Bank, bank – vi er kommet for at kontekstualisere dig

Wokebevægelsen er en sand kulturrevolution, som vi kun har set begyndelsen på. Den føres an af en kampberedt ungdom, og følges af ældre, der går med – først lidt tøvende, og så angrende deres egen fortid.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrende direktør for Oxymoron. Pr-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bedste ved woke er bevægelsens enorme frisind. At der er så højt til loftet, og at frisindet kun begrænses af nogle helt nødvendige – øh – begrænsninger.

Der er situationen på Den Danske Filmskole, hvor det måske kan se ud, som om man er ved at rode sig ud i noget hyggecensur. Men sådan er det ikke, forsikrer både ledelse og undervisere i en prosa, der klinger vidunderligt af kinesiske genopdragelseslejre.

Først var meldingen, at man ikke ville vise film, der kunne krænke elever. Så kom korrektionen: Alle film skal i teorien kunne vises, de skal blot »vises i den rette kontekst«, som prorektor Kim Leona udtrykker det.

Og han bakkes op af Politikens filmredaktør, Kristoffer Hegnsvad: »Hvis elever er sårbare over for situationen, må værket kontekstualiseres«.

Kontekstualisering er et vidunderligt ord. Et af de kernebegreber, som wokebevægelsens frejdige stormtropper, disse nysgerrige unge mennesker, i deres inspiration har hentet hjem fra Østtyskland.

Enkelt sagt: Man kan i teorien godt se en film, der kan tænkes at krænke nogen, men det skal i så fald ske kontekstuelt, det vil sige med den forudgående begrundelse, at vi her er ude på at studere et eksotisk eksempel på en krænkende lortefilm.

Jeg har nu lært, fortæller studerende Laura Dyhrcrone til filmmagasinet Ekko, efter at hendes medstuderende udvandrede fra hendes filmforevisning, »at jeg behøver hjælp fra konsulenter og sensitivity readers, der skal læse manuskriptet igennem og pege på, hvad der potentielt kan fremstå stødende for minoritetsgrupper.«

Sådan Laura, folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.

Og sådan drypper frisindets sprog fra kadrernes læber. Man kan kende dem, wokestormtropperne, på deres storsind og selvironi. Og man mindes Katrine Dirckinck-Holmfeld fra Kunstakademiet, der kastede en buste af Frederik 5. i havnen for at synliggøre kolonitidens forbrydelser og »rematerialisere« busten under indtryk af saltvand.

Igen et ord, der er som sprunget ud af socialkonstruktivismen i kommunismens skueprocesser. Vi konstruerer den lysende fremtid ved i folkets navn at fjerne det, vi ikke kan lide.

»Repræsentation« er et tredje eksempel med kravet om, at kun minoriteter kan og må gestalte minoriteter. Det er den helt rigtige vej at gå. Tænk på patetiske mandlige forfattere som Herman Bang, Jørgen Frantz-Jacobsen og Leo Tolstoj (dumme svin), der alene i kraft af deres maskulinitet har trukket os igennem urimelige portrætter af Tine, Barbara og Anna Karenina.

Man kan mene, at kunstens pointe er at tænke som – et menneske. Men det er en misforståelse. I repræsentationen ligger det sande demokrati: At der er en plads til alle i optoget på Den Røde Plads.

I kontekstualiseringen, rematerialiseringen og repræsentationen ligger wokebevægelsens store vision: Vi udstøder alle dem, vi ikke kan lide. Vi får dem mobbet ud af kunsten, skåret ud af historien.

Det er en sand kulturrevolution, og vi har kun set begyndelsen. Den glade ungdom, klar til kamp. De ældre, der går med, først lidt tøvende, og så angrende deres egen fortid.

I det lys er alle revolutioner ens: Vi vil også dig det bedste. Og når vi henter dig en morgen med maskingeværer, når vi banker på din dør, er det kun, fordi du skal kontekstualiseres.