Virkelighedens milliardær på teaterscenen: »Jeg er nok den rigeste af os allesammen herinde«

Teaterforestillingen »Vi de 1 %« konfronterer os med de rigeste og de fattigste hentet ind fra virkeligheden. Konfrontationsteatret nøjes med i det store og hele at konstatere, at der er ulighed i verden, når først chokket har lagt sig.

Anyone for tennis? Maria Rich spiller tennis med en af virkelighedens stenrige, der – også på billedet – ønsker at fremstå så anonym som muligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Meisner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pludselig kommer hun kørende ind med en trillebør. Hælder dens indhold ud ved siden af det pletfri, kridhvide scenegulv. Det er nok pløre, men det ligner noget andet.

Så planter hun sig demonstrativt i pølen og vader derefter ind over det ellers så fnugfri gulv, sætter sine beskidte aftryk på den perfekte flade mellem den lækre læder-daybed, den overdimensionerede krystallysekrone og saltvandsakvariet med den levende hummer.

Det er de fattige, der trænger sig på. Da hun åbner munden og taler, vidner den rå og raspende stemme om et hårdt liv:

»Jeg blev seksuelt misbrugt som syvårig. Da jeg var 15, gav min mor mig mit første skud heroin.« Og siden har kvinden kæmpet sig gennem Vesterbros narkomiljø som prostitueret.

Her havde vi det ellers lige så rart. For i Republiques forestilling »Vi de 1 %« havde vi indtil da kun mødt bettingfirma-milliardæren Jesper, der er mødt op for at medvirke i den utraditionelle forestilling i forhåbning om at kunne gøre op mod nogle af alle de fordomme, der klæber til den rigeste del af befolkningen. Og Jesper er »megarig«, hvis man spørger ham selv:

»Jeg er nok den rigeste af alle os, der er herinde,« siger han til de 200 tilskuere:

»Jeg er med garanti også rigere end alle jer tilsammen.«

Videre i manegen

I hele første afdeling har den tjenstvillige, småflirtende og overgearet nysgerrige skuespiller Maria Rich fungeret som intervieweren, der trækker rige Jesper rundt mellem tennis og champagneafslapning i vamsede badekåber på solstolene, udfrittet ham om prisen på hans ur, Teslaen og bølgeskvulpet ved sommerhuset i Dronningmølle. Og hun har testet sine – og vores – fordomme om de ultra velhavende som følelseskolde, uempatiske egoister med ekstravagant livsstil. Alt imens et diskret filippinsk faktotum er gået til og fra.

Krøsus i midten, der ligner en ganske almindelig pæn mand i krøllet hørskjorte, svarer beskedent, men hver gang, han er ved at formulere noget interessant om den frihed, som ubegrænsede midler giver, kontra det fastlåsende ansvar, han som arbejdsgiver og initiativtager føler, han er verden skyldig, skal vi videre i manegen.

Toppen af pyramiden

I virkeligheden er instruktøren, Tue Biering, slet ikke så interesseret i at undersøge de riges livsstil og granske deres samvittighed, frygt og bæven, selv om det er den krog, der er lagt ud til det nyfigne, billetkøbende publikum. Han er meget mere optaget af hårdhændet at demonstrere, snarere end egentlig belyse, forklare og nuancere den strukturelle ulighed, de fleste af os godt kender til, men stiltiende accepterer – hvad enten det er inden for rammerne af vores eget lille velfærdssamfund eller i forhold til den store verden, hvor vi selv allesammen hører til i toppen af pyramiden. Rent fýsisk ved at lade den rige og den fattige møde hinanden, uden at der kommer meget andet ud af det, end den akavede stemning, der opstår, når fremmede står over for hinanden.

Tue Bering fortsætter det effektive ubehagets konfrontationsteater med virkelighedens kroppe og skæbner, han har udforsket i en lang række interessante forestillinger, og som han har kastet i hovedet på det henslumrende, homogene og privilegerede publikum, der også spiller en væsentlig rolle i forestillingerne, og som han konstant arbejder på at vække af døsen. Han viser os det, vi ikke vil se, og hans teater opstår i virkeligheden først inde i os. Det er vores ubehag – chokreaktionen på den verden, der banker på, og som vi har lukket øjnene for – han ofte søger mod.

En af virkelighedens fattigrøve rager til sig af de riges privilegier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Meisner.

Hvad enten det har været virkelighedens ludere i en container på Halmtorvet, DF'er, der sagde et par borgerlige ord til det sammenspiste teaterpublikum med alle de rette meninger i behold, krigsveteraner, der kæmper for at komme tilbage til livet. Her er dem, vi ikke vil møde. I levende live. Det gælder også her, hvor taberne invaderer milliardærghettoen, drikker champagnen og holder abegilde i stuen, og hvor revolutionen venter lige om hjørnet – hvad enten man hilser det velkommen eller frygter

I denne omgang bliver forestillingen mest af alt en flytten rundt på kroppe fra en statistik, som når der deles kage ud. Gæt, hvem der får det største stykke? De enkelte skæbners drømme, forhåbninger, rædsler og forbliver ærgerligt uformulerede, selv om man altså har de rige og de fattige lyslevende dér foran sig. Kunne man ikke have hjulpet dem frem til de stærkere personlige fortællinger, de hver især må gemme på? Nu hvor de alligevel var her?

Jovist er deres blotte tilstedeværelse pirrende. Toppens og bundens. Men at verdens goder ikke er jævnt fordelt, vidste vi jo godt i forvejen.

Vi de 1 %

Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz & Karin Gille

Fix & Foxy, Revolver / Republique / Østerbro Teater. til 18. september.