Vi har fået vores navn, fordi vores forældre fandt det passende. Fordi de kunne lide dets klang, betydning eller den socialklasse, det tilhører. Sådan er det også, når forfattere vælger navne til deres karakterer. Og de gør det med omhu. Lige meget hvor undseeligt navnet måtte virke.

Tidligere i år udkom Stine Pilgaards »Lejlighedssange«, og her hedder nogle af karaktererne Thomas, Lotte og Lisa. Kan det blive mere almindeligt? Næppe, men det er en del af romanens greb.

Den foregår i en andelsforening i Aarhus og skildrer helt almindelige menneskers liv og omgang med hinanden. Navnene bliver på den måde en del af det realistiske interiør og er med til at forstærke oplevelsen af dansk virkelighed. Det lyder let, men er det ikke nødvendigvis.

Er man som jeg optaget af, hvad forfattere vælger at kalde deres karakterer, så fornemmer man let mislyde i navne; noget, som bryder realismen. Det sker paradoksalt nok ofte, når de er for almindelige.

Hvis en mand eksempelvis bor i et parcelhus, arbejder som pedel og hedder Hans Jensen, så virker det lidt for konstrueret, lidt for gemacht. Hedder han derimod Hans D. Jensen, lyder det allerede mere autentisk. Eller endnu bedre: Hans Dich Jensen. Dét fungerer. Fordi det realistiske, mener jeg, bedst opstår, når det almindelige tilsættes en lille skævhed eller ualmindelighed.

Nogle forfattere forsøger også at kombinere det realistiske navn med en eller anden form for betydning. Noget, der siger noget om karakteren. En af de tykke/stygge er Carl Mørch, der er vicekriminalkommissær i Jussi Adler-Olsens romaner. Han slås ikke bare i kriminalitetens mørkeland, men har også selv en mørk side. Hans navn bliver på den måde en form for læsehjælp. I stavepladeformat.

Sjældent i moderne fiktion

Men traditionen for betydningsbærende navne er lang, og ofte tilbyder de stimulerende tolkningsnøgler, hvis man går etymologisk til værks - altså undersøger navnets grundbetydning .

Tag bare Akab, den besatte kaptajn i Herman Melvilles »Moby-Dick« fra 1851. Slår man navnet op, viser det sig at være hebraisk og betyde »Faderens bror«, hvilket betyder ligemand. Og i Det Gamle Testamente dækker Akab over navnet på den mest forbryderiske af alle Israels konger, én, der dyrkede den onde afgud Ba’al og kun adlød Gud dér, hvor det kunne betale sig.

I »Moby-Dick« er Akabs enøjethed rettet mod at fange den »hvide hvalfisk«. Ved at give kaptajnen netop dét navn, udvider Melville sin karakters psykologiske profil for den læser, der er bibelstærk eller foretager et lille etymologisk studie.

At anvende navne på Melvilles måde, altså at vælge et med betydning og en historie, ses ofte i ældre romaner. Det forekommer imidlertid mere sjældent i moderne fiktion, fordi det let virker lidt kikset og, ja, lidt gammeldags.

Men for enkelte forfattere virker det. Som Vladimir Nabokov og hans skandaleroman »Lolita« fra 1955. Her forfører den bare 12 år unge Dolores den 36-årige Humbert Humbert, og et opslag viser, at Dolores på spansk betyder »sorger«, og at kælenavnsversionen af dét navn er Lolita.

Altså dét, Humbert Humbert kalder hende. I min engelske udgave af romanen beskriver han hende sådan: »She was Lo, plain Lo, in the morning, standing four feet ten in one sock. She was Lola in slacks. She was Dolly at school. She was Dolores on the dotted line. But in my arms she was always Lolita.«

I den seksuelle situation, tæt omsluttet og omsluttende, var hun altså Lolita og ikke bare lig med det gode, men også med sorgen. Og hans navn, Humbert Humbert, tilbyder også en læsningsnøgle. For hvor Humbert kan lyde som »hump«, slang for at »kneppe«, så peger det, at han hedder det samme til for- og efternavn, på, hvordan han er dømt til at gentage sig selv. Blive ved med at begære den unge pige, selv om det skulle blive hans undergang.

Mere og mindre tydelige

Andre navne kan være lettere at gå til; mere umiddelbare i deres betydning. Som Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes, hvor alt er tegn, der kan tydes og afgive betydning. Som nu den venlige hjælper Dr. Watson. Der er, når man siger navnet højt, et »What« i det, og det er præcis dén rolle, han spiller i romanerne: Han stiller spørgsmål til Holmes - og gør det også på læsernes vegne.

På den måde får alle en mulighed for at høre, hvad geniet tænker undervejs i opklaringsarbejdet. Holmes’ hovedfjende, Dr. Moriarty, ja, hans navn indeholder »mori«, hvilket jo er latin for »dø«.

Navne kan på den måde være et mere eller mindre udfordrende rebusarbejde. Tænk bare på den intellektuelle psykopat og sultne menneskeæder Hannibal Lecter i Thomas Harris’ »Ondskabens øjne« fra 1988. Her er det hele i navnet: »Hannibal« lyder som »cannibal« og »Lecter« som »lector«, altså lektor. Hvilket er præcis som han fremstår med sin dybe viden om kunst og kultur og let docerende måde at formidle den på.

Andre navne er mindre tydelige i deres budskab, men det gør dem bestemt ikke mindre interessante. Som Gregor Samsa, der i Franz Kafkas »Forvandlingen« fra 1915 vågner op en morgen og er blevet til et kæmpemæssigt insekt.

Navnet kan være kommet fra det, Kafka selv læste. I en roman af Jakob Wassermann, »Renate Fuchs«, optræder samme navn, og i Leopold von Sacher-Masochs »Venus i pels« benytter hovedpersonen et sted navnet Gregor. Som om det ikke var nok, er rækkefølgen af konsonanter og vokaler den samme i »Samsa« som i »Kafka«.

Modsat tendens i fantasy

Her nærmer vi os også dén disciplin inden for navngivning af romankarakterer, hvor Paul Auster er en mester. Første del af hans »New York Trilogien« hedder »By af Glas« og udkom i 1985. Her handler det om Quinn, en ensom forfatter, der skriver kriminalromaner under pseudonym og en dag bliver ringet op.

En stemme spørger, om han er Paul Auster. Han svarer nej, men begynder at tænke over, hvad der var sket, hvis han havde svaret ja. Et andet sted falder den legendariske, svimlende replik: »Ingen spørgsmål, tak. Mit navn er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn.« Og behøver jeg siger, at Paul Auster oprindeligt udgav »By af glas« under pseudonym?

Med sin brug af eget navn trækker Auster sig selv med ind i fiktionens rum. Forfatteren bliver på den måde en del af sin egen fortælling og knytter den, for læserne, tættere til biografien, til virkeligheden.

En forfatters hensigt kan imidlertid også være den stik modsatte. Altså at forsøge at fjerne læseren så meget fra det genkendelige som overhovedet muligt. Hvor eksempelvis Stine Pilgaard i »Lejlighedssange« går efter 100 procent realisme, går eksempelvis fantasy-forfattere efter at skabe et alternativ rum, og de gør det blandt andet med navne.

En troldmand ville aldrig hedde Hans eller Ole, han skal hedde Gandalf eller Sauron, som i J.R.R. Tolkiens »Ringenes herre« eller Lord Voldemort som i J.K. Rowlings Harry Potter-serie.

Grebet er at fremmane det fremmede helt ned i de navne, som alle forfattere i alle romaner – uanset type – bliver nødt til at tænke over. Ikke ulig de nybagte forældre inden dåben. Det skal være rigtigt, helt rigtigt.

»What’s in a name«, skrev William Shakespeare. Svaret er det noget mere upoetiske: En hulens masse.