Anne Sophia Hermansen: Latterligt, tænkte jeg, da jeg så en mand skrive, at han ikke ville ansætte attraktive kvinder. Men så så jeg kommentarsporet

Har #metoo, der skulle være et fremskridt for kvinder, i virkeligheden været et tilbageskridt? Vi er nødt til at forholde os til, at bevægelsen kan have medført en øget mistænksomhed mellem kønnene. Modsvaret er dog enkelt.

Foto: Dan Møller
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Åh nej, jeg tør ikke hyre en attraktiv kvinde, for hvad nu hvis hun laver en #metoo på mig?« Sådan var der en mand, der forleden skrev på LinkedIn. Jeg tænkte først, at det var latterligt – indtil jeg så kommentarsporet.

Mange bakkede ham op, og der var ikke kun tale om mænd. Kvinder mente også, at det var klogt ikke at ansætte smukke kvinder, for tænk nu. Kort efter skrev krigsfotografen Jan Grarup noget lignende på Facebook og mødte tilsvarende opbakning.

De er ikke alene. For et år siden kunne magasinet Forbes fortælle, at én ud af fem mænd er tilbageholdende med at ansætte kvinder, de finder attraktive, og at det samme gælder seks procent af kvinderne i undersøgelsen.

»Det seneste halve år har vi set, at både køn og generationer har svært ved at forstå hinanden. #Metoo og ordet »eskimo« er eksempler på det.«


Drejer det sig om job, hvor mænd og kvinder skal tilbringe meget tid sammen, eksempelvis ud på en del forretningsrejser, er det hele 21 procent af mænd tilbageholdende. Her er tallet 12 procent for kvinder.

Har #metoo, der skulle være et fremskridt for kvinder, i virkeligheden været et tilbageskridt? Det er naturligvis for voldsomt at konkludere på et LinkedIn-opslag og et par amerikanske undersøgelser, men vi er nødt til at forholde os til, at #metoo her i Danmark kan have medført en øget mistænksomhed mellem kønnene.

Tilbageholdenheden er dog ikke ny, beretter Forbes og henviser til en undersøgelse fra før #metoo. En undersøgelse, der også viste en tøven, når det kommer til ansættelsen af kvinder, men den tilbageholdenhed altså er blevet forstærket.

Så hvad gør vi? Faktum er, at vi i normale tider tilbringer en del tid på arbejdspladsen sammen, og at der forbundet med arbejde kan være en række sociale aktiviteter, herunder sommerfester, julefrokoster, fredagsbar og fejringer af milepæle. Misforståelser kan opstå, ikke mindst når vi får noget inden for vesten.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi nu også behøver det sidste. Jeg ved, at meningerne er delte, når det kommer til fester og julefrokoster, men som jeg ser det, skal en chef gå før kl. 22. Det er ikke nødvendigt for en medarbejder at se sin chef klovne fuld rundt på dansegulvet. Eller blive for kærlig, hvilket både Frank Jensen og Morten Østergaard blev ifølge de mange beretninger, der kom frem om dem i efteråret. Knibsk? Måske. Omvendt kan det andet også blive for bondsk og, ja, grænseoverskridende, hvis komplimenter efter midnat gives med tungen først.

Da det i denne uge kom frem, at tv-værten Jes Dorph-Petersen var blevet fyret fra TV 2, fremgik det af den omfattende mediedækning, at han to gange havde inviteret unge praktikanter hjem til sig, og den ene gang angiveligt voldtaget praktikanten. Den her kommentar handler hverken om afskedigelsen eller rigtigheden af anklagerne, men om det forhold, at unge praktikanter kom i et privat hjem. Hvorfor ikke nøjes med at mødes på arbejdspladsen? Det er da det mest oplagte sted at diskutere arbejdsrelaterede emner.

Jeg er med på, at der kan være en bekymring for, at en misforstået situation kan udvikle sig til en vejsidebombe, der detonerer helt arbitrært og efterlader karrieren i ruiner. Men hånden på hjertet – hvor sandsynligt er det?

Det er mere sandsynligt, at virksomheder mister talent, hvis man afholder sig fra at ansætte kvinder, fordi man skønner, at mændene ikke kan holde sig i skindet, eller at kvinderne tager digterkysen på og opfinder indbildte krænkelser.

I USA har man i mange større virksomheder et simpelt træningsprogram, der skal dæmme op for blandt andet sexisme og skabe indsigt. Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg, at det lød komplet idiotisk, men det giver mening i lyset af det seneste halve år, hvor vi har set, at både køn og generationer har svært ved at forstå hinanden. Hvad der for den ene »bare« er en hånd på låret, er en ødelæggende krænkelse for den anden. Hvad der for den ene »bare« er en flødeis med chokoladeovertræk, er en nedvurdering af et folk for den anden. Ord som »neger« og »eskimo« deler befolkningen, og der er tydeligvis også stor uklarhed om personlige grænser.

I takt med at arbejdspladser bliver mere mangfoldige, er det en overvejelse værd, om ikke de skal gå i gang med at træne medarbejdernes kulturelle kompetencer. Indsigt og dannelse er nøglen til at undgå #metoo-sager fremover.

Svaret på LinkedIn-spørgsmålet er derfor enkelt. Selvfølgelig skal man ikke tøve med at ansætte en dygtig og attraktiv kvinde. Man skal da altid gå efter den bedste kandidat. Hvis man samtidig fastholder klassiske dyder som ordentlighed og social musikalitet, burde der heller ikke være nogen slinger i valsen.

Som én meget rigtigt skrev på LinkedIn:

»Ordentlig opførsel er ikke blevet skabt af metoo, men dårlig opførsel er blevet blotlagt.«