København er blevet tosproget – og det er der en masse fordele i

Mange begræder, at engelsk har fortrængt vores eget modersmål som hovedsprog i både dele af det danske erhvervsliv og på danske uddannelsesinstitutioner. Men ikke Kresten Schultz-Jørgensen.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrerende direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er sket på et øjeblik: København er blevet tosproget.

Langt de fleste internationalt orienterede virksomheder har i dag engelsk som koncernsprog. De store eksportvirksomheder, de danskejede, SMVerne og konsulenthusene. Det samme gælder på universiteterne: Forskningen er på engelsk, og det samme er rigtig meget af undervisningen. For slet ikke at tale om servicebranchen, restaurationerne og nattelivet.

Sprogskiftet er sket for nylig. Jeg arbejdede selv i en amerikansk virksomhed i 00erne, men i mødet med danske virksomheder, ja, der talte jeg dansk. Det gør man ikke længere.

Engelsk er forretningssproget i København, og det betyder konkret, at kommunikationen fra ledelse til medarbejdere typisk foregår på engelsk, at der bliver kommunikeret på engelsk på tværs af enheder, at møder bliver afholdt på engelsk, og at dokumenter og mails bliver skrevet på engelsk.

Traditionelt vil man begræde den udvikling som et domænetab for det danske sprog og et uopretteligt tab af dansk identitet.

Det er derfor, man i Frankrig har Toubon-loven, der tvinger radiostationer til at spille 35 procent fransksproget musik. Og det er derfor, man i Norge kalder en cheerleader for en duskedame, og en tablet for et netbræt.

Men mit synspunkt er et andet: At vi i Danmark viser vejen til, hvordan man i veluddannede lande kan besvare både globaliseringens krav om effektivitet med et kulturelt mål om at dyrke modersmålet som ramme for nationens fællesskab.

Engelsk er vigtigt

Dette dobbelte mål er netop pointen i en ny bog, den amerikanske juraprofessor Rosemary Salomones »The Rise of English«, der kortlægger det engelske sprog voksende dominans, men som fremhæver netop Danmark som et eksempel til efterfølgelse. Vi tjener penge på engelsk, vi er dybsindige på dansk.

Bogens pointe er, at engelsk indiskutabelt er blevet den kommercielle verdens lingua franca. Det tales af 1,5 milliarder mennesker. Engelsk står for 60 procent af verdens internetindhold og er popkulturens og den globale økonomis tandhjul.

Engelsk er kort sagt afgørende at kunne, hvis man vil gøre forretninger eller have en moderne karriere.

Men transaktionerne er kun halvdelen af pointen. Livets dybder er den anden: Hvis man vil forstå den nordiske melankoli, ja så skal man kunne skandinavisk på et vist niveau. Hvis man vil nyde la dolce vita, kræver det en viden om italiensk. Tysk etik og ordentlighed, lær tysk.

Livets dybder er sprogets dybder.

I Danmark er vi heldige, fordi vi rummer både et stærkt modersmål og en unik sans for det merkantile verdenssprog. De seneste tal viser det: Danskere taler bedre engelsk end noget andet folk i verden, der har engelsk som andetsprog. Og dansk står stærkt i kulturlivet, i medierne, i skolen.

Det er en ret unik situation. Verden over er sprogkampen ofte benhård geopolitik. Engelsk er globaliseringens sprog. Engelsk gavner de privilegerede eliter i Sydafrika, Rwanda og Indien.

Sådan er det ikke gået i Danmark, hvor tosprogetheden gør os effektive i verdenshandlen, med sjælen og sammenhængskraften intakt.

Engelsk er ikke et bedre sprog end dansk, i Danmark. Men det er verdenshandlens sprog. Jeg er stolt af et land og hovedstand, der er blevet tosproget fuldstændigt uden at tabe sig selv.