Tirsdag lød der en lettelsens suk i en række zoologiske haver. De kan snart genåbne. Det drejer sig om de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud. Det meldte de ud i en fælles pressemeddelelse.

»Vi er i de fire zoologiske anlæg allerede i fuld gang med at sikre, at alle krav og anbefalinger fra politi og sundhedsmyndigheder bliver overholdt, så man kan få en sikker tur i zoo,« skriver de zoologiske haver.

Vi åbner 11. maj under den forudsætning, at det forsamlingsforbud mod forsamlinger på over ti personer, som gælder til 10. maj, ikke bliver forlænget.

Hos Tivoli har man også længe ventet på den dag, hvor den københavnske park kan melde en åbningsdato ud. Den dag ser ud til at være kommet. Til TV 2 siger administrerende direktør i Tivoli, Lars Liebst, at Tivoli åbner dagen efter, at det nuværende forsamlingsforbud udløber.

»Vi åbner 11. maj under den forudsætning, at det forsamlingsforbud mod forsamlinger på over ti personer, som gælder til 10. maj, ikke bliver forlænget eller reguleret på en måde, der forhindrer os i at åbne,« siger Lars Liebst til TV 2.

Digital strategi

Berlingske bragte mandag et interview med en utålmodig Tivoli-direktør. Det er tidligere blevet meldt ud, at Tivoli taber seks millioner kroner om dagen.

Lars Liebst efterlyste ved den lejlighed i interviewet, at myndigheder ville be- eller afkræfte, om haven må genåbne 11. maj, eller der skal længere tid til.

»Vi har på forhånd været ude og sige, at vi ikke afholder fredagsrock i år. Frem til 31. august aflyser vi. Det, vi siger, er, at man kan godt åbne op gradvist,« sagde Lars Liebst til Berlingske.

I forlængelse af coronakrisen har Tivoli lanceret en ny digital strategi. Desuden vil parken begrænse antallet af besøgende per time, ligesom det skal sikres, at alle gæster hver har ti kvadratmeter.

»Når man står i kø, har man købt sin billet digitalt på forhånd og går igennem til  forlystelserne. Der er køtid digitalt, så man kan se, hvilken forlystelse man kan komme til hvornår. Man sidder kun på hvert andet sæde i eksempelvis rutschebanen, og man overholder de forskrifter, der kommer. På Tivoli-appen bestiller man, hvad man vil spise, for det er slut med traditionelle menukort,« siger Lars Liebst.

Tilbage i de zoologiske haver, der genåbner i de kommende uger, har man et håb og en bøn. Gæsterne skal hjælpe med at gøre det nemt at overholde myndighedernes krav.

»Vi opfordrer til, at vores gæster hjælper med at gøre turen i zoo til en god og smittefri oplevelse ved at sikre god håndhygiejne og sørge for at holde afstand til andre,« understreger de i pressemeddelelsen.