Oscar Scott Carl, fotojournalist hos det grønlandske mediehus Sermitsiaq, har taget Årets Pressefoto 2025. Det er netop offentliggjort ved den årlige åbningsceremoni i Den Sorte Diamant.
Han er en dygtig fotojournalist, der også gjorde sig bemærket med en unik fotodækning af Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt´s besøg i Det Hvide Hus.
Vinderbilledet er taget 15. marts 2025, hvor den største demonstration i grønlandsk historie fandt sted i protest mod Donald Trumps ønske om at overtage Grønland. Demonstrationen endte foran det amerikanske konsulat i Nuuk, og det er her Oscar Scott Carl foreviger forsamlingen.
Det er et historisk øjeblik. Fortællingen er afgørende i ethvert fotografi, og man kommer ikke udenom, at Donald Trumps insisteren på at ville overtage Grønland er en af de mest skelsættende historier i Kongeriget Danmark siden 2. verdenskrig. Og Årets Pressefoto skal være en vigtig historie. Den del er bestemt opfyldt.
Men spørgsmålet er, om dommerne i højere grad har belønnet almindelig dokumentation af en væsentlig historisk begivenhed på bekostning af de elementer, der i mere klassisk og fotofaglig forstand udgør unik fotojournalistik?
Bør det mest enestående fotografi i 2025 ikke samtidig være et splitsekund af virkeligheden, hvor den overordnede historiefortælling forstærkes yderligere af en helt unik komposition og indfange et særligt øjeblik i begivenheden, der taler til vores følelser på en måde, så man kan mærke motivet direkte i maven?
Skal Årets Pressefoto ikke netop være et motiv, der adskiller sig fra nyhedsudsendelsernes ofte mere flygtige tv-billeder, der dokumenterer, at noget skete?
Og skal professionelle fotos ikke adskille sig markant fra de billeder, som enhver tager, når de tager deres telefon op af lommen, rækker armene i luften og foreviger, at man også selv var til stede?
Det skal vise noget særligt
Fotojournalistikken befinder sig et sted, hvor grænserne mellem det rent dokumentariske vidnesbyrd, iscenesættelse, historiefortælling og den fototekniske perfektion hele tiden er til debat.
Derfor kan man godt anerkende dette års vinderfoto for dets evne til at minde os om noget skelsættende. Et vigtigt, historisk motiv til nutiden og ikke mindst til fremtiden, der således kan lære af fortiden.
For i vinderbilledet er vi bestemt til stede. Men er vi også mentalt til stede? Viser det os noget særligt fra begivenheden … eller viser det os blot, at begivenheden fandt sted?
Der kan næppe være tvivl om, at dommerne har debatteret netop det, men denne skribent synes, at dommerne skulle have brugt endnu længere tid på den diskussion. Oscar Scott Carl, der er tidligere praktikant på Berlingske, er en fantastisk dygtig fotojournalist, der bestemt fortjener at vinde Årets Pressefoto.
Men måske havde fotojournalistikken generelt markeret sig stærkere med et andet valg, der tydeligere viste, hvorfor fotojournalister, i en tid hvor enhver har et (mobil-)kamera i lommen, er så vigtige.
Også fordi ai dagligt spytter fotos ud i samfundet og på sociale medier. Fotos der er utroværdige, og som vi ikke ved, hvordan er blevet til. Fotojournalister er en garant for troværdigheden.
Årets Pressefotograf
I en anden eftertragtet kategori, Årets Pressefotograf, faldt dommerne for fem meget tankevækkende fotos, som gør stærkt indtryk, når man ser dem. Det er fotojournalist Mads Nissen fra Politiken, der fik titlen, og han demonstrerer sin evne til at fortælle historier, man kan mærke.
Han forener netop dokumentationen med fotografiske virkemidler og en billedopbygning, der får enhver betragter til at stoppe op. Han skaber fotojournalistik, der er ufravigelig.
Lad os dykke ned i tre af dem.
Mads Nissen har en imponerende evne til at skaffe sig adgang til lukkede miljøer, der er svære at arbejde i, men han kan skabe en tillid, der åbner døre, som mange andre helst ikke går ind ad.
Det kommer tydeligt til udtryk i hans arbejde fra Sverige, hvor han sammen med journalist Frank Hvilsom over flere år har arbejdet i gade- og bandemiljøet i Sverige.
Her lever helt unge kriminelle i et gadehierarki, hvor større drenge dominerer meget unge drenge til blandt andet at sælge hash og piller og udføre afstraffelsesopgaver.
Et af fotografierne er dystert og taget om natten. Det viser et silhuet af en 19-årig mand, der iført hættetrøje og sort dunjakke poserer på gaden med en Colt-pistol. Her er et fotografi, hvor man stopper op.
Det rammer dybt i maven - hvordan kan det være endt sådan i Sverige?
Fotojournalisten tager os også med til 15-årige Aiham Ahmads begravelse. Han var en af tre teenagere, der blev tilfældigt dræbt, da en gerningsmand trængte ind i en frisørsalon i Uppsala og åbnede ild. Aiham Ahmad skulle bare klippes - intet tyder på, at han var et mål for skyderiet eller havde forbindelser til kriminelle miljøer.
Sådan en begivenhed resulterer ofte i dokumenterende fotos fra gerningsstedet, der er spærret af politiets afspærringsbånd samt fotos fra et spontant mindested med blomster og stearinlys. Men ikke for Mads Nissen. Han tager os med til begravelsen.
I et rystende foto sætter fotojournalisten ansigter på tragedien. En mand står nede i selve graven og tager imod den nederste del af den ligpose, som andre mænd er ved at række ned til ham.
I forgrunden ser vi to hænder, der stikker op fra graven, som om de kom fra det hinsides klar til at modtage den 15-åriges døde krop. Hele den øverste del af fotografiet er omkranset af mænd, der deltager i begravelsen.
Nu kan vi mærke tragedien. Tænk hvis det var mit barn. Et ufravigeligt fotografi.
Ansigter på de stigende fødevarepriser
På samme måde kan fotos om de stigende fødevarepriser resultere i reportagefotos fra et supermarked og hurtige fotos af kunder, der bekræfter, at de også kan mærke, at oksekødet er blevet dyrere.
Men Mads Nissen fortæller den historie med et tankevækkende dobbeltportræt af en udsat mor sammen med sin datter.
Med begge hænder forankret i indkøbsposer lader hun sig forevige med stoisk ro i kroppen og et fast blik rettet mod fotografen. Hun er mødt op til uddeling af overskudsmad for at spare penge, efter en hjernerystelse midlertidigt har sendt hende ud af arbejdsmarkedet. Pengene er små.
Datteren er knap så stoisk i sin fremtoning. Hun putter sig lidt ind til sin mor og gemmer sig delvist bag hende. Hun er ikke så stolt af situationen, men blikket er også rettet mod fotografen. Hun accepterer situationen. På den måde gør Mads Nissen igen historien vedkommende for os.
Nu kan vi identificere os med situationen. Tænk hvis det var mig, der pludselig blev syg og ikke havde råd til mad.
Til Årets Pressefoto blev der, udover de to hovedpriser, i alt uddelt 12 priser i kategorien for foto og fire i kategorien tv/video.
Udstillingen Årets Pressefoto kan opleves på Den Sorte Diamant i København fra d. 7. marts.