Der er tre grunde til, at enhver demokrat bør bekæmpe identitetspolitikken

Identitetspolitikken retter alvorlige angreb på den frie kunst, den frie forskning og den demokratiske samtale. Det er åbenlyst, at den ikke kan forenes med et demokratisk grundsyn.

Lasse Marker har tidligere været vært på P1, men han arbejder i dag som selvstændig rådgiver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et gammelt mundheld lyder, at hvis man overgiver sig til tidsånden, så taber man til evigheden. Tilsyneladende er det muligt at blive grebet af den identitetspolitiske stemning i en grad, så man er villig til at give afkald på flere dele af det fundament, som et frit demokrati hviler på.

Gennemgår man den effekt, identitetspolitikken har haft på samtalen om kunst, forskning og demokrati, er det tydeligt, at den står i kontrast til enhver forestilling om frihed. Lad os tage det sidste først.

For nylig meddelte Netflix begejstret, at man havde fundet den perfekte skuespiller til hovedrollen i en kommende tv-serie. Valget af amerikanske Aria Loberti blev hyldet, da hun som blind skal spille en blind karakter. Loberti har ingen erfaring med skuespil, og begejstringen klingede mere politisk end kunstnerisk.

Sagen bringer mindelser om den kritik, den aktuelle DR-serie »Doggystyle« mødte ved sin premiere. I serien følger man blandt andet hovedpersonens søster Ida, der lider af cerebral parese. Rollen spilles af Sarah Juel Werner og giver et sjældent filmisk indblik i en hverdag med et handicap.

Man måtte dog forstå, at rollefordelingen var problematisk. Werner spillede en handicappet karakter uden selv at være handicappet. Ligesom man måtte forstå, at det var problematisk, da Nikolaj Lie Kaas lagde stemme til en sort karakter, da binære Silas Holst spillede nonbinære Lola i forestillingen »Kinky Boots«, og da tynde Sofie Gråbøl spillede en rolle som overvægtig i filmen »Harpiks«.

I forsøget på at sikre repræsentation af minoriteter i kunsten, ender de identitetspolitiske stemmer med at underminere kunstens sande natur. Kunsten er fri og skal ikke udsættes for forbud, og man kan ikke benytte en rollebesætning som en politisk tjekliste.

Sidste år blev den danske historieforskning uvenner med sig selv. Anledningen var en politisk beslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, om der skal oprettes et kolonihistorisk museum i Danmark. Arbejdsgruppens ene fløj angreb den anden med beskyldninger om »white innocence« og argumenterede for, at hvide mennesker ikke må forske i sorte menneskers historie.

Få måneder forinden havde dr. phil. Hans Bonde advaret ledelserne på de danske universiteter mod den »identitetspolitiske pseudoforskning«, som professoren mente vil destruere den humanistiske forskning i køn, seksualitet og etnicitet.

Den samme udvikling har haft alvorlige konsekvenser for den amerikanske universitetsverden, og det burde være enhver demokrats mærkesag at kæmpe for, at det samme ikke sker i Danmark. For tendenserne er her allerede.

Identitetspolitikken foreskriver, at ingen er ens, og at man derfor kun kan tale ud fra sig selv. Det antages dermed, at ingen af os er i stand til at sætte os i andre menneskers sted. I kampen for tolerance angribes sammenhængskraften og fællesskabet.

Det betyder i flere tilfælde, at de undertrykte selv bliver undertrykkere og opdeler demonstranter efter hudfarve. Det har vi blandt andet set med Black Lives Matter og Nørrebro Priden. Det er ikke en sejr for ligestillingen, men et angreb på forestillingen om, at alle er lige uanset hudfarve, køn og seksualitet.

Det er individualitet trukket ud i ekstremer og afslører, at dele af den identitetspolitiske bevægelse kun er interesseret i egne privilegier og rettigheder. Og det har aldrig været demokratisk kun at tænke på sig selv.