Den bedste litteratur kan få os til at se bort fra vores eget snævre jeg

Det, den bedste litteratur kan, er at få os til er at se bort fra vores eget snævre jeg og i stedet leve med i mennesker, der er vidt forskellige fra os selv, skriver Morten Hesseldahl i denne kulturkommentar.

Genudgivelsen af Henry David Thoreaus »Walden – livet i skovene« har givet anledning til debat. I denne klumme giver Gyldendals direktør Morten Hesseldahl sit besyv med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det gode ved identitetspolitik er, at den giver rum for stemmer, der ikke tidligere er blevet hørt.

Det triste ved identitetspolitik er, at den slipper forestillingen om det fælles menneskelige og overbetoner forskelligheden.

Det medfører en trættekær insisteren på betydningen af den enkeltes følelser og de flygtige normer, som enhver ny gruppedannelse synes at knæsætte.

Litterære klassikere er klassikere af en grund. De er hævet over modeluner og bærer en stemme med sig, der taler ud over den enkelte og på tværs af generationer.

Henry David Thoreaus filosoferende selvbiografi »Walden – livet i skovene« udkom for første gang for mere end 150 år siden og er netop blevet genudgivet på forlaget Gyldendal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Således også Henry David Thoreaus »Walden – livet i skovene«, der netop er blevet genudgivet på det forlag, hvor jeg har mit udkomme. Bogen fortæller om en mand, der drager ud i naturen for at finde sig selv og for at få et nyt perspektiv på verden.

Ganske tidstypisk blev den for nylig haglet ned af en anmelder i litteraturtidsskriftet Atlas, der symptomatisk startede sin anmeldelse med ordet »jeg« og ikke efterfølgende slap det perspektiv.

»Walden« er skrevet af og handler om en hvid mand, hvilket åbenbart i sig selv er skummelt, for hvordan kan en ung storbykvinde dog bruge det til noget som helst?

Og var det ikke nærmest uforsvarligt, at den snart 170 år gamle klassiker blev genudgivet sådan bare uden videre?

»Det er utrygt og ubehageligt at n-ordet bliver reproduceret i teksten,« noterer anmelderen og fortsætter: »Sproget forandrer sig, og det er i mine øjne en kæmpe del af ens ansvar som forlag at forholde sig til det faktum. Hvorfor har man ikke præsenteret en opdateret og kritisk version?«

Omvendt kunne man spørge, hvorfor en moderne læser dog ikke selv er robust nok til at håndtere, at tekster, skrevet i andre tider, naturligt nok tager farve heraf, ligesom tekster, skrevet i vor tid, er farvet af netop det?

Det, den bedste litteratur kan, er at få os til er at se bort fra vores eget snævre jeg og i stedet leve med i mennesker, der er vidt forskellige fra os selv.

Som mand kan man med udbytte læse om kvinder, som ung kan man med fordel læse om gamle, og som moderne storbymenneske kan man have mere gavn af at læse om et isoleret liv i ødemarken, end man umiddelbart skulle tro.

Det eneste, det kræver, er, at man ikke hele tiden insisterer på, at alt skal tale direkte ind i ens egen erfaringsramme.

I Information skriver digteren Peter Laugesen om »Walden«: »Den er et poetisk, politisk, filosofisk og økonomisk manifest, hvor Thoreaus eksistentielle mærkesager bliver lagt frem: respekten for naturen som den store læremester, afskaffelse af det umenneskelige og modbydelige slaveri og afstandtagen fra statsmagtens tendens til autoritært og udefra at ville styre menneskets liv efter andre og langt mindre naturlige love end dem, der vokser som et levende sprog i mennesket selv.«

Litteratur kan virkelig være voldsomt berigende, men det forudsætter, at man for en stund kan løfte hovedet fra egen surdej.