Bizarre krav vil føre til et primitivt stammesamfund. Det må stoppes nu!

Kulturkommentar: Sorte skuespillere kræver, at kun sorte må spille sorte roller. Nu er også jødiske skuespillere begyndt at kræve, at kun jøder må spille jødiske roller. Vi er på vej ind i et stammesamfund.

Sarah Silverman er en kendt komiker i USA, og hun mener ikke, at ikkejøder bør spille jødiske roller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valerie Macon/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de mest bizarre konsekvenser af den såkaldte identitetspolitik, hvor mennesker nu identificerer sig efter racemæssige, seksuelle eller for eksempel religiøse tilhørsforhold, er kravet om, at skuespillere skal komme fra samme gruppe, som personer han/hun spiller. Altså at sorte skuespillere skal spille sorte personer, transpersoner skal spille transpersoner og så videre.

Hvis en hvid skuespiller spiller en sort, eller en heteroseksuel spiller en homoseksuel, så anklages skuespilleren for »kulturel appropriation« – altså at stjæle kulturarven fra gruppen.

»Indenfor Murene« med Clara Pontoppidan og Paul Reumert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Christensen/Ritzau Scanpix.

Senest har Berlingske berettet, at den jødiske komiker og skuespiller Sarah Silverman erklærer sig delvist enig i dette krav og mener, at jødiske personer i skuespil og film skal spilles af jøder.

Ifølge internationale medier siger Sarah Silverman, der er meget populær i USA og i øvrigt venstreorienteret, at ikkejøder, der spiller jødiske figurer er at sammenligne med hvide skuespillere, der i sin tid malede sig sorte i ansigtet – blackface – i de såkaldte minstrel shows, eller som den berømte jødiske skuespiller Al Jolson, der malede sit ansigt sort i den første talefilm »The Jazz Singer« (1927).

Sarah Silverman kalder det »jewface« og henviser til en ny miniserie om den rapkæftede jødiske komiker Joan Rivers, der skal spilles af den ikkejødiske skuespiller Kathryn Hahn. Silverman skriver: »Der er en lang tradition for, at ikkejøder spiller jøder og ikke blot folk, der tilfældigvis er jøder, men hvor deres jødiske identitet er afgørende. Man kunne argumentere for, at en ikkejøde, som spiller Joan Rivers, laver, hvad der kunne kaldes ‘jewface’.«

Kravet er absurd. Jødiske roller har eksisteret i vestlig tradition langt tilbage i historien. Shakespeares karakter Shylock, den grådige jødiske købmand i »Købmanden i Venedig«, blev på Shakespeares tid spillet af ikkejøder, og senere har ikkejødiske skuespillere som  Al Pacino og Laurence Olivier spillet rollen som Shylock glimrende. I Danmark har blandt andre Jørgen Reenberg spillet Shylock. Selvom Shakespeare skildrer Shylock med tidstypiske antijødiske træk, så har Shakespeare flere nuancer i karakteren end andre samtidige stykker.

Shakespeares klassiske hævndrama »Købmanden i Venedig« med Jonatan Spang, Omar Marzouk, Nicolas Bro, Natasja, Laura Bro og Blæs Bukki på rollelisten. Instrueret af Mogens Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carsten Snejbjerg/Ritzau Scanpix.

Det danske teaterstykke »Indenfor Murene« fra 1912, der er skrevet af den dansk-jødiske forfatter Henri Nathansen, er et ofte spillet stykke på Det kongelige Teater og med i vor kulturkanon. Stykkets jødiske roller er spillet af berømte kristne skuespillere som Poul Reumert, Clara Pontoppidan og blandt andre John Price. De gjorde det glimrende, blandt andet fordi Nathansens jødiske karakterer er elskelige figurer, som de fleste i Danmark kunne nikke genkende til, og fordi stykket er fantastisk godt og stadig aktuelt.

Senest har Tommy Kenter spillet en glimrende mælkemand Tevje i teaterstykket »Spillemand på en Tagryg« på Det Ny Teater. Hvem kan dog have ondt af det? Personligt er jeg kun stolt af, at jødiske stykker og figurer kan spilles af ikkejøder og have en bred appel til offentligheden.

Men sagen om kulturel appropriation og kravet om, at kun personer fra en vis gruppe må spille personer fra samme gruppe, har et mere dystert perspektiv, end man umiddelbart kan synes. Hvis vi accepterer den slags krav, er der ingen grænser for, hvor det fører hen.

Skal handicappede så kun spilles af handicappede, lesbiske af lesbiske, rødhårede af rødhårede, og hvad ved jeg? I praksis vil det umuliggøre skuespil.

Kravet er ydermere et tegn på en opsplitning af samfundet, hvor vi i vestlig tradition er gået ud fra, at det enkelte menneske var afgørende, men hvor vi altså nu bliver stillet overfor et krav om, at identitetsgrupper er afgørende for ikke blot skuespil, men for kvoter til uddannelsessteder, job og andet.

Og det vil ikke standse ved skuespil, for næste krav vil være, at ingen forfatter må skrive om personer, hvis de ikke tilhører denne persons gruppe eller har samme hudfarve. Vi har allerede set det i sagen om den sorte digter Amanda S.C. Gorman, hvor forlaget bøjede sig for krav om, at oversættelsen af hendes digte skulle foretages af en sort oversætter.

Krav om identitetspolitiske konsekvenser synes at vokse, og Sarah Silvermans hoppen på vognen lover ikke godt. Hvis ikke institutioner, forlag og politikere siger stop, vil udviklingen føre til et primitivt stammesamfund og i sidste ende opløsningen af vores kultursamfund.