Yes! Nu kan vi glæde os til en ny sæson med Underwood

Den kommende sæson af House of Cards, der bliver seriens fjerde, udkommer i 2016.

Foto: MARIO ANZUONI. Kevin Spacey spiller hovedrollen i House Of Cards
Læs mere
Fold sammen

Sæson fire af den populære TV-serie House of Cards udkommer i 2016.

Det meddeles via seriens Twitter-profil, hvor der vises et billede med teksten: »Sæson fire kommer i 2016«.

Serien, der vises på det internettjenesten Netflix, har haft stor succes med skuespilleren Kevin Spacey i hovedrollen, som den skruppelløse amerikanske politiker Francis Underwood, der i intriger og magtkampe kæmper for at komme til tops i amerikansk politik.

»Det er nu, at Frank skal finde ud af hvilken slags præsident, han vil være. Frank og Claire har i to sæsoner demonstreret, hvor brillant de kan operere i hemmelighed. Men hvordan skal de klare sig, når de befinder sig midt i et spotlight, som aldrig nogensinde forsvinder? Det er dette forhold, der gør, at vi gider undersøge, hvad der skal ske med dem, og derfor er jeg slet ikke enig i, at serien bør slutte, nu hvor Frank har nået sit konkrete mål,« sagde Kevin Spacey for nyligt om seriens sæson tre, hvor Frank Underwood er steget til tops som præsident for USA, til Berlingske.

I sæson tre spillede den danske skuespiller Lars Mikkelsen rollen som russisk præsident.

Den politiske dramaserie, der foregår i Washington DC, har i den grad vundet seernes hjerter. I TV-branchen vurderes det nemligt, at »House of Cards« alene har vundet Netflix ekstra to millioner betalende seere.

Derudover har serien indhentet adskillige priser og var i år nomineret til 13 Emmy'er.

Den politiske dramaserie er en genindspilning af en BBC-serie, som er baseret på en roman af Michael Dobbs, der tidligere har arbejdet for det Konservative Parti i Storbritannien.

»House of Cards«- stjernen Kevin Spacey er heller ikke færdig med at udforske sin egen karakter som den skrupelløse Frank Underwood:

»På trods af, at mange gerne vil klassificere Frank Underwood ud fra et meget smalt parameter, så er han et menneske. Det er faktisk det, der gør ham interessant at spille. Men der er meget, jeg ikke selv ved om Frank endnu. Jeg lærer stadig nye sider af ham at kende, ligesom Frank tilsyneladende også selv lærer nye sider af sig selv at kende. Det er lige netop det, der gør det sjovt for mig at gå på arbejde hver dag. Vi har frihed til at beslutte, hvor mange lag af hans karakter vi vil trække af, og hvor mange lag vi vil lægge til. Det er en spændende udfordring,« fortalte han for nyligt i et interview i Berlingske.

Ifølge Berlingskes kulturredaktør, Jesper Beinov, skyldes seriens gennemslagskraft i USA, Europa og sågar Kina, at dens clou er de helt urmenneskelige følelser: Stræben efter magt, ære, penge, sex, og frygten for forræderi, ydmygelse og død. Samtidig med at scenen er midt i magtens hovedstad, blandt verdens mægtigste mænd og kvinder.