Wagner-maraton: »Når andre ikke vil, må man jo selv!«

Sammen med vennen, operasanger Stig Fogh Andersen, har Niels Borksand kastet sig ud i et projekt, han selv kalder »skudt i hovedet«: Nemlig at sætte »Nibelungens Ring« op i Christians Kirke tre weekender i træk.

Niels Borksand dirigerer sit 18 mands orkester under en prøve på »Nibelungens Ring« i Christians Kirkes imponerende rum, her med Niels Fosser og Tina Kiberg på scenen. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verden over fejres 200-året for komponisten Richard Wagners fødsel med den ene store satsning efter den anden.

Så kan det da ikke passe, at København som en af de eneste operabyer ikke benytter anledningen til en opførelse af Wagners hovedværk, den berømte operacyklus »Nibelungens Ring«.

Sådan tænkte den snart 70-årige kulturelle altmuligmand – skuespiller, operasanger, balletdanser, dirigent m.m. – Niels Borksand.

Men når andre ikke vil, så må man jo selv, konkluderede han. Og hans mangeårige ven, Wagner-tenoren Stig Fogh Andersen, der netop er blevet pensioneret efter næsten 35 år på Det Kongelige Teater, var helt enig.

Sammen har de to ældre herrer begået en kraftpræstation af dimensioner, når de sammen med 18 musikere og 12 sangere i denne og de to følgende weekender – fredag til søndag – byder på en samlet opførelse af det berømte værk i Christians Kirke på Christianshavn.

I en forkortet udgave, ganske vist – baseret på Jonathan Dove og Graham Vicks version fra 1990 – på sammenlagt otte en halv time mod originalversionens næsten femten timer.

Men det er også rigeligt, når projektet ikke har fået en krone i offentlig støtte, men alene skal hænge sammen takket være sponsorater fra bl.a. A. P. Møller og Augustinus Fonden samt de medvirkendes gode vilje, siger Niels Borksand og indrømmer gerne, at man skal være »lidt skudt i hovedet« for at kaste sig over sådan et foretagende.

»Jeg har været Wagner-fan, siden jeg som 11-årig første gang oplevede »Lohengrin« på Det Kongelige Teater. Det var lige noget for sådan en ridderbegejstret knægt som mig – »Lohengrin« og »Ivanhoe«,« siger han, da vi mødes før en af de sidste prøver i det smukke kirkerum, hvor musikere og sangere så småt er ved at varme op.

Blandt sangerne er nogle af Det Kongelige Teaters mest erfarne Wagner-sangere, som man her får en måske sidste chance for at høre i det store værk – foruden Stig Fogh Andersen er det Gitta-Maria Sjöberg og Tina Kiberg – mens musikerne kommer fra Det Kongelige kapel, Sjællands Symfoniorkester og DR SymfoniOrkestret. Alle har ofret en del af sommerferien på projektet og arbejder ifølge Niels Borksand et godt stykke under tariffen for at få økonomien til at løbe rundt.

Fra lystspil til Wagner

Selv har Niels Borksand aldrig sunget Wagner – »jeg var en komisk tenor, jeg prøvede at få partiet som Loke i "Rhinguldet" på Den Jyske Opera, men fik admiralen i »Pinafore« i stedet,« ler han.

I det hele taget har Niels Borksand været vidt omkring i sin kunstneriske karriere, lavet både teater, film og TV – sin filmdebut fik han i det erotiske lystspil »Uden en trævl« – har været solist i Det Kongelige Operakor, danset på Pantomimeteatret, lavet teater for børn og unge i Grønland og stiftet ensemblet Sinfonietta Arctica, som han dirigerer ved koncerter i både Danmark og Grønland.

Evnen til at agere menneskelig blæksprutte har han i høj grad fået brug for under arbejdet med »Nibelungens Ring«, hvor han både er dirigent, producent og almindelig praktisk gris. Lige nu kommer han således fra trykkeriet, hvor han har læst korrektur på koncertprogrammet.

»Jeg har også netop måttet skaffe en ny klarinettist, fordi ham, vi havde, har savet brænde i weekenden og fik savet sig i fingeren også,« siger han.

Mediemoguler som modeller

Tilsvarende har Stig Fogh Andersen måttet påtage sig dobbeltrollen som både instruktør og sanger, ikke mindre end fire forskellige partier skal han synge, hvilket betyder, at han er på scenen i alle »Ringens« fire dele.

»Selvfølgelig er det hårdt, og selvfølgelig er det et halsbrækkende projekt, ikke mindst økonomisk. Vores budget er jo nul og niks sammenlignet med, hvad det normalt koster at sætte en »Ringen« op,« siger han.

Alligevel var han ikke i tvivl, da Niels Borksand foreslog ham projektet.

»Jeg kunne straks se mulighederne i Dove og Vicks korte version, og selve kirkerummet har været en fryd at lade sig inspirere af,« siger han.

»Vi spiller i hele salen, også på prædikestolen, den øverste balkon, ja, selv på orgelpulpituret. Jeg har valgt en spillestil, hvor vi henvender os meget direkte til publikum, lidt med tanke på de første forestillinger på Shakespeares The Globe teater.«

Selve tolkningen af den gamle riddersaga har Stig Fogh Andersen imidlertid ført helt op til vore dage og lader den foregå i et moderne nyhedsunivers med TV-skærme og aviser som scenografiens gennemgående tema. Og med de to mediemoguler Silvio Berlusconi og Rupert Murdoch som nulevende rollemodeller for sagaens hovedskurke, Alberich og Wotan.

»For mig handler »Ringen« om vores forhold til magthaverne – og deres forhold til os. Derfor har jeg i programmet citeret Jimi Hendrix’ ord: »When the power of love overcomes the love of power, the world will know peace«,« siger han og forklarer:

»I »Ringen« griber Alberich magten ved at frasige sig kærligheden. Hans måde at gøre det på er rå og brutal. Men faktisk gør Wotan nøjagtig det samme, bare med en mere poleret overflade. På samme måde er Berlusconi og Murdoch to alen ud af ét stykke. Berlusconi har med sine kriminelle handlinger været ved at jævne italiensk kultur med jorden og har forvandlet italiensk TV til ét stort lykkehjulsprogram. Men Murdoch er i virkeligheden ikke bedre, bare mere behændig.«

Som skabt til teater

Partiet som Alberich synges af Lars Fosser, mens Wotan på skift synges af Jens Søndergaard i »Rihnguldet«, Lars Fosser i »Valkyrien« og Ronni Johansen i »Siegfried«.

Stig Fogh Andersen selv synger henholdsvis Loke i »Rihnguldet«, Sigmund i »Valkyrien« og Siegfried i »Siegfried« og »Ragnarok«. Tina Kiberg har det vigtige parti som Brynhilde, mens Gitta-Maria Sjöberg er Sieglinde i »Valkyrien« og Gutrone i »Ragnarok«. Et parti hun her synger for første gang.

»Jeg synes, det er et fantastisk projekt, og Christians Kirke har en dejlig akustik. Jeg har sunget her flere gange til koncerter og altid tænkt, at man burde sætte noget teater op her,« siger hun.

Håber på at sælge minimum 1.000 billetter

Der er plads til i alt 650 tilskuere i Christians Kirke, heraf 400 pladser med godt udsyn og 250 med begrænset udsyn, som sælges til reduceret pris.

Af tekniske og økonomiske årsager har det ikke været muligt at installere anlæg til danske overtekster. Men hver fredag vil der fra kl. 17.30 være operaintroduktion, hvor Niels Borksand fortæller om projektet, og operaeksperterne Nila Parly, Jakob Levinsen og Henrik Nebelong på skift giver et overblik over handlingen.

»Det her er jo en helt enestående mulighed for at høre »Ringen« samlet på en enkelt weekend,« siger Niels Borksand, som håber i det mindste at nå »break even« med 1.000 solgte billetter.

»Så bliver der råd til løn til de medvirkende,« siger han. »Og sælger vi flere, kan det være, der også bliver lidt til Stig og mig.«