YALLAHRUPs halalhippe mor

»Yallahrup færgeby« er blevet en seersucces som årets overraskende og utraditionelle julekalender. Samtidig raser debatten: Er SATIRE godt for integrationen, og hvad kommer der ud af at beskrive en hel generation som gangst

Foto: Benita Marcussen

Der er langt fra »Yallahrup Færgeby«s etniske betonghetto til dansk kunstnerkoloni i en haveforening på Amager. Men ikke desto mindre var det i skyggen af mormors kolonihavehus, at de seneste års mest diskuterede julekalender tog form. For her bor 33-årige Nanna Westh, der er hovedforfatter til DR2s satiriske gangsterkrønike af en julekalender »Yallahrup Færgeby«, der samtidig er en opdatering af den ærkedanske klassiker fra 1974, »Jullerup Færgeby«.

Hendes serie har forarget og vakt morskab, er blevet misforstået og overfortolket, har høstet anmelderroser en masse og er blevet beskyldt for at være tyvstjålet – og så har det gjort Nanna Westh, en ganske almindelig programmedarbejder hos Danmarks Radio, til en central spiller i en ophedet debat om indvandrere og ytringsfrihed.

»Forleden var der en eller anden, der sagde, at det ikke kan være sjovt at hedde Ali eller Hassan (hovedpersonerne i Yallahrup, red.) i disse dage. Der fik jeg godt nok et sug i maven og tænkte: »Åh nej, jeg havde jo den modsatte intention,« siger Nanna­ ­Westh.

En intention, vi kan slå fast med det samme:

»Mit projekt handler ikke om at prøve ytringsfriheden af. Det handler ikke om at sende en prøveballon op og se, om den går, ligesom med Muhammed-tegningerne. Det handler ikke om at trække fronterne op, men om at viske dem ud,« siger hun, mens hun vugger sin nyfødte søn i skødet. For selvom man er på barsel, er der lige pludselig blevet travlt i den lille familie i haveforeningen.

»Mit håb er, at næste gang hr. og fru Danmark ser sådan nogen som Ali og Hassan med omvendt kasket i metroen, så bliver de ikke bange, men tænker, at de kender dem og spekulerer på, om de måske har små boller eller skriver digte derhjemme,« siger hun med reference til julekalenderens to hovedpersoner, 12-årige palæstinensiske Ali, der er sent udviklet, og 13-årige pakistanske Hassan, der beskrives som poet og nørd.

»På den måde håber jeg at afmontere nogle fordomme.«

Og det går i tråd med det, Nanna Westh beskriver som sit overordnede projekt:

»Jeg har lavet mange udsendelser om minoriteter, blandt andet om en udviklingshæmmet DJ, om narkomaner og om omsorgssvigtede og sexmisbrugte børn på Grønland. Jeg vil ændre noget til det bedre og vil vel grundlæggende bare noget godt,« siger hun og tilføjer:

»Det er nok fordi, jeg er sådan en kulturradikal-halalhippie-Hanne-type.«

Hanne er skoleinspektør på Alis og Hassans skole, en sanselig og omklamrende pladderhumanist, der »tænder på integration« – også seksuelt.

Men ud over at være en selverklæret Hanne-type, hvem er Nanna ­Westh så?

Hun er præcis lige så gammel som Jullerup Færgeby – altså årgang 1974 – mor til to, opvokset i et bofællesskab i Nordsjælland, har gået på Forfatterskolen og har en bachelor i litteraturvidenskab og retorik. Og så har hun været på barsel siden maj. Men det har ikke kunnet forberede hende på den seneste tid, som hun betegner som en rutsjebanetur.

»Jeg har regnet med, at der kom debat, men jeg må sige, at omfanget er kommet bag på mig. Det må skyldes, at jeg har stukket hånden ned i en hvepserede. For sådan er det i Danmark, hvor det er sprængfarligt, så snart man siger noget om indvandrere.«

Derfor har Nanna Westh også i speciel grad været interesseret i én gruppes reaktion:

»Jeg har især været spændt på andengenerationsindvandrerne. Det ville være forfærdeligt, hvis de, jeg laver satire over, ikke synes, det er sjovt.«

Det gør de, for en del unge andengenerationsindvandrere har i løbet af ugen givet udtryk for, at serien er sjov – ikke diskriminerende.

Men det er som bekendt langtfra alle, der er enige i den betragtning. En række etniske kulturpersonligheder med politikeren Manu Sareen (R) synes, serien legaliserer perkerslang.

»Når de, serien handler om, synes det er sjovt, er jeg mindre betænkelig over, hvad andre mener,« siger Nanna Westh og fortsætter:

»Men jeg vil ikke stille mig an som Anders Fogh og sige: ’Der er ikke noget at komme efter’. Jeg vil rigtig gerne tale om de problemer, andre synes serien har, og tage det seriøst. Men jeg synes, det er noget helt andet end »hundre-de-de«-kroner, for vi gør grin med alle,« siger hun med henvisning til Sareens kritik, der blandt andet trak på tidligere eksempler på legalisering af perkerslang.

Samtidig har de tre lærere, Asif Ahmad, Kashif Ahmad og Kamilla Elleby, kritiseret serien for at være diskriminerende og nedsættende over for etniske minoriteter og for at skabe større afstand mellem danskere og indvandrere. Men det tager Nanna Westh roligt.

»Det virker, som om, at de bare reagerer pr. automatpilot. Og det kan jeg egentlig godt forstå, for på overfladen er både Ali og Hassan jo stereotyper, men vi har formidlet dem med sympati og dybde: Ali vil for eksempel gerne være gangster, men han har små boller. Hassan er poet og ret nørdet og passer heller ikke ind i stereotypiens kasser.«

En dybde, der betyder, at Yallahrup netop ikke bare skal være for sjov. Der er en seriøsitet i projektet, der tidligere har fået hende til at beskrive forholdet mellem underholdning og debat i Yallahrup som 50/50, og som også har medvirket til, at hun har truffet nogle kontroversielle beslutninger. Blandt andet i et afsnit, hvor en homoseksuel ekstremist vil sprænge Yallahrup i luften:

»Man kan ikke lave en julekalender om unge muslimer uden at komme ind på ekstremisme. Det er noget, folk er bange for sker, og det er noget, der finder sted. Så det ville simpelthen være for tyndt, hvis ikke vi turde tage det op. På den anden side var det ekstremt vigtigt for mig, at budskabet i netop det afsnit er meget tydeligt. Ali og Hassan er ikke ekstremister, de siger tværtimod fra over for Abu Babu (ekstremisten, der synger sangen »Krammer til Osama«, red.)« siger hun.

»Jeg har jo selv mødt de der drenge. 60 Hundige-drenge i et 40 kvadratmeter stort, afpillet rum af en ungdomsklub,« fortæller hun om researchen til Yallahrup, der foregik i samarbejde med danske indvandrere og hendes egyptisk-svenske medforfatter Alex Haridi i Hundige og Malmös berygtede ghetto Rosengården:

»Det var et wake up call for mig. At møde de der drenge med al deres charme og energi. Jeg fik et blik ind bag deres facader, og det rykkede virkelig ved mine forestillinger om sådan nogle som Ali og Hassan. Den oplevelse har været en del af min drivkraft,« siger Nanna Westh og forklarer, at hun i de unge indvandreres modkultur, hvor man definerer sig som gangstere, ser en parallel til børnene fra det bofællesskab i Nordsjælland, hvor hun voksede op.

»Alle drengene skulle gå på friskole, og de fik nok af den der omklamrende pladderhumanisme, så de legede nynazister i trods. Der var endda nogen, der gik så vidt som at blive døbt og konfirmeret, hvilket i det miljø næsten var værre.« siger hun. Det sidste med et glimt i øjet.