Vøttrup III

Restaurant: Brasserie Vøttrup Tivoli- og Opera-restauratørens brugsbrasserie i Hellerup giver udmærket valuta for pengene.

Hvor det for ca. 10 år siden, hvor rucolabølgen var på sit højeste, nærmest var politisk ukorrekt at servere en bøf bearnaise, er dette i dag en af byens mest spiste retter.

Brasserier og bistro’er af klassisk fransk tilsnit er tydeligvis tidens mest populære spiseform, når det gælder det afslappede mellemniveau.

Senest har den nærmest legendariske Kurt Vøttrup, som sammen sønnen Kristian i forvejen driver Divan 2 i Tivoli og restauranten i Operaen, meldt sig på banen i denne disciplin med et brasserie på Hellerup Park Hotel bag ved Erwin Lauterbachs mere ambitiøse restaurant Saison.

Den aften vi var forbi, tog Vøttrup senior selv imod i døren til lokalet, hvor man ifølge traditionen sidder ret tæt, delvist på polstrede røde bænke.

Akustikken i lokalet er ikke den bedste, bemærkede vi hurtigt, måske på grund af klinkegulvet. Tjeneren forsikrede os om, at man er i færd med at skaffe lyddæmpende plader.

Vi startede med hver et par østers, mest for sjov og for at give Pol Roger-champagnen (95 kroner) i vores glas lidt selskab. Kortet havde fejlagtigt lovet Limfjordsøsters – hvilket er den flade, cirkelrunde, ofte særdeles kød- og smagfulde type, som i Frankrig går under navnet Belon. Dette var imidlertid den aflange model, formentlig typen Giga, som ofte hentes fra Frankrig, og de var ikke specielt store. Lidt af en streg i regningen, men bløddyrene kunne da bestemt spises, og så var de fint garneret med skalottevinaigre på siden, hvilket er den facon jeg foretrækker – og lidt toast.



Så fik vi grüner veltliner – Rotes Tor fra det østrigske topdistrikt Wachau’s ukronede konge Franz Hirtzberger (375 kroner) – jeg var glad. Også for mit forret, der var tale om gode blade af hjertesalat med bid og bitterhed, vendt i en hvid, lidt caesaragtig dressing sammen med tomat. Ovenpå lå en skive varm friteret feta og to flotte skiver kold tun som lige var svitset på ydersiden og stadig rå indeni, som den skal være det. En enkel, men herlig krydsning af caesar-, nicoise-, chevre chaud- og græsk bondesalat, som faktisk holdt hele vejen – også til Hirtzbergers røde tårn.

Min medspiser var mindst lige så begejstret. Han fik en fin risotto, rørt med gedeost, som dog kun subtilt spillede ind i smagsbilledet. Risene var fint al dente ris, og fyldet bestod af udmærkede svampe, de sorte, smagfulde tragtkantareller samt almindelige kantareller, og måske var der også lidt østershat – jeg er ikke helt sikker, for min gæst var ikke meget for at lade mig smage.



I glasset skiftede vi så til Pinot Noir fra Tyskland, nærmere bestemt en 05 Laufer Gut Alsenhof fra Jacob Duijn i Baden, som bestemt er en af landets bedste rødvinsproducenter. Dog må jeg sige, at jeg har smagt ham i bedre form – vinen var lidt tynd til prisen på 450 kroner - Vøttrup er ikke bange for at bruge gange-tasten på sin lommeregner, når det kommer til vinen.

Jeg fik bøf bearnaise af oksefilet, udmærket kød, som ønsket stegt rare. Saucen var også, som den skulle være, glat og cremet med fin estragonsmag - hjemmerørt, er jeg helt sikkert på. Så var der store tykke stave af håndskårne fritter og lidt salat bestående af romaine blade og tomat – helt udmærket .

Min gæst derimod, sad og peb lidt, fordi hans kalveskank (dagens ret) ikke var ordentligt varm – noget man har set før, fordi sådan en braiseringsret typisk er tilberedt tidligere på dagen og således står kold i køkkenet, indtil den varmes op ved bestillingen. Tjeneren opfangede ret hurtigt min gæsts manglende tilfredshed og tilbød straks at bytte retten med en ny og mere varm servering. Jeg fik, på korrekt vis, også tilbudet om en ny servering, så vi kunne spise varm mad sammen – som jeg dog afslog, fordi jeg var så godt i gang.

Da kalveskanken med efternavnet Esterhazy kom tilbage til bordet, var den blevet en del varmere, uden dog at være helt så skoldhed som min kræsne gæst ønskede. Jeg derimod, synes det var helt fint, ikke mindst fordi kalvekødet var super mørt, blødt og saftigt og smagte rigtig godt, om end saucen var ganske mild – ikke nogen fyrig ungarer, ham Etserhazy. Der skulle også et par vrid til med salt og peber-bøsserne, hvilket i øvrigt også gjaldt min ret – Vøttrups drenge i køkkenet må gerne give den lidt mere gas. Ikke desto mindre en sjældent god ret til prisen 149 kroner, som jo er hvad man normalt betaler for en intetsigende hovedret på en café.



Denne aften var jeg mere i humør til ost end dessert. Huset havde fire forskellige at byde på, den spanske vinbladsindvøbte valdeon, fast fåremanchego fra samme land og fra Frankrig henholdsvis cantal og brebis. Selv om serveringen vist normalt består af tre styks for 95 kroner, fik jeg lokket tjeneren til at lade mig smage en af hver – udmærkede sager.

Min gæst fik friske portvinsglaserede figner med varmt smør – jeg gætter på, at der var tale om det fedtstof, som de lune figner var stegt i. Den nøddede smag af brunet smør passede dog perfekt til både fignerne og den ledsagende vaniljeis. Enkelt og absolut i orden.

Kaffen var på husets regning, grundet den kolde kalveskank. Vi fik også lov til frit at vælge en avec til og så ingen grund til at holde os tilbage. Jeg tog et glas af Romanée Conti’s potente marc, mens min gæst nuppede et glas Remy Martin XO.

Vi befinder os et sted mellem tre og fire stjerner, men da pris/kvalitetsforholdet generelt taler til Vøttrups fordel, og huset også formåede at rette op kalveserveringen, som var aftenens eneste betydelige fejl, lander vi på fire.