Zentropa tror på komedien i Kina

Stik imod tendenserne fra Hollywood er danske Zentropa i fuld gang med et kinesisk filmprojekt i komediegenren.

I følge Rikke Ennis er opskriften på succes kinesernes forkærlighed for romantiske komedier og H.C Andersens eventyr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING: Sidste år oprettede danske Zentropa datterselskabet Zentropa China, der lige siden har haft travlt i Kina. Målet er en film, der i stil med den nyeste »Transformers« også skal laves i samarbejde med en kinesisk partner.

Opskriften på succes er kinesernes forkærlighed for H.C Andersens eventyr – og for komedier. Dermed har Zentropa valgt en strategi, der er ganske anderledes, end den de største selskaber i Hollywood følger. Forklaringen er, at den dansk-kinesiske film udelukkende er målrettet et kinesisk publikum, forklarer Zentropa Chinas direktør, Rikke Ennis.

»Vi laver ikke en film til hele verden, vi laver en film til det kinesiske marked. Amerikanerne laver store actionfilm med budgetter på 100 millioner dollar og opefter. Jeg kan fint forstå, at de går den vej, for det er næsten en umulig opgave at lave komedier, der både rammer plet i Kina og i resten af verden,« siger hun.

Og at amerikanske komedier ikke hitter i Kina er ikke ensbetydende med, at komedien som genre ikke sælger billetter i landet. Nogle af de seneste års største biografsucceser i Kina er hjemmeproducerede komedier.

»Og det er jo ret svært at forestille sig H. C. Andersen som en actionfilm. Hans eventyr lægger mere op til, at der er noget romantik og noget læring på en eller anden sjov måde,« siger Rikke Ennis. Hun har netop modtaget seneste udkast af filmens manuskript.

»Jeg er meget tilfreds. Det bliver meget kinesisk. For en dansker bliver det måske lidt for sødt. Første udkast er skrevet af en dansker, så nu skal vi have en kineser til at rette det til, men vi har igennem hele processen haft en konsulent med fra Kina,« forklarer hun.

Næste skridt bliver at finde en instruktør. Det bliver sandsynligvis en dansker, der får opgaven, men igen i tæt samarbejde med en kinesisk konsulent. Zentropa forventer at starte optagelserne til filmen til marts næste år. Handlingen udspiller sig både i Odense og Beijing – og har både danske og kinesiske skuespillere på rollelisten.