Frankensteins Velfærdsmonster tapper landets forældre for livskraft – og vi kan snart ikke kan styre det længere

Kulturkommentar: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, bør høre en særligt foruroligende episode af radioprogrammet »Genstart«, inden han sælger den borgerlige sjæl til Mette Frederiksen og drømmen om en regering hen over midten.

Historien om det danske velfærdssamfund er en nærmest en mary shelleysk fortælling om et selvskabt monster, vi er ved at miste kontrollen med, og som nu langsomt er ved at få kontrollen over os. Fold sammen
Læs mere
Foto: Universal Studios
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sociolog Maria Ørskov Akselvoll har gemt sin gamle kontaktbog, fra hun gik i folkeskole i 1980erne. Bogen er ikke større end en typisk iPhone. Den slidte lommebog rummer fem års korrespondance mellem skolen og hendes forældre. Korrespondancen er minimal.

Da Maria Ørskov Akselvoll mange år senere selv får skolebørn, vælger hun en dag at printe al kommunikationen mellem skolen og hende ud. Hun er chokeret.

Det, der i 80erne kunne rummes i en lommebog, fylder nu to ringbind. Hendes børn er store i dag, og som hun siger, så er hendes fornemmelse, at mængden af information sandsynligvis er steget yderligere, siden hun fyldte de to ringbind.

Drænede forældre

Ørskov gør sig mange særdeles interessante tanker om udviklingen de seneste årtier mellem velfærdsstaten, skolen, forældrene og deres børn i den begavede episode »Forældrefælden«, der hører under DR-programmet »Genstart« med Anna Ingrisch som vært.

Særligt for forældrene har folkeskolens udvikling været drænende.

Den moderne folkeskole stiller tiltagende krav til forældrenes engagement og tidsforbrug, og værst af alt fratager den forældrene deres autoritet. I stedet placerer den i stigende grad autoriteten i forlængelse af særlige pædagogiske filosofier, der er sanktioneret af staten, og som er meget vanskelige at undslå sig, hvis man gerne vil have sit barn nogenlunde smertefrit gennem den obligatoriske skolegang.

For at parafrasere Maria Ørskov Akselvoll er vi gået fra, at velfærdsstaten en gang var til for familien, til at det nu i tiltagende grad er familien, der er blevet til for at opretholde velfærdsstaten.

Det er nærmest en mary shelleysk fortælling om et selvskabt monster, vi er ved at miste kontrollen med, og som nu langsomt er ved at få kontrollen over os. »Frankensteins Velfærdsmonsteret« har fået bevidsthed og er nu ved at dræne sin skaber, borgerne, for livskraft.

Borgerlige kerneværdier

I en tid, hvor borgerligheden har svært ved at definere sine egne essentielle identitetsmarkører og sit mål, er netop Ørskov Akselvolls beretning om forældrenes autoritetstab og den mere almene oplevelse af, at »Frankensteins velfærdssamfund« sniger sig ind i alle sprækker af borgernes privatliv, en fortælling om nogle helt grundlæggende borgerlige værdier, der nu er endegyldigt ved at forvitre.

Individet er presset, borgerens ret til selvbestemmelse smuldrer, den pædagogiske og sociokulturelle ensretningen og »nudging« er voksende. Samtidig er velfærdsstaten de senere årtier i stigende grad blev en selvbetjeningsinstitution, hvor borgerne oftere og oftere aktiveres for at løse opgaver, der tidligere var velfærdsstatens opgave.

Underligt nok er udgifterne til det offentlige i samme periode steget eksplosivt.

Desuden er folkeskolen blot ét område, hvor borgernes autoritet smuldrer. Modstanden mod Socialdemokratiets 100 år gamle quasi-autoritære filosofi, om at det er bedst for alle, hvis staten organiserer borgernes liv »fra vugge til grav«, har sjældent været mere nødvendig.

Don Quixote vs. Aula

Selvom man i størstedelen af blå blok har opgivet ideen om en reel reformation af velfærdsstaten, er erosionen af borgernes myndighed og ret til at bestemme over eget liv stadig en af de primære opgaver for et borgerligt Danmark at opretholde. Det gælder særligt dem, der lige nu sidder sammen med Mette Frederiksen på Marienborg og diskuterer Danmarks fremtid og muligheden for et samarbejde hen over den politiske midte.

Sociolog Maria Ørskov Akselvolls observationer om udviklingen i den danske folkeskole kommer nok ikke som en voldsom overraskelse for mange af de forældre, der som en fortvivlet Don Quixote har kæmpet med Aula, men det er en udvikling, som blot er spydspidsen på en bredere tendens –  og nok skal »velfærdsmonsteret« ikke nødvendigvis dø, men det skal i bur og have en knytnævestor omgang valium!