Voldsom vellyd

Musik: VOLBEAT: »GUITAR GANGSTERS & CADILLAC BLOOD« Michael Poulsens stemme er i den grad til stede på Volbeats stramt eksekverede treer.

Skanderborg Festival 2007. Forsanger Michael Poulsen og bassist Anders Kjølholm den af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kræver held og dygtighed at bryde ind i mainstreamen, hvor salgskurverne knejser, aviserne beder om interviews, og radiostationerne gladelig sætter sangene i rotation.

Er man et metalband, er det hele endda endnu sværere. Men Volbeat gjorde ikke desto mindre drøm til virkelighed sidste år, hvor de udsendte »Rock The Rebel/Metal The Devil«, der ikke bare fusionerede rock og metal på suveræn og salgbar vis, men også forstod at indynde sig hos P3s magtfulde playliste-udvalg med den storladne »Garden’s Tale«, hvor Johan Olsen fra Magtens Korridorer gav sit vokale besyv med.

Og på Volbeats tredje udspil er det ligeså åbenlyst, hvad det er, der skal tale til radiokanaler og pladekøbere. »Maybellene i hofteholder« og »Mary Ann’s Place«, hvor Michael Poulsen duetterer med Pernille Rosendahl, er nemlig varmesøgende hit-missiler, som utvivlsomt vil ramme dybt og bredt.

Blodhidsende metal
Det er i det hele taget beundringsværdigt, hvordan Volbeat på »Guitar Gangsters & Cadillac Blood« formår at styre deres fusion af kraftfuld rock, blodhidsende metal og gyldne country-strejf med et indforstået, superstramt samspil og via det gennemgående sangforedrag om en mand, der findes blødende i en gennemhullet Cadillac langt ude i ørkenen.

At Volbeat forstår at eksekvere deres musikalske ideer og tekstlige koncepter med prægnans og power er hævet over enhver tvivl, men »Guitar Gangsters & Cadillac Blood« er alligevel ikke nogen helt uproblematisk størrelse. For nok sidder der en glimrende stemme i sanger og sangskriver Michael Poulsen, men hvor ville det dog være befriende, hvis han indimellem tav og gav plads.

Det er nemlig en kende anstrengende med en så massiv vokal tilstedeværelse, og når man samtidig er i besiddelse af en glimrende rytmesektion og har en fuldkommen fremragende guitarist i Thomas Bredahl, er der ganske enkelt ingen grund til at fylde så meget.

Når det er sagt, så er der altså rigeligt at komme efter på albummet, hvor to forbilleder hyldes. Først i »Wild Rover Of Hell«, hvor guitar-riffs og dobbelte stortrommer hilser heftigt på Metallica og umiddelbart efter i den muskuløse omfavnelse af Hank Williams og hans gamle country-klassiker »I’m So Lonesone I Could Cry«.

Strømførende er begge numre, og det samme gælder resten af »Guitar Gangsters & Cadillac Blood«, der måske ikke vælter verden, men snart vil få ruderne til at klirre i landets opgange og stuer.