Wagner: Platuglen og kongeørnen

Richard Wagner blev født i dag for 200 år siden. Verden bugner af bøger om belastende sider af tyskeren – om prænazisten Wagner, om transvestitten Wagner, om den troløse ægtemand og evige fattigrøv. Et par danske udgivelser tager ham også alvorligt som verdens største operakomponist.

Historien om operakomponisten Richard Wagner, der ville fylde 200 år i dag, fortælles i høj grad baglæns. Han er et af de bedste eksempler på, at man er, hvad eftertiden gør én til. Således bygger Wagners rygte hovedsagelig på hans families forhold til nazismen. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi bruger Wagner. Det skræmmer livet af skævøjerne.«

Ordene hører til de uhyggeligste i Francis Ford Coppolas vietnamfilm fra 1979, »Dommedag nu«.

Richard Wagners visioner forvandles til det ondeste krigsvåben og misbruges til det modsatte af ophøjet opera. Uhyggeligt og samtidig en lille smule sjovt. For hvem kan ikke se komikken i disse timelange tirader fra valkyrier med tyrehjelm og fletninger som franskbrød?

Wagnerianere verden over vil denne onsdag sidde som klistret til skærme og højttalere og følge fejringerne af 200-året for Richard Wagners fødsel. Ingen komponist har skabt så relativt få værker og alligevel været brugt og misbrugt til så meget. Ingen kunstner på denne klode kender den gamle sandhed bedre: At du er, hvad din eftertid gør dig til.

For vi fortæller i høj grad historien om Richard Wagner baglæns. Berlingske bragte så sent som i går en kronik om hans antisemitisme. Komponisten hadede ikke jøder personligt, men foragtede dem en tid som kolleger – lige indtil han sidst i sit liv tog dem i forsvar.

Hvad bygger hans rygte så på? Først og fremmest på hans families forhold til nazismen.

Livets store dramaer

Den engelskfødte Winifred giftede sig i 1915 med Wagners søn, Siegfried. Hun blev også voldsomt fascineret af Adolf Hitler og omvendt. Nogle mener endda, de kom sammen i en periode. Eller var Hitler i virkeligheden mere optaget af hendes purunge datter, Verena? Kærligheden varede i hvert fald ved. Da en berlinsk bunker i Anden Verdenskrigs sidste dage blev tømt for Fører, gik også et hav af Richard Wagners originale noder til grunde. Hitler ville have dem hos sig til det sidste. Familien kunne ikke få dem fra ham.

Når verden i disse dage fejrer Wagners jubilæum, er det med alle de makabre spor in mente. Betyder det, at man slet ikke kan fortælle historien forlæns? Klart nej. Vor egen Henrik Nebelong sendte for et halvt årti siden en egentlig biografi på gaden, på mange måder et mesterværk – også målt med internationale alen. Og litteraten Jakob Levinsen udkommer i dag med bogen »Børn, skab nyt!«. Den er formet som ti scener fra den wagnerske verden og bygget op over hans operaer. En umiddelbart knap så ambitiøs, men mindst lige så fængende tilgang.

»Prøver man at forstå hans historie forlæns, viser Wagner som person sig at være en uopløselig kombination af visionær, praktiker, fanatiker og platugle – og hans karriere hele vejen til toppen at være brolagt med tilfældigheder, lykketræf og overhængende katastrofer,« skriver Levinsen.

Det er historien om den turbulente opvækst med papfaderen og skuespilleren Ludwig Geyer som familiært overhoved. Om arbejdet med de første operaer: »Die Hochzeit«, »Die Feen« og »Das Liebesverbot«. I dag gemte og glemte værker, men til gengæld ret lange. Om giftermålet med Minna i 1836 og de første ansættelser som dirigent ved et par fallittruede operatrupper. Om skabelsen af den stadigt stillestående »Rienzi« og hans pludselige verdenssucces med »Den flyvende hollænder« fra 1841. Og videre om Wagner som et verdensnavn. Han kvitterede for den kunstneriske succes med »Tannhäuser« og den utroligt smukke »Lohengrin« fra 1848. I begge tilfælde med handlinger, der voksede ud af hans fascination af tyske og keltiske sagnkredse. Kong Arthur, gralsridderne og de middelalderlige legender skulle resten af hans dage spille en større rolle end historier fra varmere lande.

Wagner gik rigtignok også med planer om operaer over både Buddhas og Jesu Kristi liv. Hvis han havde realiseret de sidste, havde jødehadet i Mel Gibsons blodige »The Passion of the Christ« fået kamp til stregen.

Kunstnerisk succes blev til gengæld ikke fulgt op af finansiel ditto. Wagner skulle længe endnu skjule sig for sine kreditorer. Da han heller ikke kunne holde fingrene fra opstanden i Dresden anno 1849, måtte han også på flugt fra retsvæsnet. Hans landflygtighed mellem schweiziske alpetoppe viste sig overraskende frugtbar. Wagner blev stadig mere rabiat i det ideologiske og stadig mere original i sine kunstneriske visioner. Resultatet af det ideologiske blev skrifter som »Kunsten og revolutionen«, »Fremtidens kunstværk« og den spinmæssigt så skæbnesvangre »Jødedom i musikken«. Og visionerne kom i form af historiens mest vidtgående dramaprojekt: »Nibelungens ring«.

Dødens efterspil

Arbejdet optager ham fra 1851 og et kvart århundrede frem. Det bliver til hele fire helaftensoperaer i alt – »Rhinguldet«, »Valkyrien«, »Siegfried« og »Ragnarok«. Til lidt over 15 timer, hvor ord og musik og handling fortæller hele historien om de gamle vikingeguders fald og det frisatte menneskes fødsel.

Et kvart århundrede plus minus. For bedst som Wagner med frue finder en velynder i købmanden Otto Wesendonck og flytter ind i hans gartnerbolig, falder han for købmandens kone. Han lægger sit mægtige ringværk til side og bruger de næste år på alle tiders største og mest abstrakte værk om kærligheden: »Tristan og Isolde«.

Men heller ikke Mathilde Wesendonck skulle blive hans livs kærlighed. Wagner træffer den jævnaldrende Franz Liszts unge datter, Cosima – gift med dirigenten Hans von Bülow. Han finder sin velynder nummer to i form af Ludwig II og inviteres til kongens disneyagtige slot i Bayern.

Ludwig selv kom sig aldrig over det møde: Den homofile konge fantaserede formentlig om at have en af Wagners helte boende. Hvad han rent faktisk fik var en travl og ikke specielt homofil herre med hund.

Cosima skulle føde ham tre børn og gifte sig med ham bagefter. En skandale uden sidestykke i de dage.

Wagner selv arbejder videre. Han fuldender sin komiske »Mestersangerne i Nürnberg« i 1867. Han finder noderne til »Siegfried« frem og genoptager dermed arbejdet på »Nibelungens ring«. Og han opdager lille Bayreuth i det sydtyske. Wagner besnakker byrådet til at forære en byggegrund væk: Han vil bygge et hus specielt til sine egne musikdramaer. Planen bremses igen og igen af mangel på penge, men reddes lige så tit af Ludwig II.

En god investering, skal det vise sig. Festspillene åbner i 1876 med det første drama fra »Nibelungens ring« og udvides fra 1882 med gralsfortællingen »Parsifal« – der bliver hans syndigt smukke svanesang. Den hjertesvage Wagner selv dør året efter i Venedig og bisættes hjemme i haven bag Villa Wahnfried i Bayreuth.

Men spillene kører videre. Først under ledelse af Cosima, fra 1908 af sønnen Siegfried, fra 1930 af svigerdatteren Winifred, fra 1951 af børnebørnene Wieland og Wolfgang Wagner. Sidstnævnte døde for tre år siden og gav plads til oldebørnene Eva Wagner-Pasquier og den stadig unge Katharina Wagner.

Praktiker, fanatiker og platugle. Richard Wagner har været det hele. Plus helt igennem genial oven i hatten.

Det er også derfor, litteraturen om Wagner ikke ligner nogen andre. Hvis man ved lidt om for eksempel Bach eller Beethoven, kan man skrive en hæderlig bog om dem. Men når emnet hedder Wagner, er viden ikke nok – man skal have sine følelser med, skal enten elske ham eller hade ham.

Mere end bare lyserødt undertøj

Vi danskere har efterhånden en hel tradition for den slags. Det være sig med Henrik Nebelongs efterhånden mange bøger om emnet, med professor Lars Ole Bondes skelsættende introduktioner, med Nila Parlys skrifter om især kvinderne i Wagners univers. Selv forfatteren Olaf Waages noget oversete »Richard Wagner og Mathilde Wesendonk. En oversigt« fra 1935 var helt enestående for sin tid.

Jakob Levinsen på sin side karakteriserer samtlige dramaer kortfattet og rammende. Ikke én sætning i hans bog tynges af lidt for store eller lånte ord. Bogen er født på godt dansk og skrevet i denne afvæbnende tone, som kun en Levinsen ejer – og som kun danskere vel fanger.

Barry Millingtons nye »Wagner, troldmanden fra Bayreuth« skuffer lidt ved siden af. Forfatteren er til daglig kritiker ved et britisk dagblad, konsulent ved Bayreuths festspil og i det hele taget en vidende herre. Hans bog må også være en af de flottest udstyrede i nyere musiklitteratur overhovedet. Man mærker bare ikke hans hjerte. Eller ret meget af musikken, for den sags skyld. Kølige fakta på den ene side afløses af tørre vurderinger på den anden. Og da det originale efterhånden slipper op, griber han til den billigste løsning: Historien om undertøjet. Wagner var nærmest besat af sine indre benklæder: De skulle være specialsyede, de skulle være af silke – og de skulle være rosa. At den store komponist i praksis har været en art transvestit, var kendt allerede i hans samtid. »Hvem bemærkede ikke en knitren af satin i Wagners værk«, skrev Thomas Mann hånligt engang. Som om netop han selv havde nogen at lade noget høre for. Barry Millington har sat et helt kapitel af til emnet. Han bringer endda flere tegninger af dem, vor egen Herman Bang kaldte »de Unævnelige«. Men er det en viden, den musikglade læser kan bruge til noget som helst? En mand er ikke sit værk. Og et værk er ikke dets ophavsmand. Ludwig II troede det ellers – og var nær død af det. Hvis man kun tænker på Wagner som antisemit, prænazist og elsker af lyserødt undertøj, begår man samme fejl. Wagners musik er verdens varmeste uanset.