Kulturkommentar: Danmarks regering har nul kulturpolitiske visioner. Det samme gælder oppositionen

Kulturpolitik som selvstændige, fremadrettede visioner, dét har hverken regeringen eller folketingets øvrige partier, skriver Kresten Schultz Jørgenensen i denne kulturkommentar.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrerende direktør i Oxymoron, og derudover har han udgivet en lang række debatbøger. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens sommerferien sænker sig over landet, tillader jeg mig at minde om en forbløffende sandhed: At Danmarks regering har nul kulturpolitiske visioner. Og at oppositionen heller ikke har nogen.

Jo, Dansk Folkeparti har det kulturpolitiske mål at værne om danskheden med særlige krav til Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og museerne. Det er al ære værd, selv om det nok ikke kan kaldes visionært at kigge bagud.

Nævner man for socialdemokratiske politikere, at de kører uden visioner, bliver de fleste af dem rasende. Regeringen har sammen med støttepartierne afskaffet besparelser på kulturen, fremhæves det, og der er leveret adskillige coronahjælpepakker i kulturens retning.

Men kulturpolitik som selvstændige, fremadrettede visioner, dét har hverken regeringen eller folketingets øvrige partier.

For regeringen er kulturpolitikken ren fordelingspolitik. Kulturen er slet ikke nævnt i regeringens forståelsespapir, og på Socialdemokratiets hjemmeside hedder det, at »Kultur er velfærd«.

Venstre går vist mest op i kulturen som regionalpolitik. Kulturen er en løftestang, forstår vi, for den regionale udvikling uden for hovedstaden.

På Christiansborg er kulturpolitik lig med fordelingspolitik. Nogle skal have noget mere, arbejderne eller jyderne. Men visioner er der ikke tale om. Der er tale om administration med udgangspunkt i det grundsynspunkt, at mennesket er et materialistisk væsen, der skal hjælpes igennem livet med økonomiske rammer og brød i maven.

Kulturens eget væsen er stort set glemt på Christiansborg, selvom kulturen ellers er en de baner, hvor man som samfund kunne vise storsind. Politikerne kunne diskutere sprog og litteratur, arkitektur og design. De kunne omgive sig med kunstnere, som for eksempel Kampmann, Krag og Schlüter gjorde det.

De kunne integrere kulturel tænkning og dannelse i uddannelsespolitikken, erhvervspolitikken, forskningspolitikken. De kunne røre os, bevæge os. De kunne læse rigtige bøger og vise med ord og handling, hvor højt der var til loftet.

Nu ved jeg godt, at det nok er der, problemet ligger. At vi har de politikere, vi selv stemmer på, og at der jo nogle gange ikke er særligt højt til loftet herhjemme, fordi vi danskere tænker næsten alting ind i økonomisk snusfornuft.

Kultur er velfærd! Er det noget fra George Orwell? tænker man.

Sikkert er det, at det i Danmark er temmelig risikofyldt at mene noget selvstændigt om kunst og kultur. Man risikerer at blive til grin, og man risikerer som politiker at blive betragtet som direkte elitær, hvad der medfører øjeblikkelig udrensning.

Men det er også underligt fladt. Indtil langt op i 1990erne diskuterede vi trods alt pletvist visionerne for landet og de yderste mål for samfundets stræben. Hvad var for eksempel den egentlige mening med velfærdsstaten?

Nu er der kun pengene tilbage. Dem slås vi så om hele tiden. Politikerne flytter rundt på kultur- og uddannelsesinstitutioner, opfinder nye taxameterprincipper og reguleringsdoktriner, som om dét var kulturpolitik.

Men, hey, kulturpolitiske visioner handler slet ikke om penge. De handler ikke om, hvor vidt vi er hverken lige, rige eller fattige. De handler alene om, hvor højt der i dette land er til loftet. Der er lavt på Christiansborg.