Jeg har selv været den råbende type og næppe en god chef. Var det, fordi jeg var mand? Selvfølgelig ikke, men jeg troede, at jeg kunne gå på vandet

Ekkokamre, hvad enten de er skabt af køn, alder eller personlighedstyper, kultiverer den misforståelse, at man kan gå på vandet: Jeg er konge – eller dronning – i ekkoland. Det er en af grundene til, at diversitet er så vigtig, skriver Kresten Schultz-Jørgensen.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrerende direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mine yngre venner i restaurationsbranchen fortæller mig, at der er to borde, man skal undgå på en nattevagt.

Det første bord er en håndfuld mænd, høje på potens og selvtillid. De lider af den vrangforestilling, at alkohol er en undskyldning for hvad som helst. Vi er fulde, og så er det ok at være klamme.

Det andet bord er et bord af kvinder, høje på hævn og frustrationer. De stiver sig selv af ved at kritisere menuen og mobbe personalet.

Jeg har forstået, at kvindebordet har tre chikanevarianter, som det unge personale nærmest træner i at kunne leve med: Jeg bad udtrykkeligt om ikke at få æg med i salaten (nej, du gjorde ej; du har bare ombestemt dig). Hvordan udtalte du lige quinoa? (tak for den offentlige belæring). Og vi splitter regningen op i fem (farvel til drikkepenge).

Nu er der naturligvis tale om generaliseringer. Men generaliseringer hedder jo netop dét, fordi der generelt er noget om snakken. At ekkokamre, hvad enten de er skabt af køn, alder eller personlighedstyper, kultiverer den misforståelse, at man kan gå på vandet. Jeg er konge – eller dronning – i ekkoland.

Diversitet er derfor det bedste værn mod megalomani, det vil sige storhedsvanvid. Blandede børn leger bedst, også i arbejdslivet, hvor mennesker ofte taber empatien, hvis ikke de løbende møder modsigelse, diversitet og afvigelse.

Kvinder har helt sikkert lyst til at blive kysset af mig, kan en magtfuld mand omgivet af andre mænd måske komme til at tænke, selv om han er gammel og halvfed. De er helt vilde med mig.

Og selvfølgelig må jeg skrige ad mine medarbejdere, tænker en anden, jeg er bare et menneske, der er god til at vise følelser.

Nogenlunde den argumentation har beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i København brugt, efter at 2.000 ansatte har klaget over, at hun råber, græder og skriger af sine ansatte.

Nede i Bruxelles sidder en anden dansk politiker og har samme problem. Hun oplever sig selv som »passioneret«, men tidligere medarbejdere kalder kende »ubehagelig« og »perfid«.

Stå på ryggen af medarbejderne

Jeg spurgte for nylig en dansk erhvervsleder, hvorfor hun havde så stort behov for at stå på ryggen af sine medarbejdere. Hvorfor, spurgte jeg, puster du dig op?

Som kvinde møder jeg modstand hver dag, svarede hun. Nogle gange bliver det bare for meget. Og jeg kan godt nok godt skrige lidt, når min verden ramler.

Et kort sekund var jeg lige ved at købe den, men jeg gjorde det ikke. Man har ikke ret til at være leder på en helt særlig måde, fordi man har et særligt køn eller et andet demografisk kendetegn. Man er leder netop for at rumme modstand og forskelle.

Og det er jo det smukke ved diversitet. Det skærper alles empati og tager toppen af den dårlige opførsel.

Jeg har selv været den råbende type og næppe en god chef. Var det, fordi jeg var mand? Selvfølgelig ikke, men jeg troede, at jeg kunne gå på vandet.

Jeg skriger, når min verden ramler.

Men sådan er det jo at være leder: Verden rumler og ramler, og den byder på både forskelle og modstand. Det skal man kunne rumme. Det er derfor, at det hedder ledelse.

Som de siger på restauranten: Det er ikke alle, der fortjener at blive betjent.