Vorherres eget valgforbund

Nej til homoseksuelle partnerskaber, nej til kondomer, nej til og kunstig befrugtning. Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Foto: AFP / Andreas Solaro Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Italien har fået et nyt parti. Et parti som hverken kan vælges eller væltes. Præsidenten hedder pave Benedikt XVI, og tungt på ministerposterne sidder biskopperne. Et Guds Parti, som ruster op til det helt store slag. Et slag mod Europas indre fjende: Relativismen.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå, at gejstligheden var lodret imod. Det fik den italienske regering til at sidde til sent ud på natten med en synonymordbog for at finde et andet ord for beslægtet, så det ikke lød, som om et homoseksuelt forhold blev sidestillet med ægteskabet, og lovteksten endte da også som en tynd kop Rynkeby. Alligevel har kirkens øverste sat alle skyts ind på at skyde forslaget ned, da det strider mod de værdier, som ikke står til forhandling.

Nej, nej og atter nej

Biskopperne smurte også halsen inden jul. Mens kirken forberedte Jesu fødselsdag, lå Piergiorgio Welby på sit dødsleje. Den 60-årige poet og maler led af muskelsvind og trak kun vejret ved hjælp af apparater og havde længe tigget og bedt om at få slukket for maskinerne og dø værdigt. Han havde sendt en bøn til paven og et brev til Italiens præsident Giorgio Napolitano. Welbys sag var gået verden rundt, og selv om han uden tvivl kunne have fået et familiemedlem til at slukke for maskinerne, såønskede Welby med en fortid som politisk aktivist at udfordre den aktuelle lov, som ikke tillader noget form for aktiv dødshjælp.

Paven brugte sine søndagsbønner til at tale mod samme emne. Den 20. december slukkede en læge på hospitalet for Welbys respirator til tonerne af Bob Dylan, og selv om Welby havde ønsket en katolsk begravelse, nægtede den katolske kirke at begrave ham. Kirkens grundværdier står ikke til forhandling, lød det endnu engang.

Vorherres håndlangere

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano, som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

»Kirken er blevet et rigtigt parti. Det stiller ikke op til valget, men har sine fortalere til højre og venstre i de politiske partier. Det ledes af en gruppe biskopper, og når de mødes, så dækker de italienske medier møderne, som var de et politisk parti,« fortæller Damilano.

Den nuværende pave, daværende kardinal Joseph Ratzinger, blev netop valgt, fordi han ved flere lejligheder havde vist sig som én, der kunne føre den kamp videre, som Pave Johannes Paul II havdeindledt, forklarer Damilano.

»Ved flere lejligheder talte Ratzinger om vigtigheden af at slås mod tabet af værdier i den vestlige verden.«

Slaget skal udkæmpes i Italien og sprede sig til resten af Europa.

»Europa er kristendommens vugge, men også den verdensdel hvor de kristne værdier er hurtigst på retur,« siger Damilano.

Sammen med paven står kirkens magtfulde biskopper og kardinal Camillo Ruino, som i 15 år har ledet rådet af de italienske biskopper, og som siden har været nådesløs over for enhver afvigelse fra kirkens kærneværdier.

Kispus med kirken

Italiens kristendemokratiske parti førte gennem 50 år ved magten med få undtagelser kirkens politik, og da partiet gik i opløsning i midten af 1990erne, var der ingen til at tale biskoppernes sag.

»Den katolske kirke tabte med ét en enorm indflydelse og stod over for et vigtigt valg: Trække sig tilbage som den spanske eller selv gå i front,« forklarer Damilano.

Og frontkrigene bliver i disse dage kæmpet, hver gang de italienske politikere diskuterer love, som kan komme i nærkamp med den kirkelige moral. Relativismen er hovedfjenden.

»Det er i sagens natur en kamp, kirken ikke kan vinde, men den kan kæmpe og dermed opnå synlighed og sprede sine synspunkter med en enorm styrke. Det er meget sværere at kæmpe om borgernes sjæle, men meget nemmere at vinde sejre på den politiske bane,« forklarer han.

Og mens nogle politikere ryster i bukserne, når biskopperne taler, så forstår andre at vende deres ord til egen fordel.

Katolikkerne findes i dag på både højre- og venstrefløjen. Det giver mulighed for at spille fløjene ud mod hinanden i kampen om de katolske vælgere, for selv om kirken ifølge den italienske vatikanjournalist Marco Politi kun flytter fem-seks procent af stemmerne, så er det netop de stemmer, som kan være afgørende i Italien, hvor valgresultaterne afgøres af marginaler.

»Når kirken nedlægger et veto, ryster politikerne i bukserne. Italien mangler en sekulær politisk klasse,« siger Loredana Sciolla, professor i sociologi ved Torinos universitet.

Vatikanet og virkeligheden

Loredana Sciolla forsker blandt andet i italienernes forhold til religion, og hun konkluderer, at selv om italienerne stadig er Europas mest katolske folkefærd, så følger de ikke Vatikanet i ét og alt:

»De sidste 20 år er antallet af ateister halveret, men de italienske katolikker kan ikke længere genkende sig selv i de harske udmeldinger fra Vatikanet. Størstedelen af katolikkerne går ind for en lov om registreret partnerskab, størstedelen går ind for brug af præservativer og adgang til skilsmisse.«

Men det er ikke kun italienerne, der der står fremmede over for kirkens skarpe udmeldinger. Mange katolske præster må også melde pas.

»Ruini og Ratzinger er desperate over, at kristendommen er ved at forsvinde, og i stedet for at sprede kristendommens glade budskab antager de tone, som nærmer sig forfølgelsen af homoseksuelle og kommunister og alle, som på en eller anden måde kompromitterer de værdier, der for kirken ikke står til forhandling,« forklarer fader Felice fra Torino.

Han foretrækker ikke at navngive den kirke, hvor han har sin daglige gang, da han selv lever i et homoseksuelt forhold gennem mange år, og det ser han ikke som en kontrast til det katolske budskab:

»Det klerikale hierarki forholder sig jo ikke til virkeligheden. Det giver ikke mening at prædike om afholdenhed i stedet for præservativer i en verden, hvor sex er del af dagligdagen. Det giver heller ikke mening at tale om ægteskab som det eneste sande, når folk lever sammen i nye kombinationer, og skilsmisse er normen. Præsterne på gulvet bliver i stedet nødt til at forholde os til virkeligheden.«

Fader Felices kolleger ser ikke noget mærkeligt i hans synspunkter, som han dog holder hemmeligt for sin biskop, fortæller han, og han ved, at han ikke er den eneste katolske præst, som bærer på lignende hemmeligheder, og langt fra den eneste, der er træt af at kirken altid taler med en streng, konservativ stemme.

Ét-nul til biskopperne

I Milanos San Marco arbejder til daglig en mere traditionel præst. Nemlig fader Luigi Testore, som leder kirken og klostret, hvor både Mozart og Luther har lagt deres vej forbi.

Han forstår, at kirkens ledere er bekymrede, når samfundet bevæger sig i en retning, de mener, ikke gavner menneskeheden. Men han mener også, at det er politikernes opgave at sikre borgerne rettigheder i overensstemmelse med den virkelighed, de lever i.

»Jeg mener, at det er helt på sin plads med en lov, som giver homoseksuelle og heteroseksuelle par, som bor og lever sammen, rettigheder, selv om de ikke ønsker at gifte sig. Den katolske kirke bør egentlig ikke blande sig i det,« siger han.

»Det er rigtigt, at den katolske kirke handler mere og mere som et parti, men ofte er det også en måde at gøre sin mening gældende, at få et budskab ud på.«

Det er en pligt, fortæller fader Luigi, at den katolske kirke udtrykker sin holdning til centrale emner, men han mener ikke, at kirken skal fungere som en lobby over for politikerne.

Mens præsterne bekymrer sig har paven advaret via biskoppernes avis og via de nationale medier om, at en lov om registrerede partnerskaber er farlig, at den vil underminere den traditionelle familie, og at den ikke må passere.