Winding Refn bag genindspilning af kult-gyser

1600 tals heksejagt-historie skal produceres af danskeren.

Nicolas Winding-Refn - skal producere historisk gyser. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERTO PIZZOLI

Selv om hans nyeste film »The Neon Demon« først får premiere her sidst på ugen i hovedkonkurrencen ved Filmfestivalen i Cannes, er Nicolas Windin Refn allerede godt i gang med nye projekter.

Det seneste, som netop er blevet offentliggjort, er en nyindspilning af en klassisk kult-gyser, »Witchfinder General«, som oprindeligt havde premiere tilbage i 1968. Det fortæller The Hollywood Reporter.

Winding Refn skal dog ikke instruere filmen, men er producer på den sammen med Lene Børglum, der også er producer på »The Neon Demon«, og projektet skal udvikles  gennem Refn og Børglums firma, »Space Rocket Nation« sammen med britiske Sunrise Film, skriver filmmagasinet.

Selv om han ikke selv blive instruktør på filmen, lever den godt op til Winding Refns tradition for at vælge filmprojekter i den rå ende. Historien foregår i 1600 tallet i Norfolk i England, og handler om en heksejæger af den særdeles proaktive type. Figuren er baseret på virkelighedens Matthew Hopkins, der jagtede kvinder, han mente var hekse, under den engelske borgerkrig og menes, at have været skyld i op til 300 kvinders død.

I den oprindelige film fra 1968 var det gyserspecialisten Vincent Price, der spillede hovedrollen som heksejægeren. Filmen blev angiveligt et kult-hit i grindhouse kredse i USA på grund af ekstreme voldsscener.

Producerne skal nu i gang med at finde instruktør og manuskriptforfattere til filmen, der forventes at få et budget mellem fem og ti millioner dollars (35-65 mill. kroner).