Vivienne Westwood: Provokationen havde sin pris

Punkens mor, Vivienne Westwood, fortæller i en kommende selvbiografi, at det ikke altid var let både at vende samfundet på hovedet for altid og skabe en familietilværelse. En voldelig og humørsyg Malcolm McLaren gjorde det ikke lettere.

Malcolm McLaren og Vivienne Westwood var blandt frontløberne i punk-bevægelsen og havde et stormfuldt forhold. Her er de fotograferet i 1976. Foto: The Red List Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Punkens mor var selv en mor. Nogle gange var familien en større udfordring end at have mærkeligt hår og gå i hullet tøj. Det fortæller Vivienne Westwood i uddrag fra hendes kommende selvbiografi, som Sunday Times har fået lov at kigge i.

Westwood fortæller, at hun levede med Sex Pistols-manageren Malcolm McLaren i Clapham syd for Themsen sammen med deres fælles søn, Joe, og Ben fra Westwoods tidligere ægteskab.

Lejligheden i Thurleigh Court er ifølge avisen fortsat Westwoods og udlånt til en ven. Der er malerier i vinduet. Blokken ser ikke ud af meget og virker lidt forfalden mellem pæne, velholdte opgange og renoverede rækkehuse. Bygningen må også dengang have skilt sig ud fra de traditionelle engelske huse, men som Sunday Times konstaterer, var det flødefarvede art deco-byggeri intet mod det fuldstændige brud med samfundet, som blev udtænkt indenfor bag det brede vindue på førstesalen:

»Det er, hvor punken blev skabt – helt bogstaveligt på én Singer symaskine«.

Westwood syede og designede i skotskternet, gummi og læder, mens McLaren skabte sin installationskunst i form af et band, der bevidst spillede falsk - Sex Pistols - og skreg punkens inderste sjæl ud med: »God save the queen/She ain’t no human being/there is no future/In England’s dreaming«.

Altsammen, mens de var en familie, hvor to drenge voksede op. Westwood, der i dag er 73 år, siger, at hun havde for travlt med at suge til sig og føre an i en helt ny livsstil til at koncentrere sig om familieliv, og at hun nu »som mor og bedstemor fortryder det. Jeg havde den forkerte balance. Men jeg gjorde det så godt, jeg kunne, som jeg så det på den tid«.

»Jeg negligerede mine børn, fordi jeg var nødt til at gøre nogle ting, som betød, at jeg ikke kunne være der for dem,« siger Westwood: »Jeg var ikke en god mor.«

Sønnerne erklærer sig helt uenige og siger, at de »ikke bare elskede hende, men også kunne lide hende«.

Ben husker, hvordan han så sin mor på lang afstand med hendes afblegede, strittende hår: »Jeg tænkte. Wow, min mor er fantastisk. Hun ser anderledes ud end alle andre på det her forbandede sted«.

McLarens ondskab

Anderledes anstrengt var både Westwoods og drengenes forhold til McLaren, der beskrives som humørsyg og selvhævdende. Westwood fortæller, at hun ikke følte noget særligt for den 20-årige kunststuderende, da hun mødte ham i midten af 1960erne, som ung enlig mor med en lærerstilling.

»Men jeg kunne godt lide ham. Han havde den der skøre energi. Han var meget karismatisk, særdeles godt selskab, fuld af liv. Og en rigtig god kunstner – Han kunne virkelig tegne.«

Hvem der forførte hvem, står hen i det uvisse. Westwood siger, at McLaren var syg og endte i hendes seng, men han har givet en anden version af historien. Westwood blev gravid og ville egentlig have haft en abort, fordi hun fortsat ikke »rigtig ønskede« at være sammen med McLaren, men hun fortrød på vejen:

»Jeg købte i stedet en cashmeresweater og et matchende stykke stof, og jeg lavede en nederdel. Jeg beholdt Joe, og jeg lavede det smukke tweed-sæt«.

Derefter flyttede de sammen, og det gik godt et stykke tid, men sideløbende med den voksende berømmelse for parret inden for musik og mode fortæller Westwood, at hun var offer for McLarens ondskab »professionelt, personligt, på enhver måde«.

»Han prøvede altid at såre mig. Det var lettere bare at give efter. At begynde at græde, så han stoppede. Jeg har aldrig haft virkelige tårer efter det. Jeg har ikke grædt ordentlig siden,« citeres Westwood for i Sunday Times.

Når den i dag anerkendte og berømte modeskaber beskriver tiden dengang, glider punken og McLaren næste sammen: »Malcom måtte lave ballade. Han prøvede at give det indtryk, at han hadede dig,« siger hun.

Alligevel var der tilstrækkelig med gode stunder og fascination til, at de to holdt sammen og skabte deres butik sammen i Kings Road i Chelsea, der fik ikonstatus under navnet SEX med en indretning, som blandede musik og mode med kitschet sexlegetøj og provokerende tegninger - som de flyvende peniser. I dag er det ikke noget, der vil få folk til at gispe ved en mainstreampopkoncert eller stoppe trafikken, som Westwood gjorde i sine egne, snævre, udfordrende kreationer. Men det er herfra, at verden aldrig er blevet den samme igen.

Punk og sært tøj

McLaren kom og gik. I 1979 forlod han for sidste gang parrets hjem. Ben siger, at han undervejs var »ret bange« for ham og hans temperament, der også resulterede i nogle lussinger. Når Westwood siger, at hun fortryder i dag, erkender hun, at det var vigtigere for hende at skabe, at hendes punkdesign var en »slags korstog« mod det etablerede, og at de måtte vise, at »de mente det alvorligt«.

Undervejs blev drengene sendt til en lang række kostskoler af deres travlt optagede forældre. Joe fortæller, at det var den ene katastrofe efter den anden, hvor han ikke trivedes eller måtte forlade privatskolerne, fordi der ikke blev betalt. Han fortæller, at det blev »en rutine«, hvor han ikke havde indtryk af, at »Mum og Malcolm« nogensinde havde »intentioner om at betale skolepengene«.

Punken og deres sære tøj gjorde det ikke lettere at være den nye i klassen. Joe siger, at han til sidst tog sagen i egne hænder.

»Jeg kan huske, hvordan jeg gik ind i Marks & Spencer og købte nogle aldeles almindelige ting, der ville have forfærdet min mor.«

Siden har sønnerne valgt mildere udgaver af deres forældres outrerede levevis, selv om de også stikker ud fra mængden. Joe har blandt andet været medskaber af et succesrigt undertøjs-brand, Agent Provocateur, som godt kunne være inspireret af morens klædekskab. Ben gør sig bemærket med erotiske fotos og modedesign i den mere vovede og spektakulære ende af skalaen. McLaren fortsatte med kunst, musik og provokationer til sin død af sygdom i 2010.

Westwood har fortsat designerkarrieren med en lang række modebutikker, der promoverer hendes tøj, og hun gør sig bemærket som indædt aktivist til fordel for sager, som hun tror på. Selv om hun er blevet udstyret med hele to titler af den britiske dronning, kan hun fortsat provokere. I forbindelse med den skotske uafhængighedsafstemning lod hun sine modeller gå catwalk med »yes-symboler« for et selvstændigt Skotland ved London Fashion Week.

»Jeg hader England,« sagde hun ifølge The Independent.

»Jeg kan godt lide Skotland, fordi jeg synes, at de på en måde er bedre end vi er. De er mere demokratiske.«

En udtalelse, som fortsat ville skille sig ud og give raspende genlyd på den stille vej ud mod parken i Clapham. Næsten punk.

Biografien »Vivienne Westwood« af Vivienne Westwood og Ian Kelly udkommer på engelsk 9. oktober. Sunday Times bringer endnu et uddrag fra biografien i morgen.