Det er overraskende, at tidligere landsformand for Venstres Ungdom og reserveofficer i Kongens Artilleriregiment kulturminister Jakob Engel-Schmidt siden sin tiltrædelse som kulturminister har spruttet af allehånde ideer, tanker og forslag, som har været marineret i sursød woke-ideologi.

Blandt andet har regeringen meldt ud, at der skal nedsættes et råd, der skal »afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen.«

Tidsmaskine til 1970erne

Man kunne mene, at man var i gang med at instrumentalisere kunsten og reducere den til et middel og ikke mål, ja, til en slags propaganda for partikulære politiske mål.

Man undrer sig samtidig over, at en regering med så meget – tilsyneladende – borgerligt dna har taget en tidsmaskine tilbage til de munkemarxistiske 1970ere og valgt, at skattefinansieret kunst igen skal spændes for et venstreorienteret værdisæt. Rød front!

Hvad der er værre, er Engel-Schmidts udmeldinger om såkaldt »repræsentation« i film. Det er et fordrejet tankesæt, hvor man med magisk woke-matematik ønsker at diktere, hvem der skal medvirke i kulturproduktioner, og hvor man sætter samtidens infantile moralforståelse over den kunstneriske frihed.

Senest har kulturministeren oprettet Bodil Koch-prisen – en ligestillingspris, hvor priskomiteen rummer én mand, og mildt sagt har en kraftig slagside til den politiske venstrefløj. Ikke en reel borgerlig stemme har man fundet plads til. Godt gået, med det dér repræsentation. Mere rød front!

På trods af vælgerne

Men hvordan endte den tidligere VU-formand dog pludselig på den anden banehalvdel?

Flertallet af vælgerne bag den siddende regering er ikke synderligt woke. Nok kan du i det politisk aparte København finde en vælger eller to i Venstres vælgerkorps med woke-sympatier, og særligt hos den akademisk funderede del af Socialdemokratiet i hovedstaden er der en vis tilslutning til Normstormere og anden wokeistisk utøj, men kommer du uden for Valby Bakke, er opbakningen mildt sagt begrænset.

Hvad angår Moderaternes eksotiske sammenrend af vælgere, er billedet nok mere broget. Men samlet set er det dog langt den største del af vælgere, der slet ikke på linje med Engel-Schmidt.

Så hvorfor går han den vej? Vil han ikke genvælges?

Trojansk hest

Måske er forklaringen på kulturministerens tilsyneladende politiske deroute, at Engel-Schmidt er nået til den samme erkendelse som så mange andre, der gnubber albuer med kulturlivet, nemlig at vejen til kulturlivets hjerte går gennem woke-ideologien?

Men lyt en gang. Måske har vi alle undervurderet Engel-Schmidt!

Tænk, hvis han har en ambitiøs og snedig plan, hvor han som en moderne Odysseus vil bruge woke-ideologien som en slags trojansk hest for at narre kulturlivet, der inviterer ham ind bag murene, hvorefter Engel-Schmidt springer ud af hesten og lader de liberale granater sprænge midt i dets selvgode midte! Ok, det tror jeg så heller ikke er tilfældet.

Hvis kongen vælter

Nej, mon ikke det nærmere handler om, at Engel-Schmidt i virkeligheden allerede har tænkt otte træk frem på det politiske skakbræt? Manden er jo en dreven politiker. Måske han allerede har gang i sin exitstrategi? Det kan lyde præmaturt, men hvad sker der med Engel-Schmidts politiske karriere, hvis »kongen« pludselig vælter?

Engel-Schmidt og resten af Moderaterne er underlagt partiformand Lars Løkkes luner. Skulle det endelig lykkes Moderaternes konge at få tiltusket sig det internationale topjob, som han ifølge politiske kilder har jagtet i årevis – ja, så kan man ikke se Løkkes røv for skosåler!

Med Løkke hurtigt ude af vagten, er der en god chance for, at Moderaterne kollapser på samme måde, som Nye Borgerlige gjorde, da Pernille Vermund smed håndklædet i ringen i januar.

Mesterlig Machiavelli

Så står Engel-Schmidt dér med det imaginære hår i postkassen. Men så er det jo godt, at man via sine politiske udmeldinger allerede har vist, at man deler værdisæt med langt størstedelen af kulturlivet.

Lige et år eller to med opsparing af kulturel kapital, hvor der doseres politiske udmeldinger, der ligger på linje med de herskende ideologier i kulturlivet, og Engel-Schmidts vej er brolagt med mulige bestyrelsesposter og interessante chefstillinger i kulturlivet efter endt ministerperiode.

Der er intet, der åbner flere døre i kulturlivet end at stige ombord på woke-toget. Bare se tidligere Femina-chefredaktør Isabella Hindkjærs opstigen til P3-chef på rekordtid. Alle mand (m/k/+) ombord!

Men som min farmor altid sagde, når snakken blev en tand for højttravende: »Hvad ved bønder om agurkesalat?« Og ja, alt det her er jo ren og skær spekulation, og kun tiden vil vise, om Jakob Engel-Schmidt er en mesterlig Machiavelli, matriarkatets mand, vildt woke eller måske noget helt fjerde.

Men fascinerende er det at følge kulturministerens transformation fra en forpuppet Oberst Hackel-wanna-be til en strømlinet woke-sommerfugl, der nu spreder sine regnbuefarvede vinger over en måbende skov af borgerlige vælgere.