Vores historie må ikke være pussenusset. Den består af krig og konflikt - og det er godt

Rasmus Glenthøj synes, at fortællinger om danmarkshistorien er for pæne og præget af konsensus. I virkeligheden er vor historie konfliktfuld, og i hans nye bog »Konfliktzonen Danmark« gives der eksempler på opgør og uenigheder om historien. Berlingske har spurgt Rasmus Glenthøj, hvorfor det er så vigtigt at være uenig om vor historie.

Venstrefløjen brugte 1864-nederlaget til at advare mod oprustning og krig, mens højrefløjen brugte det til at opfordre til at styrke landet militært. Lige fra 1864 blev nederlaget brugt til vidt forskellige fortolkninger og kunstneriske udlægninger. Her er det Martin Bigum, der har genanvendt Wilhelm Rosenstands maleri: Episode af Ottendes Brigades Modstød (1894). Rosenstands maleri viste danskernes mod til at forsvare sig og var nationalt sindet, mens Bigums maleri fra 1996 synes at have det omvendte budskab. Maleriet er spejlvendt, så soldaterne løber tilbage, og det er forsynet med en lille trold iklædt Dannebrog, der ikke synes særlig venlig stemt over for nationale følelser. Soldaterne stirrer nu ikke heroisk frem for sig, men har tomme stirrende blikke. Fold sammen
Læs mere

Rasmus Glenthøj er faghistoriker, men viger ikke tilbage for at debattere dansk historie i offentligheden og tage et ordentligt skænderi med filmfolk. Da DR sendte Ole Bornedals tv-serie 1864, var han rygende uenig med Bornedals fremstilling og røg i medierne for at protestere, fordi han som ekspert på 1864-krigen og dens følger syntes, at Bornedals fremstilling var misvisende og problematisk.

Rasmus Glenthøj gik ud i medierne for at debattere Ole Bornedals 1864-serie. Han mente, at den var misvisende og problematisk. Her ses Sidse Babett Knudsen som Johanne Luise Heiberg trampe på Nicolas Bro i skikkelse af D.G. Monrad. Fold sammen
Læs mere

Den gode fortælling om det fredelige Danmark

Han er forsker i dansk nationalisme og er ansat som lektor på Syddansk Universitet. Sammen med historikerne Sissel Bjerrum Fossat og Lone Kølle Martinsen har han redigeret »Konfliktzonen Danmark. Stridende fortællinger om dansk historie«, der udkommer i denne uge. Meningen er at vise, at alle historiske forklaringer og sammenhænge er til debat, og at der i samtiden altid var mange forskellige tolkninger af begivenheder og deres årsager:

»I mange danske historiebøger, TV-serier eller dokumentarer som Matador eller i DRs nyeste Danmarkshistorie så får vi stort set en pæn version, hvor alle står sammen og er enige. Vi får en konsensusfortælling, hvor socialdemokratiske arbejdere og grundtvigianske venstrebønder samt kulturradikale skabte et fredsommeligt og dejligt samfund. Alt skete fredeligt og roligt, og her var ingen revolutioner og voldelige sammenstød«

Og det er ikke rigtigt?

»Det er sjældent fuldstændigt forkert, men som oftest er det en yderst selektiv historie, og det er vor bogs pointe, at der ved hver eneste fortælling også er en anden version. Vi undgår gerne konflikterne herhjemme, men historie er også politik, og det er værdikamp, og næsten enhver central begivenhed i dansk historie er præget af kamp og konflikt.«

Den danske landsoldat smeltede i 1800-tallet sammen med Uffe hin Spage, der var en berømt sagnhelt fra nordisk mytologi, der slog tyskerne tilbage ved Ejderen. Det var tæt på det sted, hvor danskerne i 1848 vandt et slag ved Bov. På den måde blev sagn og nutid til ét.Illustration: Lorenz Frølich: Uffe Spage. Fold sammen
Læs mere

Og er det den pæne konsensus-fortælling, som vi får serveret i de store formidlingsprojekter, som netop DRs Historien om Danmark og Matador er udtryk for?

»Der er selvfølgelig en del konfliktstof, men rammefortællingen er den store forbrødring om den fredelige samtalende nation, hvor alt endte lykkeligt og demokratisk. Dette er imidlertid ikke særegent for DR. Det handler om, at det nationale ideal slet og ret er konsensusorienteret, hvilket medfører, at udlægningen af fortiden ofte bliver harmoniseret og ensrettet hen imod vores nutidige forestillingsverden,« siger Rasmus Glenthøj.

Højre- og venstre-fortolkninger

I bogen »Konfliktzonen Danmark« forsøger historikerne at definere nogle politiske holdninger, som dominerer vor fortidsopfattelse. Der er en centrum-venstre-fortolkning, som venstrefløjen skriver under på, hvor der er skepsis over for religionen, symboler og militæret og fokus på materielle og sociale forhold. Over for denne fortolkning står en borgerlig centrum-højre-holdning, hvor national kultur og historie vægtes højt, hvor religion og kongemagten anses som noget positivt, og hvor krig for fædrelandet og ens værdier forbindes med stolthed.

Maleren Peter Carlsen fabulerede i 2009 om danmarkshistorien. Maleriet er en parafrase over Eugéne Delacroix' maleri om kampen for frihed, lighed og broderskab, og han viste oprindelig den franske frihedshelt Marianne sammen med frihedselskende mænd. Hvor Delacroix' maleri er heroisk, så gør Carlsen grin med de nationale toner, som den borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussen havde slået an. Her er ingen heroisme eller national stolthed, men blot grinagtighed og latterliggørelse. En typisk kommentar fra det kunstneriske miljø, hvor nationale følelser var ilde set. Fold sammen
Læs mere

Holder denne opdeling, Rasmus Glenthøj?

»Der er tale om generaliseringer, men det er ikke helt forkert. Disse grundholdninger genfindes både i fortidens konflikter og i eftertidens politiske brug af historien. Det er årsagen til, at de politiske partier aldrig lærer det samme af historien. De har hver deres fortælling.«

Så hver eneste lille ting i vor historie kan debatteres og fortolkes forskelligt?

»Ja så absolut, idet vi dog ikke er fortalere for relativisme og ikke mener, at grundlæggende fakta er til debat. Der er visse kendsgerninger, som vi skal respektere, såsom at holocaust medførte seks millioner jøders død. Samtidig skal det understreges, at nogle fortællinger kan have bedre belæg og sammenhæng end andre.«

I taler i bogen om en centrum-venstre-tradition, som i perioder har domineret dansk historieskrivning?

»Ja, der var oprindelig en radikal historikertradition, hvor danske historikere var mere eller mindre kulturradikale. Den tradition blev fornyet og radikaliseret efter ungdomsoprøret i 1968, hvor mange yngre historikere blev socialister og fortolkede historien i denne ideologiske ramme. Man lagde vægt på materielle og sociale forhold og årsagsforklaringer. Der er næppe tvivl om, at denne holdning dominerede historieskrivningen i nogle årtier.«

Du er ikke selv nogen fan af den periodes historieskrivning?

»Den havde også sine kvaliteter, men jeg er skeptisk over for udpræget ideologisk tolkning uafhængig af partifarve. Og jeg er kritisk over for en overdreven strukturalisme, hvor årsagsforklaringer blev så tunge og næsten deterministiske, forstået på den måde, at alt syntes forudbestemt, fordi massive sociale, økonomiske og materialistiske forhold bliver anført. Politik, personer og især tilfældighed spiller også en stor rolle. Mennesket har et behov for at finde rationelle forklaringer, og vores retrospektive rationaliseringer får historien til at fremstå som en lang og uundgåelig udvikling, for vi kan dårligt leve med, at årsagen er tilfældigheder.«

Den sene fødsels nåde

Rasmus Glenthøj er født i 1977 og tilhører generationen, der med det tyske efterkrigsudtryk »den sene fødsels nåde« kan henholde sig til, at han ikke oplevede den politicerende tid efter 1968, hvor enhver historiker med respekt for selv og i håbet om en stilling på universitetet svor til den marxistiske lære.

Det var den generation, der skrev den klassiske Gyldendals/Politikens danmarkshistorie i mange bind og senere bidrog til artiklerne i Gyldendals store nationalencyklopædi, hvor man sprang hurtigt over kommunismens rædsler og undskyldte kommunismens danske medløbere, hvorimod fascismens og nazismens ugerninger og medløbere fik en hård moralsk dom. Gyldendal ændrede senere en lang række artikler efter en omfattende kritik, der uspillede sig i Berlingske.

Glenthøj og hans medredaktører af den nye bog er fra en yngre generation, hvor Beatles spiller en større rolle end Mao, og hvor man ikke personligt har oplevet venstrefløjens meningstyranni, som den udspillede sig i et par årtier. De kan se på vor historie uden tidligere tiders politiske briller, selv om Rasmus Glenthøj gerne indrømmer, at man altid har politiske briller på. Men det er ifølge ham netop årsagen til, at det er vigtigt at sætte sig ind i andres synspunkter.

Venstrefløjen brugte 1864-nederlaget til at advare mod oprustning og krig, mens højrefløjen brugte det til at opfordre til at styrke landet militært. Lige fra 1864 blev nederlaget brugt til vidt forskellige fortolkninger og kunstneriske udlægninger. Her er det Martin Bigum, der har genanvendt Wilhelm Rosenstands maleri: Episode af Ottendes Brigades Modstød (1894). Rosenstands maleri viste danskernes mod til at forsvare sig og var nationalt sindet, mens Bigums maleri fra 1996 synes at have det omvendte budskab. Maleriet er spejlvendt, så soldaterne løber tilbage, og det er forsynet med en lille trold iklædt Dannebrog, der ikke synes særlig venlig stemt over for nationale følelser. Soldaterne stirrer nu ikke heroisk frem for sig, men har tomme stirrende blikke. Fold sammen
Læs mere

Hvis du skal sammenfatte det harmoniske udlæg af danmarkshistorien, Rasmus Glenthøj, hvordan vil du så sige det kort?

»Enevælden og dens embedsmænd skabte en stærk og velordnet stat fra oven, mens Grundtvig lagde grunden til en stærk national identitet, der udviklede sig fra neden. Det skabte et stærkt civilsamfund, hvor borgerne i stort antal deltog i den demokratiske proces. Demokratiet blev derefter gennemført ved en fredelig overgang, som middelklassen havde banet vejen for, og hvor arbejdere og kvinder senere blev en del af det nationale fællesskab.«

Er det denne konsensusfortælling, I sætter spørgsmålstegn ved?

»Ja, det er det. Selvfølgelig er der historikere til både venstre og højre, der tidligere har sat spørgsmålstegn ved fortællingen om det fredelige og demokratiske Danmark, men grundfortællingen har bestået. Vi anfægter den harmonifortælling, og bogen er lavet i opposition til den fortælling. For blot at tage et eksempel, kan jeg nævne forholdet mellem demokratiet og grundloven. Det var absolut ikke demokrati i en moderne forstand, vi fik med grundloven i 1849. Det er en misforståelse, som senere historikere og de politiske sejrherrer i forfatningskampen har skabt. I kampen for et mere demokratisk Danmark hævdede dele af Venstre, at demokratiet allerede var blevet indført i 1849, og nu blev undertrykt af Højre, der modsatte sig parlamentarismen. Sagen var, at Grundloven ikke til fulde var demokratisk, men dog havde demokratiske elementer. Selv om de fleste i dag vil tage politisk afstand fra Højres standpunkt, så var det i fuld overensstemmelse med grundloven; om end deres midler var tvivlsomme. Man har så omfortolket historien og gjort Højre til grundlovens fjender og Venstre til dens forkæmpere, fordi den fortælling bedre svarede til nutidens idealer. Hermed er et partsindlæg blevet gjort til en objektiv sandhed.«

Erindringssteder, der binder nationen sammen

I taler om erindringssteder eller ikoniske begivenheder, der binder os sammen i et nationalt fællesskab. De fleste mennesker kender en række begivenheder, som binder os sammen?

»Ja, der er disse fælles referencepunkter, som binder os sammen, men man skal huske, at de alle sammen i deres samtid var voldsomt debatteret, og at der dengang ikke var nogen fælles enighed. Først langt senere bliver de ophøjet til en slags objektiv sandhed, der kan bruges politisk.«

Kan du nævne et eksempel?

»Der ligger det lige for at nævne 1864, der allerede under forfatningskampen blev benyttet af begge fløje til at slå hinanden i hovedet med. Venstrefløjen brugte nederlaget til at sige, at det ikke kunne nytte noget at opruste og gå i krig, og højrefløjen brugte det til det stik modsatte, nemlig at vi måtte opruste og sikre os militært. Den debat fortsatte i hele vor historie under Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Den kolde Krig og nu. Så 1864-nederlaget er en rundfortælling, som tager farve af senere begivenheder, men striden om læren af 1864 er der stadig.«

Film, TV-serier og faghistorien

»Den danske befolknings historiske bevidsthed bliver ikke mere formet af historikeres fagbøger, men i stigende grad af mediernes udsendelser, fiktive fortællinger og nettet. Ikke mindst store udsendelser som Ole Bornedals 1864-serie og DRs Historien om Danmark er med til at skabe den store fortælling om vor historie.

I bogen skriver du, Rasmus Glenthøj, om DR-serien om danmarkshistorien, »at den ikke havde noget gennemgående ideologisk eller moralsk budskab«. Hvordan kan du skrive det, når serien fremhævede Socialdemokratiets indsats for det moderne velfærdssamfund, men ikke nævnte en eneste borgerlig politiker og i afsnittet om besættelsestiden fremhævede kommunistiske frihedskæmpere, men ikke nævnte en eneste borgerlig frihedskæmper?

»Når vi skriver det, er det fordi, at serien set under ét i de tidligere afsnit havde konger og krige med, skildret på en måde, der kan tolkes som en borgerligt farvet historiefortælling. Men jeg medgiver gerne, at de sidste to afsnit var præget af en traditionel centrum-venstre-grundfortælling.«

I bringer til sidst den fhv. marxistiske historiker Uffe Østergaards artikel, hvor han skriver, at faghistorikerne tabte slaget om historien, fordi deres venstreorientererede holdninger og deres foragt for religion og militær led nederlag i debatten om besættelsestiden og Den kolde Krig. Er du enig i hans synspunkt?

»Jeg mener, at enhver overdrevet ideologisk historieskrivning er skadelig for faget og for historikernes anseelse, herunder den nævnte. Objektivitet er en utopi, men historikeren skal efter bedste evne forsøge at sætte sig ud over sig selv og se en sag fra flere sider. Historien er sjældent sort eller hvid, men nuancer af grå.«

Det er  professor Per Bojes vurdering, at Danmark ikke blev rigt, fordi Danmark var et gammelt landbrugsland, men fordi moderne industrivirksomheder formåede at eksportere og skabe driftige virksomheder. Han peger på Carlsberg og filmbyen i Valby. Her er en scene fra Nordisk Film Kompagnis Vampyrdanserinden fra 1921. Fold sammen
Læs mere