationale idrætsbegivenheder vækker begejstring og interesse for idræt i hele det danske samfund og kan virke som løftestang for fællesskab, sundhed, beskæftigelse og for både lokal og national stolthed.

Nå ja, og så kan store begivenheder medføre flere turismeindtægter, styrke landets internationale synlighed og øge det positive kendskab til Danmark – i dette tilfælde som cykelnation.

Nå, er det ikke bare bragesnak? Nej, jeg har selv gennem mange år været med til at måle effekten af store kulturinvesteringer, og det kan gøres på flere måder.

Den mekaniske optælling af presseomtale viser kun overfladen – men viser i tilfældet Tour de France trods alt en eksponering, der langt overstiger de millioner, der angiveligt blev »kastet« efter cykelløbet.

Det britiske Anholt-Ipsos Nation Brands Index er en smule mindre overfladisk, men ikke meget: Her måler man forskellige landes ’værdi’ ud fra blandt andet turismeomsætning. Hvis Danmark var med i disse undersøgelser, hvad vi ikke har været siden 2018, ville man kunne se en betydelig vækst i den danske ’attraktivitet’.

Den mest interessante model er imidlertid kulturel, det vil sige at tage afsæt i det enkelte lands særkender og for Danmarks vedkommende nationale dyder som fællesskab, fairness og uformelle omgangsformer. Dét er de danske dyder, når sociologien betragter de europæiske lande ét for ét.

Og så tilbage til Tour de France: Understøtter den kulturelle satsning noget reelt og sandt, som derfor internt og eksternt får ny næring?

Ja, som da Jonas Vingegaard ventede på rivalen Pogacar. En bevægende handling af samme eksistentielle omfang, som da Christian Eriksens holdkammerater slog ring om ham under fodbold-EM i Parken sidste sommer.

To unikke markeringer af, at forpligtende fællesskaber kan trives, også i ekstrem konkurrence.

Det er meget dansk. Og hvis man vil måle på ekstern attraktivitet og intern stolthed: guld værd.