Vores brug af hat er blevet en skygge af sig selv

Borsalino er på vej mod konkurs. Den italienske hattemager har døjet med dyb gæld og en svindelsigtet medejer. Men den klassiske hat har en fremtid, mener to kendte danskere – for den vil altid sende et stilfuldt signal.

Recording artist Pharrell Williams attends the 8th Annual Governors Awards hosted by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences on November 12, 2016, at the Hollywood & Highland Center in Hollywood, California. The Academy's Board of Governors is presenting Honorary Oscar Awards to actor Jackie Chan, film editor Anne Coates, casting director Lynn Stalmaster and documentary filmaker Frederick Wiseman. Valerie Macon / AFP Fold sammen
Læs mere

En epoke kan meget vel være forbi. I hvert fald en epoke inden for modens verden. Men også en æra inden for film, teater og litteratur – og måske ligefrem den gode smag.

For selveste Borsalino er udfordret på finanserne og blev erklæret konkurs midt i december.

Virksomhedens hatte med en pris på omkring 3.000 kroner i gennemsnit kendes overalt for deres klassiske snit med stor skygge, relativt lille puld og det vigtige bånd med sløjfe. Hattene har været ikonisk beklædning gennem generationer og fast beliggende på toppen af alt fra filmenes helte og skurke til bøgernes fine damer.

Fabrikken har en lang historie: Systuen åbner 1857 i norditalienske Alessandria med Giuseppe Borsalino og broderen Lazzaro som bagmænd. Giuseppe har ramt et umætteligt marked og spionerer flittigt hos konkurrenterne med en tur til bowlerhattens London i 1897 som højdepunkt.

 

Da han dør i år 1900, tager sønnen Teresio over. Faderens lille systue bliver en egentlig fabrik i Teresios hænder: Produktionen vokser gigantisk nok fra 5.500 hatte i 1909 til omkring to millioner i 1920erne.

En god forklaring på virksomhedens vækst handler om en blanding af godt design og effektiv annoncering. Borsalinos varemærke vinder for eksempel en pris på Verdensudstillingen i Paris anno 1900 og gør modeller som Fedora og Marengo klodekendte. Virksomheden går også i tæt samarbejde med illustratoren Marcello Dudovich i 1911 og præsenterer sig fra nu af på tusindvis af reklamesøjler og i tidens kulørte magasiner.

Det afgørende bliver alligevel filmindustriens fremmarch. Når vi i dag tænker på »Casablanca« fra 1942, tænker vi i høj grad på filmens sidste scene: Humphrey Bogart og Ingrid Bergman står helt tæt sammen og siger ret så romantiske ting – begge med en Borsalino på hovedet. Også stjerner som salig Marcello Mastroianni og den stadig levende Jean-Paul Belmondo bar meget ofte hat i deres storhedstid på lærredet.

Beklædningen indgår endnu i dag i talløse vendinger: Vi er stadig på hat med nogen. Man kan stadig få én på hattepulden. Og jeg kan stadig sætte min hat, som jeg vil – sådan som Daimi sang i filmmusicalen »Jeg er sgu min egen« fra 1967.

Men hatten som sådan er så småt gået ind i natten. Borsalino kommer i indtil flere kriser efter 1950erne og oparbejder en del gæld. For man vil ikke gå på kompromis med kvaliteten og må derfor have mange mennesker ansat: Selv de helt ordinære modeller tager et halvt hundrede arbejdsgange og omkring syv uger i produktionen. Og amerikanske fabrikanter som Bailey og New Era ser mulighederne i de brølende 1920ere og giver italienerne kamp til sløjfen.

Nyheden om Borsalinos betalingsstandsning blev sendt ud af italienske fagforeninger en uges tid før juleaften og gjorde ifølge landets medier mange medarbejdere »vrede og bange«.

Virksomheden slæber rundt med en gæld på omkring 180 millioner kroner og måtte i april 2015 se medejeren Marco Marenco blive efterlyst for skattesvindel og andet skidt.

De omkring 130 medarbejdere sidder omvendt inde med knowhow og masser af tid til overs og kan ifølge en dom fra byretten i Alessandria fortsætte tilvirkningen af nye hatte, i øjeblikket omkring 150.000 om året.

Morten Messerschmidt kalder udviklingen trist. Den danske politiker er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og selv en stor hatteelsker.

»Borsalino er jo den mest ikoniske af alle hatte,« siger han. »Jeg ser virksomhedens fallit som et udtryk for det europæiske dannelsestab. Folk tænker ikke så meget over deres fremtræden og virker stadig mere ligeglade.«

Parlamentarikeren har gået med hat i omkring ti år. Han lagde faktisk selv ud med en Borsalino og ejer den endnu. Den efterhånden slidte luksushat blev indkøbt i New York og havde et helt bestemt formål: Morten Messerschmidt skulle opholde sig i FNs hovedkvarter på Manhattan og følte sig noget ung og ukendt – hvilket en klassisk hat var den helt rigtige løsning på.

Men man ser da stadig unge mænd med noget på hovedet?

»Jo, jo. De kan bare ikke gøre det ordentligt. Og deres huer eller kasketter er meget ofte et reklameprodukt.«

Lige modsat en Borsalino?

»Ja. Man skryder ikke med sådan en hat på. En klassisk hat handler alene om det æstetiske udtryk.«

Den unge Morten Messerschmidts erfaring med god mode ligger i tråd med mange modeskribenters. Hvis politikeren havde været en fløs uden chance for adgang til FNs hellige haller, ville hatten sende helt andre signaler.

Eller som mandebladet Esquire skrev for et par år siden: En Fedora kan sagtens være det helt rigtige – dit »cool« skal bare være etableret i forvejen.

Så selv om vores brug af den klassiske hat efterhånden kun er en »skygge« af sig selv, findes den stadig i gadebilledet. Ingolf Gabold er tidligere dramachef i DR og yderst flittig bruger af Borsalino med mere. Da hans biografi udkom for nylig, ville han have et billede af sig selv med hat. På forsiden. Også fordi den kan have en funktion.

»Jeg er jo noget skaldet efterhånden,« siger han. »Så hvis jeg ikke bærer hat om vinteren, bliver jeg slet og ret syg. Og hvis jeg ikke bærer hat om sommeren, bliver jeg forbrændt«.

Men hvorfor skal den være klassisk?

»Fordi jeg ikke gider amerikanernes lort. Jeg gider ikke bløde kasketter med rem på den forkerte side. Den klassiske hat har et afbalanceret forhold mellem skygge og puld. Når man bærer sådan én, klæder man sig ordentligt – og man får lov til at være mand på en lidt gammeldags måde.«