Virtuos lummerhed: Dårlig kunst kan også være god

Jeg vil gerne have lov til at dyrke min skamfulde glæde ved det mindre velsete, det nogle gange vulgært indsmigrende.

Salonkunst på højt plan. Eugene Emmanuel Amaury-Duvals »Venus´fødsel« (tv) og William Adolphe Bouguereaus »Eros´ tårer« (th). Foto: Dominique Faget/AFP.  Fold sammen
Læs mere

Jeg holder af salonkunst. Jeg burde skamme mig. Eller burde jeg?

Lad mig lige sige til mit forsvar, at selv om salonkunst i dag er en betegnelse, man hæfter på dårlig og banal billedkunst i al almindelighed, så blev ordet oprindeligt brugt som skældsord om noget meget mere specifikt, nemlig den kunst, der i slutningen af 1800-tallet dominerede verdens dengang vigtigste tilbagevendende kunstbegivenhed, den fornemme le Salon de peinture et de sculpture, eller bare le Salon, i Paris. Det er den salonkunst, jeg holder af. Den klassiske salonkunst. Den havde niveau. Den var skabt af folk, der kunne deres håndværk.

Men den var også underlagt nogle akademiske konventioner, som impressionister gjorde radikalt og genialt op med fra cirka 1870 og frem, og i dag er det oprørerne, der er stjernerne, og det forstår jeg godt. Selv om jeg altså også holder af dem, de gjorde oprør imod.

Én af mine favoritter blandt salonkunstens udøvere er William-Adolphe Bouguereau, der brillerede med meget sensuelle billeder. Deres detaljerede kødelighed udgjorde en fascinerende kontrast til datidens almindelige snerpethed. Når William-Adolphe Bouguereau og hans åndsbeslægtede var mest virtuost smålumre, udtrykte de præcist det sene 1800-tals grænse- og nogle gange håbløse erotiske længsel.

Og nu er det ikke, fordi jeg mener, at de klassiske salonkunstnere er bare tilnærmelsesvis lige så gode som for eksempel impressionisterne. Jeg vil bare gerne have lov til også at dyrke min skamfulde glæde ved det mindre velsete, det nogle gange vulgært indsmigrende, og det er der da heldigvis også mulighed for her og der, også på de fineste steder. Glyptoteket i København byder således på en del fransk skulptur i klassisk salonstil, indkøbt eller bestilt af stifteren, brygger Carl Jacobsen, og det mageløse Musée d’Orsay i Paris har siden åbningen i 1986 vist værker af de engang så værdsatte, men senere så uglesete kunstnere sammen med kunst af de største af deres samtidige, Manet, Cezanne, van Gogh osv. Gode folk har forstået, at der også skal være plads til den »dårlige« smag, både som tidsbillede og som oplevelse i dens egen ret. Det er slet ikke noget at skamme sig over.