Kære læser,
Jeg sidder i denne uge i New York og forfatter ugens nyhedsbrev.
Helt præcist sidder jeg i en smuk, smuk kaffesalon, der er relativt nyåbnet og indrettet i en gammel bank en spytklat fra Wall Street.
Her, i de velbevarede lokaler, hvor der er traditionel jazz i højttalerne, lysekroner i loftet og marmorsøjler så langt øjet rækker, driver nostalgien ned ad væggene.
Det gør den også i byen generelt.
Når jeg hæver blikket og kigger på indgangen til den oprindelige bankboks, blinker en historisk dato fra væggen: 23. oktober 1929. Dagen før det store børskrak, der som bekendt sendte USA og verden ind i den store depression.
Symbolværdien er til at tage og føle på i en tid, hvor newyorkerne mest af alt drømmer om at få råd igen.
Engang boede jeg selv i bygningen, hvor jeg nu sidder, og hvor kaffesalonen i dag har til huse i stueetagen. En mikroskopisk lejlighed på 17. etage udgjorde den anden af de i alt fire boliger, jeg nåede at bo i i New York.
Også dengang, i 2010erne, talte alle om, hvor dyrt alting var. Det har altid været en pebret oplevelse at bo i the city of dreams. Nu er de fleste enige om, at omkostningsniveauet ikke bare er højt, det er next level. Eller som en af mine venner formulerede det:
»Du får løn, betaler din husleje, køber en latte, og så er du flad resten af måneden«
Byen er den næstdyreste i verden at bo og opholde sig i, kun overgået af Monaco.
Det er ikke for ingenting, at byens evigt pulserende madscene for tiden dyrker forne tiders godhed, især comfort food og opgraderinger af gamle New York-klassikere. Alle skal have en pizzaslice fra cool steder som L’Industrie, og folk står i lange køer for at få en bagel fra Apollo eller en sandwich fra Salt Hank’s.
Det er hipt, men det er samtidig en luksus, du kan erhverve dig for under 20 dollar og bagefter spise på en bænk eller en trappesten.
På barerne har de klassiske cocktails fået en revival: De futuristiske ingredienser og metoder er lagt på hylden, og newyorkerne drikker igen Manhattans, Martinis og endda Cosmopolitans.
Længslen har altid været vævet ind i New Yorks dna, og lige nu går den bagud.
Men der vokser andet end nye gastronomiske cravings ud af nostalgien og den udbredte, økonomiske stress. Der udspringer en energi, der naturligvis også vil manifestere sig politisk.
Ved borgmestervalget i New York i november tyder alt på, at den stærkt venstreorienterede Zohran Mamdani vil vinde på sin »affordability«-dagsorden, uagtet, at mange newyorkere – også dem, jeg taler med – opfatter ham som for politisk ekstrem.
Udover, at de andre Demokratiske kandidater er et sandt rædselskabinet – den metoo-anklagede Andrew Cuomo og den skandaliserede, nuværende borgmester Eric Adams – erklærer det Demokratiske vælgerhav i New York sig klar til at afprøve nye, politiske veje i deres generelle træthed over amerikansk politik. Der er intet, der motiverer til politiske eksperimenter som økonomisk trængthed.
Også på det nationale plan længes amerikanerne efter dengang, de kunne gå på Starbucks og i supermarkedet med mindre ondt i kreditkortet. Amerikanernes anstrengte hverdagsøkonomi er Trumps og Republikanernes ubetinget største hovedpine frem mod både midtvejsvalget og præsidentvalget i 2028. Ikke meget tyder på, at Trump kan levere på sine løfter om en bedre økonomisk situation for gennemsnitsamerikaneren.
Derfor kommer borgmestervalget i New York til at blive fulgt tæt i både den Demokratiske og den Republikanske lejr. Ikke fordi, Zohran Mamdani nødvendigvis er et udtryk for et bredere ryk til venstre, sådan som hans sejr i primærvalget er blevet udlagt som, ikke mindste af den progressive fløj selv. Men fordi, han er et udtryk for vælgernes villighed til at satse alt på det ukendte, hvis en kandidat lader til at forstå deres længsler.
Og lige nu længes newyorkerne både efter de gode gamle dage, og de længes efter en ny tid, hvor udgifterne ikke er højere end de skyskrabere, de hver dag betaler så dyrt for at gå rundt i blandt.
Fik du læst:
Gode bøger: Jeg har netop læst Aminata Corr Thranes debatbog »Magtkamp«, som jeg kan anbefale til alle, der interesserer sig for identitetspolitik og vores samtid. Aminata er som bekendt debatredaktør her på Berlingske, og derfor fik vi Nils Gunder Hansen, der er professor emeritus og normalt anmelder for Kristeligt Dagblad, til at anmelde bogen. Han uddelte fem stjerner.
Nu har jeg kastet mig over Niels Krause-Kjærs meget roste roman »Ude for uden«, som Berlingskes anmelder Jakob Genz var stærkt begejstret for. Læs anmeldelsen her og Anne Funchs interview med Niels Krause-Kjær her.
God mad: Som Berlingske-abonnent får du jævnligt mulighed for at møde nogle af avisens profiler i Pilestræde. Dette efterår kan du blandt andet møde branchens mest vidende madanmeldere, Søren Jacobsen Damm og Søren Frank. Mød op og få insidertips og stil det spørgsmål om mad, vin og restaurantscenen, som du måtte brænde inde med. Find din billet her.
En god, lang pause: Dette nyhedsbrev holder pause indtil november, når jeg vender tilbage fra orlov til en ny rolle på avisen. Jeg har nydt at være chef og redaktør gennem en årrække, men jeg har ønsket at få mere tid til at skrive og kommentere. Det får jeg heldigvis nu, og »For Tiden« består naturligvis. Jeg glæder mig til at vende tilbage til avisen og jer trofaste læsere. Tak for at læse med – og hav det godt så længe.