Agpaliik-meteoritten

Udateret, Det Geologiske Museum.

Jokum Rohde, dramatiker og forfatter: Hver dag 1986-88 på vej til Zahles Gymnasium passerede jeg meteoren i gården foran Geologisk Museum og sagde til mig selv: »En dag bliver jeg fri.« Hvorfor en strandet meteor skulle minde mig om kommende frihed står mig ikke klart i skrivende stund.

Da jeg fik min søn, begyndte jeg at tage ham med på Geologisk Museum. På det tidspunkt i midtnullerne var det et forladt og misligholdt museum med fugtbøjede papskilte foran støvede mineraler, underbelyst, mystisk og frem for alt, glemt. Som Jonathan og jeg gik fra sal til sal, så jeg i min øjenkrog spor af Skyggemuseet, som jeg har ledt efter hele mit liv.

Jeg har set spor af Skyggemuseet i Pusjkin-museet i Moskva i 1992 og i Semmelweiss-museet i Budapest i 2004. Som fikserede steder i drømme, er Skyggemuseet et sted bag virkeligheden, jeg aldrig skal betræde. Et vinterligt sted for viden, indsigt, visdom og melankoli. Jeg passerer stadig meteoren fra dag til dag og ved nu noget, jeg ikke vidste dengang.

Egtvedpigen

1370 før Kristus, Nationalmuseet.

Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget (DF): På Nationalmuseet i København finder man et meget tidligt vidnesbyrd om bronzealderen i Danmark, nemlig Egtvedpigen, som blev fundet i en mark i nærheden af Egtved. For nylig blev det afsløret ved hjælp af prøver, at pigen måske slet ikke er så dansk, men oprindeligt stammer fra Schwarzwald i Sydtyskland. Det viser jo blot, at verden mere end 1000 år før Kristi fødsel var »global«.

Egtvedpigen blev lagt i graven med tøj og smykker, og selv om man ikke er sikker, tyder meget på, at hun var et brændoffer. Det er godt, at vi har lagt den skik bag os.

Brudevælte-lur

800-700 før Kristus, Nationalmuseet.

Mads Brügger, programchef for Radio 24/7: Jeg har valgt samlingen af lurer på Nationalmuseet, fordi de er unikke danske. Man finder ganske vist nogle få i andre lande i Østersø-området, men langt hovedparten er fra Danmark. De er smukke og fascinerende, og samtidig er de lavet med en avanceret støbeteknologi, hvor man har brugt bronze og voks.

Så vidt jeg ved, kan man stadig spille på en eller flere af de lurer, der er på museet, hvilket i sig selv jo er en svimlende tanke. Jeg ser også med glæde på Rådhuspladsens to lurblæsere på den høje sølje, som folkeviddet jo har sagt om, at de vil blæse, når der går en jomfru over pladsen. De er for øvrigt lavet af den fantastiske danske kunstner Siegfried Wagner.

Grauballemanden

210-410 efter Kristus, Moesgaard Museum.

Mads Brügger: Det er en stor oplevelse at være på det nye Moesgaard Museum, hvor arkitektur og udstilling går op i en højere enhed. Og så er det vildt, at udstille et lig. Der ligger han og er ganske uudgrundelig. Han er stadig et mysterium og en kriminalgåde. Hvem var han, og hvad skete der med ham? Han var en mand i 30erne, men hvorfor havnede han i mosen? Blev han ofret til guderne ved en rituel ceremoni, eller blev han dræbt af andre årsager?

Jeg havde også mine børn med til Grauballe-manden, og det var en stor succes, for der er en naturlig fascination ved at se et menneske, der er dødt, men alligevel et levende mysterium. Og så er Danmark så heldig at have flere af den slags velbevarede mennesker, som pirrer vor historiske sans og lyst til at løse krimigåder. Det var vor egen Indiana-Jones-rigsantikvar, P.V. Glob, der stod for udgravningen, hvilket også er en interessant del af historien.

Vikingeskibene

800-1100 efter Kristus, Vikingemuseet i Roskilde.

Ellie Jokar, musiker, rapper og komiker: Når solen skinner, og duften af sommeren er i luften, er det helt fantastisk at tage en tur til Roskilde og se Vikingemuseet. Duften af træet og historierne hober sig op, når man træder indenfor. Man kan nærmest mærke og forestille sig, hvordan man dengang sad side om side og kæmpede mod havets enorme bølger og storm. Engang var de vikinger, i dag er de en del af den danske kulturarv.

Tanken om, at vikingerne drog ud i den store verden for at skaffe føde, handle og erobre nye lande fascinerer mig. Det er da helt utroligt, hvor mange fund der er fra vikingetiden, og historien bag er imponerende. Tænk, at man engang drog ud på havet i disse kæmpe vikingeskibe og opdagede nye lande og kulturer. Vikingehistorierne kan virkelig få sat fantasien fri, og fantastisk er det, når man kan prøve nogle klæder og lege viking for en dag.

Vikingeborgen Fyrkat

980 efter Kristus.

Mads Brügger: Der er magi i luften, når man står i Hobro ved vikingeborgen Fyrkat. Måske er det, fordi der efter sigende er begravet vikingehekse, de såkaldte vølver, inden for ringmuren. Måske er det, fordi det er så utroligt smukt placeret i landskabet.

Men for mig er Fyrkat den ultimative vikingeborg, hvor man er sat uden for tid og rum, når man er på stedet og bruger sin indre tidsmaskine. Pludselig er man tilbage til 900-tallet. Jeg havde mine børn med og de var skuffede, fordi de troede, at de skulle se noget, der mindede om »Ringenes Herre«, men for voksne er Fyrkat en kæmpe oplevelse.

Christian IVs bibel

1633, Malmøhus.

Pia Kjærsgaard: Når man rejser i Skåne, skal man ikke lede længe efter danske spor, selv om det tragiske tab af Skånelandene ved Roskilde-freden i 1658 på mange måder blev et tabu i Danmark. Et blandt mange steder, som giver mindelser om den danske tid, er fæstningen Malmøhus i byen med samme navn.

Her kan man blandt andet beundre Christian IVs smukke bibel fra 1633. Den er rigt illustreret – og så unik, at den er ved at blive gjort tilgængelig digitalt. Man kan også besøge de mange smukke gamle danske kirker – hvor inskriptioner fra før 1658 naturligvis er på dansk.

Ejderstenen

Ca. 1670, Tøjhusmuseet.

Rasmus Glenthøj, historiker: Alt for ofte bliver nutidens Danmark enten ukritisk overført på fortiden eller brugt som målestok for denne. Hvis man ønsker at forstå det fremmede land, som fortiden er, så kan man lade rejsen gå til de gamle militære magasiner på Slotsholmen, hvor Tøjhuset har til huse. I dets haller finder man Ejdersten fra ca. 1670.

En stor, flot farvelagt sten hvorpå de latinske sentenser »Eidora. Romani Terminus Imperii« er udhugget, hvilket på godt dansk betyder: ”Ejderen. Grænsen for Det Romerske Rige”. Som det fleste nok er klar over, så nåede Romerriget aldrig til Christiansborg. Riget, der henvises til, er Det Hellige Tysk-Romerske Rige.

Stenen, der oprindeligt hang over porten til fæstningsbyen Rendsborg, markerede grænsen mellem det danske len Slesvig og det tyske hertugdømme Holsten, der havde den danske konge som sin hertug. Stenen er med til fortælle historien om fortidens brogede danske statsdannelse. Selv om dagens danskere forstår sig selv som fredelige, så er det land, som de lever i, skabt gennem krige.

Benskib

Ca. 1811, Orlogsmuseet.

Rasmus Glenthøj: Gennem århundreder bandt flåden den danske statsdannelse og gjorde staten til en regional magtfaktor. Det blev der sat en effektiv stopper for i 1807, da Storbritannien udførte et præventivt angreb. Til søs var Danmark nu tvunget til at udkæmpe en guerillakrig med kanonbåde og kapere, der udøvede patriotisk sørøveri.

Den asymmetriske krig resulterede i, at 7.000 danskere og nordmænd røg i »prisonen«, dvs. britisk krigsfangenskab. Her levede de under kummerlige forhold om bord på udrangerede linjeskibe med jernstænger for kanonportene i håbet om at blive udvekslet. Nogle fordrev ventetiden med at lave skibsmodeller af suppeben.

Et af de flotteste »prisonsskibe« findes på Orlogsmuseet. Det blev lavet af danske og norske sømænd, der i 1811 skænkede det til præsten Ulrik Frederik Rosing som tak for hans frivillige arbejde til deres fordel gennem indsamlinger. Skibet fortæller hermed historien om »flådens ran«, Napoleonskrigenes nederlag, de menige matroser kummerlige forhold i krigsfangenskab og en de omfattende indsamlinger.

Fregatten Jylland

1860.

Pia Kjærsgaard: Historiens vingesus. Bølgeskvulp og blæst. Slaget ved Helgoland. Det hele står lyslevende for mig, når jeg står foran Fregatten Jylland, eller kommer om bord og ser den utroligt velholdte fregat, som sammen med Niels Juel og Sjælland udgjorde rygraden i den flåde, som preusserne havde stor respekt for – også selv om Danmark tabte i 1864.

Bevarelsen af den gamle fregat er ikke bare en »død ting«, men er med til at gøre danmarkshistorien levende for nutiden og kommende generationer. Derfor har jeg stor respekt for de gode kræfter, som hver dag kæmper for at bevare fregatten.

»Den sidste Mohikaner«

1880, Priors Dukketeatermuseum.

Jokum Rohde: Da jeg var barn og boede i Toldbodgade nede ved den afspærrede havn, abonnerede vi på kulisseruller fra Priors Dukketeater. Et par gange om året afleverede posten et helt skuespil, vi kunne opføre på vores model af Det Kongelige Teater. Dog skulle man klæbe kulisser og figurer op på pap og skære det hele ud med skalpel, hvilket vi sjældent fik gjort. Ikke-opførte skuespil hobede sig op. Aldrig godt.

En lise var det derfor at besøge Priors Dukketeatermuseum i Købmagergade og her bevidne, hvordan det skulle gøres: Rebloft, kulisser bag kulisser, todimensionelle figurer på jernpinde, lamperne foran og over scenen, de forskellige farvefiltre der kunne sættes foran de små lyspærer, alt efter om dramaet foregik på den danske hede, på Månen eller i den vilde grønne natur, som for eksempel »Den sidste Mohikaner«.

Jeg kunne kigge i timevis ind i denne kunstige grønne verden. Priors Dukketeatermuseum er grundsøjlen i de forestillinger, jeg har lavet i Ulvedalene siden 2003.

August Jerndoff: »Olaf Rye«

1895, Frederiksborg Slot.

Rasmus Glenthøj: Det nationalhistoriske museum, som har til huse her, blev først oprettet, da slottet blev genopbygget efter dets brand i 1859. Genrejsningen var et nationalt projekt, der blev farvet af nederlaget i 1864. Ildsjælden bag var brygger Jacobsen, hvis ølpenge her blev brugt til at skabe Højres historiefortælling. Her skulle de mange historiemalerier, der blev bestilt, udgøre en billedbog for nationen.

Mest sigende for Jacobsens projekt er måske malerierne, der gengiver de slesvigske krige, hvis mål det var at indgyde beskueren fædrelandskærlighed. Det billede, som gør det største indtryk på mig, er August Jerndoffs enorme maleri af Olaf Rye, den norskfødte general, der anførte udfaldet fra Fredericia i 1849. Billedet viser Rye, kort før han falder. Slaget er reelt slut og sejren vundet.

Rye står fattet og venter blot på døden. Hermed inkarnerer han den stålsatte forsvarsvilje, som for Højre udgjorde en iboende del af danskheden. Maleriet viser således ikke blot et ideal. Det var en brik i den forbitrede kamp, der foregik mellem Højre og Venstre i de tre sidste årtier af 1800-tallet. En kamp, der ikke blot handlede om forfatningen, men også om hvordan kultur og national identitet skulle forstås i Danmark.

Fotografi af dreng med kopper

1890erne, Medicinsk Museion

Jokum Rohde: Min mor tog mig med på Medicinsk-Historisk Museum (nu Medicins Museion, red.) engang, da jeg var otte-ni år. Det lå i Bredgade, hvilket det stadig gør. Efter et kvarters stigende ubehag ved synet af kirurgiske instrumenter, voksmodeller af syge indvolde deslige nåede vi ind i epidemiværelset.

Et sort/hvidt fotografi af en dreng på min egen alder stærkt angrebet af kopper fik det til at sortne for mine øjne, hvorefter jeg heldigvis besvimede. Øjeblikket før black-out indeholdt en koncentration af lugte, synsindtryk og akkumuleret kropslig angst, en sensuel rædsel kombineret med en fornemmelse af vægtløshed. Jeg har sidenhen vedligeholdt denne overbelastning, som en konkret kvalitet, på museer, i gader og herhjemme, altid alene.

Hvis gyserfilmene på 1970ernes Betamax nedbrød min adskillelse mellem drøm og virkelighed, satte Medicinsk-Historisk Museum en barre for den æstetiske oplevelses voldsomhed. Uden den er kunst ligegyldig.

Pantonstolen

1960, Dansk Designmuseum.

Ellie Jokar: Jeg har en stor kærlighed for denne Pstol. som man kan finde på Dansk Designmuseum. Jeg synes simpelthen, den er så smuk og elegant. Den er S-formet og lavet af plast i 1960erne af den danske designer Verner Panton. Dette var verdens første stol lavet af plast, og den har siden haft en enorm betydning for dansk design og dets udvikling.

Stadig den dag i dag er Panton-stolen en fryd for øjet i de danske hjem og har kunnet holde sit solide design og stærke navn fra 60erne. Pantonstolen er simpelthen bare sexet, smuk og forud for sin tid. En stol uden ben men med masser af personligt udtryk.

Fjernsynet

1960erne, Nationalmuseet.

Ellie Jokar: Jeg har valgt fjernsynet på Nationalmuseet. Jeg synes, det er imponerende at se, hvor hurtigt udviklingen har været over de sidste 80 år. Jeg kan huske, da jeg var barn og min mor fortalte mig om, hvilken oplevelse det var, første gang hun så et fjernsyn tilbage i 1960erne. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan de mennesker kunne være inde bag en skærm og hvilken betydning fjernsynet fik i hjemmet.

Det var et samlingspunkt for familien dengang. Alle satte sig omkring »kassen« og så de enkelte udsendelser, der gik over skærmen dengang. Jeg kan stadig til tider blive helt fascineret over fjernsynet og dets betydning.