Wagner skuffer på Operaen

Operaens repremiere på Wagners opera »Tannhäuser« er vokalt for svingende til virkelig at rykke.

Stig Fogh Andersen som "Tannhäuser" på Operaen. Foto: Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en værre historie, der fortælles i Richard Wagners »Tannhäuser«. Det er dog ikke derfor, at det var en lidt blandet fornøjelse at sidde søndag eftermiddag i Operaen og overvære repremieren på Kasper Holtens iscenesættelse. Årsagen vender vi tilbage til.

Handlingen først: Titelpersonen forlyster sig med Venus på Venusbjerget. Så begynder han at angre, og så beder han til den hellige jomfru, og se, pludselig befinder han sig i Wartburg, og her er godt at være, for her venter den skønne kyske Elisabeth. Men så går det galt. På byens slot afholdes en sangerdyst, hvor deltagerne på skift skal besynge kærligheden, og mens vennen Wolfram synger om den ikke-kødelige kærlighed, drister Tannhäuser sig til at synge en hyldest til Venus, indbegrebet af kødelighed. Det bliver en skandale af dimensioner, men Elisabeth går i forbøn for Tannhäuser, der får lov til at drage til Rom for at få syndsforladelse af paven, men her kikser det også, for paven meddeler, at ikke før, der springer skud ud af hans pavelige krumstav, vil Tannhäuser få, hvad han beder om. Tannhaüser vender sønderknust hjem, og Elisabeth er i mellemtiden død af græmmelse. Så dør Tannhäuser også. Dog med en sidste-øjebliks-syndsforladelse at trøste sig med.

Mere kristeligt moralsk kan det ikke blive, men hos Kasper Holten ligger det kristelige underdrejet. Her foregår det hele i hovedet på en borgerlig digter ved navn Tannhäuser. De ridderlige omgivelser er skiftet ud med hjemlig (u)hygge. I stedet for synd og dyd og tro og vantro handler operaen nu om kunstnerisk skaben og dens omkostninger. Med Venus som kunstnerens farlige muse og Elisabeth som samme kunstners trofaste hustru.

Det er godt og originalt udført, men der var noget andet, der haltede i søndags. Det handler om det sanglige. Stig Fogh Andersen sang Tannhäuser, som han også gjorde det ved premieren på Holtens »Tannhäuser«, og han kan stadig fylde figuren ud, rent skuespilmæssigt, men han lød for ofte lidt træt og lidt presset. Tina Kiberg, en anden garvet Wagner-fortolker, skuffede også noget. I søndags sang hun Venus, og skønt der var toner, der klingede rent og godt, var der også et noget overvældende vibrato og en ufrihed, der vokalt trak ned.

Til gengæld var Ann Petersen en vidunderlig Elisabeth, med fasthed i bunden og ubesværede toptoner, og det var en fryd at lytte til gæsten Sir Willard White, der sang Hermann Landgraf, og til Palle Knudsen som Wolfram. Og koret? Jo, herrerne klang som altid herligt. Hos kvinderne, derimod, sporede man en vis metaltræthed. Igen for meget vibrato, der skabte slør i klangen.

Ærgerligt, at Den Kongelige Opera ikke kan levere en mere gennemført Wagner, og så ovenikøbet her i 2013, 200-året for komponistens fødsel. Ærgerligt også, at Den Kongelige Opera ikke har valgt at fejre en af operahistoriens største skikkelsers runde dag med i det mindste én nyopsætning. Wagner skal nok klare sig. Men det er lidt synd for hans fans.

Hvad: »Tannhäuser«.
Hvem: Opera af Richard Wagner. Iscenesættelse: Kasper Holten. Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor. Dir.: Roland Böer. Hvor: Operaen.