Voldsomt vingesus

Den amerikanske pianist Cecil Taylor gæstede i 1962 Café Montmartre i København. Optagelserne af hans kompakte avantgardejazz kan fortsat være en oplevelse.

Pianisten Cecil Taylor i Café Montmartre i København i 1962. Foto: Svend Aage Mortensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jazzhus Montmartre i Store Regnegade og stedets betydning for København som Europas jazzhovedstad er ofte blevet tillagt de amerikanske tenorsaxofonister Ben Webster og Dexter Gordon. Begge søgte til Danmark, fordi den stil, i hvilken de havde deres rødder, altså henholdsvis swing og bebop, ikke længere havde den store ­bevågenhed i jazzens hjemland.

Men faktisk havde kunstnere, som fandt helt nye stier i jazzens jungle, mindst lige så ringe vilkår. I hvert fald havde pianisten Cecil Taylor ikke meget at bestille i USA, da hans trio i november 1962 fik et tre ugers engagement i det københavnske jazzhus, der dengang hed Café Montmartre.

I jazzhistorisk perspektiv var det noget af en sensation, idet den i dag 87-årige Cecil Taylor har status som en af avantgardejazz­ens største skikkelser. I København var han sammen med altsaxofonisten Jimmy Lyons og trommeslageren Sunny Murray, og fra tid til anden dukkede den senere så legendariske tenorsaxofonist Albert Ayler op for sammen med trioen at skabe skræk og rædsel blandt stedets ansatte.

Men bevågenhed var der. De fire musikere blev indfanget af TV: Dette unikke møde blev dog – efter herskende standardprocedure i Danmarks Radio – slettet umiddelbart efter at være vist. Ak!

Til gengæld blev Taylor-trioens musik i Café Montmartre optaget og udsendt på to LPer, henholdsvis af det danske Debut Records og det hollandske Fontana. ­Originalerne er i høj kurs, men heldigvis kan man nu få al musikken på en dobbelt-CD, så man med historiens vingesus kan høre, hvad det var, der var så nyt og så skræmmende i 1962.

Og, ja, musikken virker faktisk lige så vild og voldsom, som da den blev undfanget og indfanget. Med undtagelse af standardmelodien »What’s New« er diverse temaer komponeret af Cecil Taylor, men uanset udgangspunkt, så bevæger musikken sig hurtigt ud i helt frie, hidsige og atonale improvisationer. Cecil Taylor tæsker tangenterne med ekstremt hurtige tonerækker og komplekse akkorder, og Sunny Murray spiller dymamisk og frirytmisk, mens Jimmy Lyons leverer strømme af bebop-fraser à la Charlie Parker. På mange måder spiller de tre musikere i hver sin retning, og så er der alligevel en utrolig energi og identitet i dette kompakte tonebombardement. Som lytter må man bare overgive sig og lade sig mørbanke.

Som bonus er der medtaget nogle optagelser fra jazzklubben Gyllene Cirkeln i Stockholm i samme periode: Her bliver ­trioen sekunderet af den svenske bassist Kurt Lindstrøm, som giver musikken en kende mere bund og puls, dog uden at den bliver mere indsmigrende af den grund.

Hvem: Cecil Taylor.

Hvad: »Complete Live at The Café Montmartre«. Solar Records/Jazzcup.