Voldsferie i Det Vilde Vesten

»Westworld« er HBO's nye kæmpesatning. Men er den voldelige robotserie skarp nok til at blive den næste store seermagnet? Thomas Conradsen har set de første fire afsnit.

»Westworld« på HBO Nordic. Første afsnit havde premiere mandag. Vurderingen er givet på baggrund af de første fire afsnit.

Særligt syv VHS-bånd vekslede jeg mellem, når jeg som knægt havde den årlige femdøgns-influenza. Pudsigt nok havde tre af dem morderiske robotter som omdrejningspunkt. »Blade Runner« (1982), »Terminator 2: Judgment Day« (1991) og ikke mindst »Westworld« (1973). Sidstnævnte havde Yul Brynner på rollelisten som den onde cowboyrobot i en forlystelsespark med westerntema. Robotterne skulle underholde menneskegæsterne men var ikke i stand til at skade dem. Brynner kortsluttede og ændrede spillereglerne totalt. Filmen var instrueret og (vel)skrevet af forfatter Michael Chrichton, der senere stod bag blandt andet »Jurassic Park«.

Jeg var tiltrukket af tanken om den ultimative kunstige intelligens. Af hvordan vores teknologiske fremskridt paradoksalt kan føre til vores arts udslettelse. Min kærlighed til genren er kun vokset siden de tidlige 1990ere, og derfor var jeg mildt sagt spændt over at se de første fire afsnit af HBOs seriematisering af netop »Westworld«. Lykkeligvis er en stor del af filmens magi intakt. At følge mennesker og androider i den smukt realiserede western-forlystelsespark er en visuel fryd. I de fleste scener står det tydeligt frem, at HBO økonomisk og kunstnerisk satser stort på denne serie.

Et andet plus er, at temaerne er vendt på hovedet i forhold til den forholdsvis simple spillefilm fra 1973. I stedet for en kortsluttet robot er det nu parkens menneskelige gæster og bagmænd, der er de virkelige bad guys. Gæsterne kommer for at gennemspille små scenarier, hvor de pløkker hul i de naturtro robotter eller dyrker sex med dem på det lokale bordel. Enkelte gæster udnytter muligheden i »ferieparadiset« til at voldtage og mutilere androiderne. Ikke mindst Ed Harris, der er seriens »man in black«. Han er en fornøjelse at følge. På robotsiden er særligt den 29-årige skuespillerinde Evan Rachel Wood stærk i rollen som parkens ældste robot, Dolores, der efter den seneste software-opdatering er begyndt at tænke mere selvstændigt. Plotlinjerne omkring robotterne er generelt mere rørende og originale end menneskenes ditto. At følge robotternes tiltagende selvstændighed leder tankerne hen på den fremragende film »Ex Machina«. Og det er en stor ros.

Der er dog også problemer i de indledende afsnit af »Westworld«. Pilot­afsnittet er unødvendig forvirrende bygget op. Som seer skal man sidde og gætte på, hvem der robot, og hvem der er menneske. Problemet er, at oplevelsen bliver mere mystisk end storladen, og det vil formentlig fremmedgøre en del seere.

Et andet problem er, at handlingen gennem de første fire afsnit af og til snegler sig af sted, og at en spilletid på en lille time per episode er for lang. Det er klart, at HBO gerne vil have en arvtager til »Game of Thrones«, men der er simpelthen ikke plot nok i serien til at retfærdiggøre afsnit over 45 minutter.

Det sidste og største problem er, at det meste af magien i selve »Westworld«-parken fordufter så snart, robotterne ikke er i billedet. I kontrolrummet følger vi en flok overvejende usympatiske mennesker bag facaden. Anthony Hopkins gør det okay som robotternes skaber, mens Sidse Babett Knudsens direktørrolle mangler substans. Lad os håbe, at menneskenes roller forbedrer sig i anden halvdel af sæsonen.