Yahya Hassan modtager debutantpris og 50.000 kroner

Yahya Hassan, tidens mest omtalte, danske digter, snuppede prisen og pengene foran Amalie Laulund Trudsø, Maren Uthaug, Hassan Preisler og Kirsten Myers.

Bogforum i Bella Center. Årets Debutant-pris går til Yahya Hassan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Han er i den grad brudt igennem med sin selvbetitlede digtsamling, den 18-årige dansk-palæstinenser Yahya Hassan.

Nu har han også fået en pris for sin debut i form af årets debutantpris på bogmessen BogForum.

Den har han fået for sin lyrik, som har skabt røre i indvandrerdebatten, efter at Yahya Hassan blandt andet har langet ud efter den ældre generation af indvandrere, som han blandt andet beskylder for at nasse på systemet og for at svigte deres børn.

Han trækker i sine digte på sine egne erfaringer fra ghettoopvæksten i Aarhus Vest, en barndom, der var præget af angst og vold, samt sine år som kriminel og sit ophold på flere institutioner. I dag går den storsælgende, vrede digter på Forfatterskolen, og selv om han har fået et stort publikum, bliver han i nogle kredse også anset for at være en paria.

Derfor har han også modtaget adskillige trusler på livet.

Blandt de nominerede til prisen, som ud over æren også kaster 50.000 kroner af sig, var Kirsten Myers for bogen »Sommerbarn«, Hassan Preisler for »Brun mands byrde«, Amalie Laulund Trudsø for »Koordinater. Københavnertekster« og Maren Uthaug for romanen »Og sådan blev det«.

»Yahya Hassan - Digte«, udkom i midten af oktober, og siden er digtsamlingen blevet langet over disken hos landets boghandlere langt oftere, end de fleste andre debutdigtsamlinger. Oprindeligt skulle digtsamlingen udkomme i 1.600 eksemplarer, men det er siden blevet ændret til syv oplag og over 30.000 eksemplarer.