»Ydmygelse er den værste last«

For Peter Kemp er en fredeligere verden utænkelig uden respekt for andre kulturer. »Man må gerne kritisere, men man skal ikke generelt tage afstand fra andres livsform og gøre dem til grin,« siger filosoffen, der fylder 70 år i dag.

»Man må indse, at man ikke får nogen gensidig anerkendelse, hvis man ikke tør vove pelsen og anerkende andre uden at være sikker på at få den samme anerkendelse igen,« siger Peter Kemp. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Der er mange måder at filosofere på. Men det er ikke dem alle, Peter Kemp er lige vild med. Som ung teologistuderende blev han introduceret til Jørgen Jørgensens positivistiske filosofi. Den gik ud på at lave psykologi på biologisk grundlag og kalde det, der kom ud af anstrengelserne, for filosofi. Her stod Peter Kemp af.

»For det første var det ikke filosofi, det var psykologi,« siger han.

»Men psykologi var det heller ikke, det var biologi. Jørgen Jørgensen reducerede filosofien til en naturvidenskabelig opfattelse af mennesket.«

Peter Kemp, der fylder 70 år i dag, har valgt en anden filosofisk vej. Hans tænkning er - som det hedder på bagsiden af hans nye bog, »Den hvileløse tanke«, »en fri filosofisk tænkning.« Han har sine forbilleder, tyskeren Immanuel Kant og franskmændene Henri Bergson og Poul Ricoeur, men disse forbilleder er ikke forbilleder, hvis ideer han slavisk forfølger og ukritisk kopierer. Han ser sig selv som en tænker, der ikke er bundet af etablerede filosofiske skoler eller politisk-filosofisk korrekthed, og så er han - nok så vigtigt - en filosof, der altid på en eller anden led forholder sig til en konkret virkelighed: Vores måde at tale på. Vores måde at bruge teknologien på. Vores forhold til den Anden, som ikke bare er det andet menneske, men også naturen og verden. Ikke overraskende er den ny verdensorden noget, der optager ham, og da vi møder ham i anledning af fødselsdagen og den nye bog, der på sæt og vis opsummerer alt, hvad han har beskæftiget sig filosofisk med i de seneste 20 år, stiller vi ham indledningsvis det helt store spørgsmål: Hvad er hans filosofiske svar på, at verden er så konfliktfyldt? Hvorfor er der disse enorme spændinger mellem Vesten og resten af verden?

»Jeg er nået frem til, at det ikke så meget er i den økonomiske udbytning, altså i kapitalismen, at forklaringen ligger,« siger Peter Kemp, der tager imod i Center for Etik og Ret. Her, i en bindingsværksidyl i Københavns indre by, har den berejste filosof med de mange internationale kontakter opbygget en privat forskningsinstitution. Her kan han blive indtil videre, selv om han nu falder for aldersgrænsen og må stoppe som filosofiprofessor på Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Forklaringen på konflikterne ligger snarere i vores måde at se andre mennesker på,« fortsætter Peter Kemp.

»En finne, jeg mødte i Indonesien, holdt et foredrag, hvis pointe var, at hvis vi ikke kan respektere de andres døde lige så meget, som vi respekterer vores egne døde, så kommer vi aldrig til at forstå hinanden. Hvis de andres døde bare er tal, man gør op, mens vores døde er noget, som man gør frygtelig meget ud af, så har man ikke respekteret de andre lige så meget sig selv. Denne ydmyggørelse - dette, at de andre ikke bliver regnet for noget - er konflikternes væsentligste årsag. Pointen er, at man skal være ydmyg, men man skal ikke påtvinge andre at være ydmyg, for det er at ydmyge dem, og hvis ydmyghed er en dyd, er ydmygelse den værste last. Tænk også på, at mange af de ting, som vi nu skælder ud over, og som vi finder mærkelige i andre kulturer, f.eks. den måde, man behandler kvinder på, har vi også haft i vores egen kultur. Endda for ikke ret længe siden. «

Men vi har jo haft en oplysningstid i mellemtiden, ikke? Vi har udviklet os på en måde, som de, der ikke har haft en oplysningstid, ikke har udviklet sig på. Det gør vel en forskel?

»Det kan være rigtigt nok, ja. Men vi kan ikke bare tvinge en udvikling igennem. Vi må respektere de andre som mennesker. Vi må prøve at tænke lidt over, hvordan har vi selv været - og med »vi« mener jeg os, der er europæere eller amerikanere. Vi har behandlet indianere og afrikanere som undermennesker, som aber, som nogen, vi uden videre kunne gøre til slaver. Det var vores egne forfædre, der handlede sådan, eller som sympatiserede med denne måde at handle på. «

Men vi har også udviklet en teknik, der er andre kulturers langt overlegen. Det kan man vel ikke løbe fra?

»Nej. Men denne teknik er jo ikke noget, der uden videre har gjort os bedre. Vi har fået nogle større krigsmaskiner, ja, og disse krigsmaskiner har ført til selvmordsterrorisme, fordi det efterhånden er den eneste måde, vores modstandere kan reagere på.«

Men hvis vi nu ikke bryder os om det, vi ser i andre samfund, hvad gør vi så? Hvad nu, hvis der i disse andre samfund er noget, der virkelig byder os imod?

»Francisco de Vitoria, en spansk teolog, der blev folkerettens første moderne teoretiker, sagde engang i 1500-tallet, at vi skal respektere den samfundsorden, som de andre har opbygget. Det er også det, der er min filosofi: Vi opbygger ikke et fællesskab i verden ved kun at respektere mennesker som enkeltmennesker. Vi er nødt til også at respektere andre samfund. Hvis det f.eks. drejer sig om samfund, der ofrer mennesker, så skal man afvise dette, det sagde allerede Vitoria, men man skal ikke ødelægge de andres samfund. Man må lade andre samfund selv tage de opgør, der skal til.«

Og det gælder også Irak?

»Ja. Vi kan ikke bare indføre amerikansk demokrati i Irak. Det kan de slet ikke leve med. Ikke med alle de interne modsætninger, der er i det land. Desuden er det jo ikke alt i det amerikanske demokrati, der er vidunderligt.«

Skal man slet ikke have lov til at kritisere andre kulturer?

»Man må gerne kritisere, men man skal ikke generelt tage afstand fra andres livsform og gøre dem til grin. Det mener jeg ikke. Derfor har jeg også været meget kritisk over for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, selv om jeg anerkender avisens ret til at trykke dem. Jeg synes, at Danmark som sådan, og det vil sige den danske regering, skulle have sagt fra. Jeg mener ganske enkelt ikke, at man skal sige til folk, som Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, gjorde det, at nu skal I lære at blive ydmyget! Det er jo netop det samme som at ydmyge dem.«

Men hvis nu disse andre mennesker, som vi ydmyger, ikke respekterer os? Hvis de nu ikke har den grundlæggende respekt for religions- og ytringsfrihed, som vi har? Skal vi så bare lade stå til?

»Det idelle er selvfølgelig en gensidig anerkendelse. Men man må indse, at man ikke får nogen gensidig anerkendelse, hvis man ikke tør vove pelsen og anerkende andre uden at være sikker på at få den samme anerkendelse igen. Man bliver så at sige nødt til at vende den anden kind til.«

Anerkender du ikke som europæisk filosof, at den europæiske filosofi har en særlig værdi?

»Jo, da. Du må ikke tro, at jeg er relativist. Man står jo et sted, og når man står et sted, har man en overbevisning om, at de og de ting er rigtige. Men man skal bare ikke mene, at de andre så ikke har noget at give os, for så er det, at der sker en blokering. Man skal f.eks. ikke tro, at de folk, der kommer til os, absolut skal opdrages til at blive ligesom os. Det er en mærkelig holdning at have. Hvorfor må de ikke stadig have nogle rødder tilbage til noget andet? Vi ved jo fra danmarkshistorien, at der er jøder og andre, der har inspireret dansk kultur, og hvorfor må de ikke fortsætte med det? Deres sjæl skal ikke gøres rent dansk. Tværtimod. Hvis vi ikke tør lytte til andre, må det være, fordi vi er bange for, at de andre skal være for stærke. Den frygt deler jeg ikke.«

Så den europæiske filosofi vil stadig have en stor rolle at spille?

»Det tror jeg absolut. Verden er blevet så kompliceret, at vi ikke bare kan lukke os inde i vores nationalstat og lade den køre, som den altid har kørt. Vi er nødt til at have nogle, der går til roden og tænker, at hvad gør vi så, hvad var det egentlig, vi ville, og hvordan skal vi forholde os? Filosofien er mere nødvendig i dag end nogensinde før.«